De dumme har ret til en lussing

I aften ruller DR2s nye satiresatsning »Teatret ved ringvejen« over skærmen for første gang.

Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Med den nye serie fra holdet bag »Drengene fra Angora« er dansk TV-satire kommet langt siden Buster Larsens storhedstid. Men kan ny dansk TV-satire overhovedet andet end at gøre nar?

»Teatret ved Ringvejen«, klip et: To skuespillere fra et børneteater står i teatrets lille køkken. Det er en mand og en kvinde. De er majet ud i kostumer fra »Dyrene i Hakkebakkeskoven«, og de har stillet flødeboller og tre slags sodavand frem på et bord. De kan næsten ikke være i sig selv af forventning. Kameraet fokuserer tæt på deres ansigter og følger minutiøst hver en nervøs trækning, hver en bevægelse. De vrider febrilsk hænder. Der kommer nemlig to piger for at interviewe dem. Fra det lokale skoleblad.

Den minutiøse, dvælende satire over de to skuespilleres blanding af mindreværd og storhedsvanvid stammer fra første afsnit af DR2s nye satireserie, der handler om livet på et lukningstruet børneteater i provinsen. Scenen ligger langt fra Peter Schrøders »Det er fand'me uhyggeligt, du!«-monologer fra 1990erne. På den tid var dansk TV-satire til at forstå. Det var noget med at tage gas på aktuelle begivenheder ved at klæde Kurt Ravn ud som Mogens Lykketoft - eller som punker, hvis det skulle være vildt. Men i dag tænker TV-satirens bagmænd anderledes.

»Den satire, vi er vokset op med i TV, har meget handlet om: »Hvordan kan vi gøre vores budskab sjovt?« siger Rune Tolsgaard og Esben Pretzmann, der står bag »Teatret Ved Ringvejen«.

»Men vi har ikke lavet vores nye serie, fordi vi vil sige det og det om teaterverdenen. Vi kigger først på, om et teater som miljø har en energi og nogle interessante konflikter. Og derefter om det også kunne indeholde nogle budskaber. Vi lavede Team Easy On, fordi vi syntes, at det er en hyklerisk sport, der er fyldt med løgn og dumhed. Men først og fremmest fordi et cykelhold føltes godt - lad os lave noget med det!« siger de med henvisning til cykelsatiren fra deres store TV-succes »Drengene fra Angora«.

I dag behøver dansk TV-satire altså ikke at tage udgangspunkt i skattereform eller statsministerparodier. Men i takt med at den traditionelle politiske satire har mistet sin dominans er spørgsmålet, om den nye satiregeneration kan andet end at rive ned og pege fingre.

»TV-satire er gået fra at finde sin inspiration i de danske sommerrevyer til at finde den i internationale tendenser, som f.eks. stand-up og udenlandske TV-serier. Det skifter i 1990erne med TV-satire som »Lex & Klatten«, »Kongeriget« og »Gramsespektrum«. De folk viser en helt ny interesse for at arbejde med elementer fra deres hverdag,« siger Michael Eigtved.

Han er lektor ved teatervidenskab på Københavns Universitet, med speciale i blandt andet humor. Og han er imponeret over de senere års TV-satiresucceser som »Banjos likørstue«, »De uaktuelle nyheder« og »Drengene fra Angora«.

»Den nye generation er meget fleksibel og ekstremt opfindsom. De kan reagere på det, de ser, i alle mulige former. Deres satire fungerer på markedets vilkår: når de laver en parodi på en popsang, så fungerer den som popsang i sig selv. De magter den dobbelthed. Revyviser var også populære dengang, men det var de, fordi de var revyviser, ikke fordi de lød specielt fantastisk som populærmusik.«

Polakker = avekatte

»Teatret ved ringvejen«, klip to: Teatrets leder, Steffen, står i et kønsløst mødelokale med stigereoler og ringbind. Ved bordet sidder Kent fra kommunen. De to har møde om teatrets dårlige økonomi. Steffen har smidt budgettet op på væggen via en overheadprojektor. Hans øjenbryn cykler op og ned i ét stort tic. Kent fra kommunen kan knap fatte, hvad han hører, og han peger på Steffen med sin kuglepen, mens han gentager det - vist mest for sin egen skyld: »Har I lejet en rodeo-tyr for kommunens penge!?«

Den nye satirescene trives altså med at satirisere over dagligdagen, danskerne og popkulturen - gerne i eksperimenterende form. Men Michael Eigtved kritiserer også de nuværende TV-satirikere for at være for troløse. En kritik, der blandt andre er møntet på Angora-makkerne Rune Tolsgaard og Esben Pretzmann.

»Jeg synes, at Team Easy On er skidesjove, men jeg tænker også lidt 'Var det det?', når de er færdige. Jeg tror, det skyldes, at den generation meget er nogen, der river ned. De har ikke rigtigt mod til at sige, hvad vi skal sætte i stedet. Det kan mærkes på god TV-satire, at den er forankret i et system, der styrer, hvad vi ser. Niels Hausgaard taler for eksempel ud fra en bestemt politisk observans, og det lægger han ikke skjul på. Og »Emmas Dilemma« kommer med et udsagn om kvinders position i samfundet. Jeg kan godt lide at vide, hvem jeg taler med, men mange fra den nye generation virker som et produkt af de postmoderne tider, vi lever i: De kan gøre grin med hvad som helst,« siger Michael Eigtved.

