De danske lejesvende

I Bagdad kan våbenføre mænd tjene 100.000 kr. om måneden som privatansatte soldater. Kritikere kalder dem for skydeglade, kyniske lejesoldater, der i firmaer som amerikanske Blackwater slipper ustraffet fra drab på civile.

Danske mænd under oplæring som private bodyguards hos PPA International i nordsjællandske Ølsted. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Der er langt mellem Den Grønne Zone i Bagdad og Ølsted i Nordsjælland; særligt på en efterårsdag, hvor morgendisen holder temperaturen nær 12 grader, hestene græsser på marken, og de eneste vejsidebomber er de stinkere, som en legesyg jagthund lægger langs indkørslen til Strandsegårdsvej.

Ikke desto mindre er det i Ølsted, at fem mænd i disse uger træner i at holde kunder i live i verdens hedeste brændpunkter. Britiske Jason, estiske Paul og danskerne Michael, Rico og Jakob er ved at uddanne sig til »Specialized Security Consultants« – engelsk for de private sikkerhedsfolk, der, ofte tungt bevæbnede, arbejder i konfliktzoner som Irak, Afghanistan og Afrika.

Teamet øver personbeskyttelse. Iført sorte vindjakker, kakibukser med lommer på siderne og goretex-støvler bevæger de sig rundt på gårdspladsen i en diamant, som beskytter den VIP, de skiftes til at spille. Deres hoveder panorerer 360 grader rundt for at spotte potentielle trusler, mændene tager tydeligt øvelsen alvorligt, men har i deres instruktør Nikolai Andersens øjne skruet vel højt op for kom-ikke-her-attituden:

»Ikke så meget franskbrød under armene! Det skal se naturligt ud,« råber han efter de fem granvoksne mænd.

Højest er Michael med sine godt to meter, kæmpe hænder og overarme. Han har betalt 43.000 kroner for fire ugers kursus hos Ølsted-firmaet PPA International, der til gengæld på sin hjemmeside lokker med gode jobmuligheder, hvis Michael består og opnår titel af Specialized Security Consultant:

»Set i lyset af de nuværende sikkerhedstrusler i verden er der adskillige karrieremuligheder, i hvilken denne træning vil være essentiel. For eksempel benytter USAs forsvarsministerium private sikkerhedspersoner og -firmaer i Afghanistan og Irak til beskyttelse af højtstående embedsmænd i koalitionen, beskyttelse af pengetransporter og til at træne lokalt sikkerhedspersonel.«

Det er lige dét, Michael vil: Til Irak og arbejde for et britisk eller amerikansk privat militært firma, hvor man får op til 100.000 kr. i månedsløn for at eskortere diplomater gennem Bagdad i skudsikre firehjulstrækkere med automatvåbnene klar, så man kan give igen, hvis oprørerne angriber.

Det gør de tit.

»Jeg kan ikke komme uden om, at jeg er lidt af en adrenalinjunkie. Usikkerhedselementet og spændingen er en væsentlig del af forklaringen på, hvorfor jeg tiltrækkes af det her. Samtidig er det en kæmpe udfordring at se, om man kan klare arbejdet i Irak,« siger Michael.

Den 35-årige kok blev ’opdaget’ af en diskoteksejer, der så en oplagt dørmand i Michaels kæmpeskikkelse. Sideløbende med arbejdet i køkkenet stod han i døren i mange år. Det førte i 1999 til et fuldtidsjob som vagtmand, og i det seneste år har Michael arbejdet som professionel livvagt for firmaet Advanced Security med job i hele Europa. Nu har han fået mod på den ultimative opgave for en livvagt – at holde en klient i live i Bagdad. Det selvom Michael har både kone og tre børn i Danmark, som er alt andet end begejstret for hans ønske om at komme til Irak. Men som Michael siger:

»Min kone ved, at jeg er lidt af et DAMP-barn, hvor der hele tiden skal ske noget nyt. Og jeg har familiens opbakning, ellers ville jeg ikke kunne tage af sted. Samtidig håber jeg at tjene gode penge, så jeg kan være lidt ekstra flink ved børnene, når jeg kommer hjem igen.«

Han håber at nå op på 100.000 skattefrie kroner om måneden, hvis han får en kontrakt på et halvt år i Irak med det rette firma.

Michael er langtfra den eneste dansker, som drømmer om en karriere i skudlinjen. Alene i oktober afholder tre forskellige private firmaer kurser i Danmark, der bl.a. skal klæde unge mænd på til et job i Irak eller Afghanistan. Kurserne er overtegnet flere gange, fordi alt fra butikscentervagter til tidligere soldater og politifolk vil til Irak og andre konfliktzoner for at arbejde for private sikkerhedsfirmaer.

Og de unge mænd er parat til at betale for det. Priserne for de kurser, der skal klæde dem på til opgaven, begynder ved 18.000 kroner og løber let op i 50.000. De ser det som en nødvendig investering for at komme af sted, hvorimod de, der afholder kurserne, ser det som et afkast på en allerede investeret kapital.

Instruktørerne på kurserne har allerede gjort det. Med livet som indsats har de krydset linjen. Engang var de danske soldater udsendt af Forsvaret, siden tog de et seks-syv gange bedre betalt job i den private sikkerhedsindustri, bedre udrustet og bedre trænet end statens soldater. Til gengæld er deres missioner også undertiden farligere. Både for dem selv og de civile, der kommer tæt på.

Før krigen i Irak var Blackwater et ubetydeligt firma i North Carolina i USA, hvor militæret igennem ti år har privatiseret flere og flere opgaver. Siden vandt Blackwaters vagter – typisk tidligere elitesoldater – et ry som de koldeste skiderikker i det varmeste helvede på jord. Hvis ikke de kunne tage en kunde sikkert gennem bagholdsangreb og bilbomber i Bagdad, så kunne ingen. Siden 2005 har Blackwater været indblandet i flere skudepisoder end noget andet firma i Irak – 195 i alt. Blackwaters folk trak først de 163 gange.

Og alt tyder på, at Blackwater var for hurtige på aftrækkeren 16. september i år.

Gartnerne satte små buske og morgenfruer i en rundkørsel på Nisour Pladsen, mens en konvoj med diplomater nærmede sig, og en anden konvoj banede vejen ved at bremse trafikken i vejkrydset. Det var Blackwater-folk. Da en bil med tre civile irakere ikke stoppede hurtigt nok, åbnede en Blackwater-vagt ild mod bilens mandlige fører. Føreren blev ramt og sank livløs ind over rattet. Men da hans fod stadig lå på speederen, fortsatte bilen frem. Det fik en række af Blackwater-folkene til at åbne ild, også i konvoj nr. to. Fra fire af Blackwaters biler bankede projektilerne løs.

Da røgen lettede, var 17 civile irakere dræbt og 27 såret. Blackwaters ansatte forklarede, at de blev angrebet og handlede i selvforsvar. Men New York Times citerede i denne uge en irakisk politiundersøgelse for, at der ikke var kastet så meget som en sten mod Blackwaters folk. Derimod havde Blackwater skudt i en 360 graders radius og ramt fodgængere, flere bilister, en ældre herre på scooter samt gartnerne med morgenfruerne.

De irakiske myndigheder raser over episioden, truer med at smide Blackwater ud af Irak og retsforfølge de ansvarlige for drabene på Nisour Pladsen. Men det bliver alt andet end let. For de private vagter opererer i en juridisk gråzone, hvor få tør sige noget håndfast om, hvorvidt Blackwaters folk kan retsforfølges i USA eller Irak – om overhovedet.

Blackwaters ansatte i Irak er nærmest urørlige. I 2004 gav myndighederne i Irak nemlig samtlige Private Military Contractors, der arbejdede for koalitionen, immunitet over for irakisk lovgivning. Den amerikanske kongres lovede siden at skabe klare retningslinjer for, hvordan amerikanske sikkerhedsfolk skal retsforfølges i USA, hvis de begår ulovligheder i Irak. Foreløbig uden resultat.