Esben Pretzmann og Rune Tolsgaard fra »Teatret Ved Ringvejen« tager ikke kritikken til sig. For dem er det netop vigtigt at lave deres TV-satire på en anden måde end Niels Hausgaard.

»Vi synes jo, at det er en god ting, at man ikke får proppet noget ned i halsen. Men der er da taget stilling til, hvad vi vil sige med en Henning Primdal fra Team Easy On, når han spiser wienerbrød, bor bag en ligusterhæk og kalder polakker for avekatte. Men vi fremstiller ham også på en måde, så man kommer til at holde af ham. Vi gider ikke at udpege de gode og de onde. Vi synes, at det er mere raffineret at sige: Det her er en del af verden, sådan ser den ud. Hvis man forstår det, vi laver, vil man også kunne læse en slags menneskesyn ud fra det, men man må selv tolke på det, vi siger,« supplerer Rune Tolsgaard og Esben Pretzmann hinanden.

De mener heller ikke, at de bare uden videre kan kaste sig fra et cykelhold i én serie, et teater i den næste og noget helt tredje i den næste igen. Måske er der ikke logisk stringens i deres satireofre og -miljøer, men til gengæld lægger de et andet kriterie ned over deres arbejde: De skal være tæt på det, de satiriserer over.

»I »Teatret ved ringvejen« har vi talt om, at vi gerne vi satirisere over »det kommunale«, noget meget dansk, som vi kender så godt fra folkeskoler og biblioteker«, siger Esben Pretzmann.

»Vi er nødt til at have et personligt forhold til det, vi laver sjov med, og vi kunne aldrig lave sjov med noget, vi ikke kender virkelig godt. Lige nu laver vi en serie om nogle nyrige jyske brødre, og den slags kender vi, for dem har vi gået i skole med. Det værste jeg ved, er satire, der ikke har noget på hjerte. For eksempel »Tjenesten« på P3, der er noget af det mest fordummende, ligegyldige og latterlige. Det er netop bare ironi og pegen fingre. Det kan jeg ikke holde ud,« siger Rune Tolsgaard.

Tres siders satire

»Teatret ved ringvejen«, klip tre: Anja er nyuddannet scenetekniker, og hun er lige begyndt på teatret. Hendes nye kolleger Carsten og Brian har en lille overraskelse til hende. De har sat en gulvspand fyldt med vand i hendes skab. Den vælter ned over hende, da hun åbner, og hun bliver plaskvåd. Kameraet dvæler ved Carsten og Brian, der står og fniser. Men det er som om, de tvinger sig selv til at grine. Det er ikke sådan rigtig morsomt.

Men der findes faktisk satirikere, der arbejder i traditionen fra Buster Larsens »Lorteland«-monolog og Ditte Graabøls »Jeg syn's det' for dååårligt«-dame. En af dem, humorekspert Michael Eigtved fremhæver, er komikeren Jan Gintberg, der blandt andet har lavet TV-satire under navnet »Vindhætterne« og »Gintbergs Store Aften«. Gintbergs mest berømte gimmick er nok stadig hans pseudo-politiske »Tale til nationen« fra »Tæskeholdet«-dagene, og blandt hans andre kendte figurer er en mand på et tag, der vil kaste sig ud, fordi der er sket så meget dårligt i Danmark i løbet af ugen. Men selv er Gintberg ikke helt sikker på, om han kan leve op til ansvaret som arvtager af den holdningsbaserede satire.

»Grunden til at han nævner mig, er sikkert, at jeg forholder mig til ting, der sker i nyhederne, først og fremmest politik. Det er forholdsvis let afkodeligt. Men han må gerne fortælle mig, hvor jeg er forankret, for det er jeg ofte selv i tvivl om. Jeg går da nogle gange på kompromis med min egen overbevisning for at få den stærkeste joke frem. Jeg ved ikke, om jeg har et decideret ståsted, andet end at dem, der opfører sig ekstraordinært dumt, har ret til at få en lussing,« siger han.

Ligesom i Rune Tolsgaard og Esben Pretzmanns tilfælde går Jan Gintberg først og fremmest efter, hvad der er sjovt. Hvis det så også har en god satirisk pointe, er det en velkommen bonus. Men for ham handler forskellen mellem datidens og nutidens TV-satire også om, at satirebegrebet er blevet meget bredere og mere komplekst end tidligere.

»I dag kan man jo kalde alt muligt for satire. Og Team Easy On er måske mere ren komedie, end det er satire. Vi skal nok finde nogle nye definitioner på, hvad vi skal kalde politisk satire, satire light og comedy-satire,« siger han.

»Men man overfortolker også lidt på satire. Der var nogen fra Aalborg Universitet, der havde skrevet en afhandling om »Vindhætterne«. Tres sider! Nogle gange tror jeg bare, at man skal sige: Hvis det er gode karikaturer på noget, vi kender fra samfundet, så er det god satire. Men i min optik skal komedie dog helst gøre ondt, hvis det skal være satire.«

Det er Esben Pretzmann og Rune Tolsgaard enige i:

»'Teatret ved Ringvejen' er faktisk meget trist, og hvis der er noget, der har drevet os, så er det en reaktion mod, at al TV-underholdning er sådan noget feelgood-noget. At alt skal kunne glide ned med aftenkaffen.«

Satireserien »Teatret ved ringvejen« har premiere på DR2 i aften kl. 21.10.