Juleaften sidste år skød og dræbte en Blackwater-ansat i beruset tilstand én af den irakiske vicepræsident Adil Abd-al-Mahdis livvagter efter et skænderi. Blackwater-vagten blev ikke retsforfulgt, men i stedet fløjet ud af Irak inden for 36 timer med grønt lys fra det amerikanske udenrigsministerium, der i øvrigt hjalp Blackwater med at forhandle en passende erstatning på 15.000 dollar på plads til den dræbte irakers familie.

Blackwater-vagten er aldrig blevet straffet for drabet, men fik dog en bøde for at have brugt sit skydevåben i Den Grønne Zone.

Historikken taler altså for, at intet sker, selv om både FBI og det amerikanske udenrigsministerium nu er på sagen, og hele verden kigger med. Selv om op imod 100.000 såkaldte private contractors arbejder i Irak, er der ifølge Scott Horton – ekspert i krigens love på Columbia University – ikke ét eneste eksempel på, at en af disse folk er blevet retsforfulgt på grund af en voldelig forbrydelse.

»Forestil dig en by med 100.000 indbyggere, hvor du ikke har retsforfulgt én eneste de seneste tre år,« siger han til New York Times:

»Hvordan kan vi retfærdiggøre, at ingen gør noget ved det?«

Tirsdag i denne uge gik det galt igen i Bagdad, da vagter fra det australske sikkerhedsfirma Unity Resources Group åbnede ild mod en bil med to kvinder, som vagterne frygtede var selvmordsbombere. De to kvinder – to armenske kristne – blev dræbt på stedet, og irakerne rasede igen over de private sikkerhedsfirmaer. Den sag, kombineret med Blackwater-miseren, har fået FN til at kræve, at de private soldater retsforfølges, og de amerikanske myndigheder overvejer angiveligt at opsige sine milliardkontrakter med Blackwater.

En af de førende eksperter på området, amerikanske Peter Singer, fastslår, at langt de fleste private soldater i Irak er toptrænede og meget talentfulde eks-soldater. Kun et fåtal er skydeglade, morderiske dræbere, som Blackwaters ansatte står anklaget for at være, men de giver til gengæld branchen et rigtig skidt ry.

Samtidig har de private soldater en noget anden målsætning end soldater fra f.eks. Danmarks udsendte havde i Irak. Her drejede det sig ikke bare om at løse en militær opgave, men også om at vinde de lokales hjerter. Blackwater har oftest kun ét mål for øje – at få deres klient sikkert fra punkt A til B i Bagdad, uanset hvad der kommer i vejen. Som en journalist, der har fulgt Blackwaters arbejde i Irak beskriver det, så »bruger de deres maskinpistoler i stedet for hornet i trafikken.«

Det amerikanske Brookings Institute anslår, at flere end 1.000 private contractors er blevet dræbt i Irak og 13.000 andre såret. I år har er tabstallet rekordhøjt med et gennemsnit på ni dræbte private contractors om ugen.

Instruktøren Nikolai Andersen på kurset i Nordsjælland er en af branchens veteraner og har selv arbejdet i Irak for et privat sikkerhedsfirma. Før det kørte han bl.a. i Bosnien som chauffør for brigadegeneral Finn Særmark Thomsen. Men Irak og Bagdad er det farligste, han har prøvet. Han mener, at det er på tide med fælles spilleregler for de firmaer, som arbejder i lande som Irak.

»Debatten om Blackwater er jo ikke opstået af ingenting, og nogle firmaer har optrådt knap så hensigtsmæssigt. Selvfølgelig bør der laves regler på området, og det siger sig selv, at man ikke kan forsvare bare at skyde på folk,uden åbenlys grund. Jeg tror, der snart kommer regelsæt på området, for der er behov for det. Vi underviser folk i, at de skal følge de internationale regler, når de er ude. Det gode ved folk fra det danske forsvar og Danmark generelt er, at vi er opdraget med værdier, som gør, at man normalt tænker sig godt om. Men det er ikke alle, som gør det dernede, og da jeg var i Irak, oplevede jeg folk, som skød nogen, og så blev fløjet ud uden at blive retsforfulgt,« siger Nikolai Andersen uden at have lyst til fortælle nærmere om sagen til avisen.

De veteraner, Berlingske Tidende har talt med, vurderer, at højst 20-25 danskere har arbejdet i Irak som private vagter. En af dem var Michael Holmgaard, som vendte hjem sidste år.

»På engelsk hedder det ’security contractor’. Det kalder jeg mig. De fine politikere kalder os lejesoldater. Jeg ved ikke, om det er så misvisende, men det er negativt ladet. Derfor undgår jeg det,« siger Michael Holmgaard.

Efter fire udsendelser med det danske forsvar fik han arbejde hos det britiske private firma ArmorGroup i 12 måneder.

»Det var farligt hver dag. Men det passede til den livsstil, jeg har haft i mange år. Jeg har været mange år i Afrika for FN, og jeg har været på Balkan mange år. Det var bare endnu et sted at tage hen.«

Han er ugift og uden børn.

»Hvis folk er der for pengenes skyld – og det er 99,5 procent – så er Irak bare stedet. Jeg har selv tjent omkring de 100.000 om måneden. Pengene hænger sammen med faren. Du får jo ikke det beløb for at gå vagt i København.«

Michael Holmgaard har oplevet vejsidebomber, været under beskydning og i ildkamp. Ligesom Nikolai Andersen fungerer han i dag som instruktør på kurser, der forbereder nye sikkerhedsvagter på udsendelser til såkaldte højrisikoområder.

»Det har været tæt på for mig og tæt på for alle, der har været der, tror jeg. Jeg ved ikke, hvad det skarpeste,jeg har prøvet er. Det hele flyder sammen. De sprænger en vejsidebombe, de håber, at et af vores køretøjer bliver så beskadiget, at man ikke kan køre videre, og så bliver man beskudt. Vi blev ramt et par gange og havde både sårede og tab. Det var hårdt, især fordi vi kendte hinanden så godt. Du finder ikke noget, der er skarpere end Irak, selv om jeg jo også har boet i Vestafrika – i Sierra Leone og Liberia. Det var heller ikke ufarligt.«

Michael Holmgaard var næstkommanderende på en konvoj, og samtidig var han den medicinske specialist på teamet.

»Det var bedre at arbejde for et privat firma end for Forsvaret. Nu var vi ikke egentlige soldater, men vi var jo alle tidligere soldater – firmaet screenede os grundigere end Forsvaret. Det var bedre folk. Ikke et ondt ord om danske udsendte soldater, for de har et fantastisk godt ry. Men mange af dem, Forsvaret sender ud, er meget unge. Det har været fint nok, når der har været tale om ferielejre på Cypern, i Bosnien eller andre steder. Alle dem, der arbejder for de private sikkerhedsfirmaer, har erfaringen,« mener han.

Michael Holmgaard har fulgt debatten om det mest prominente af alle sikkerhedsfirmaer – Blackwater. Han synes, at mange overser, at de private sikkerhedsfok er underlagt de samme strikse regler for at åbne ild som koalitionsstyrkerne.

»Man kan aldrig gardere sig imod, at enkelte forbryder sig imod dem, og både private og udsendte soldater kan selvfølgelig træde ved siden af, men det er ikke så lovløst, som nogen politikere gerne vil gøre det til. Vi har engagement rules, og det skal vi også have.«

Han kender Blackwaters ansatte som seriøse.

»Langt de fleste er fornuftige folk, der ikke er der for andet end at udføre deres arbejde, tjene nogle penge og komme hjem igen. Blackwater reagerer, ligesom alle andre ville gøre i en tilsvarende situation – om det så er på Nørrebro eller i Bagdad er ikke afgørende. Man er bare nødt til at være opmærksom hele tiden og reagere hurtigt. Ellers ender du selv som offer. Og et offer har ikke meget fornøjelse af sine mange penge.«

Har du selv skudt og ramt nogen?

»Det kan jeg ikke vide. Men jeg tror det ikke.«