De 5... Gode franske bistroer

Rustik fransk bistromad er, stadigvæk, en af verdens absolut største fornøjelser. Og selvom finanskrisen har sat en solid stopper for at tage på weekendture til Paris, så frygt ej. København har masser af fantastique franske mad-oaser.

Arkivfoto Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

Den personlige

Davids Bistro på Århusgade startede som en lille take away-biks, hvor kvalitetsbevidste madører kunne svinge forbi og snige dagens franske islæt med hjem. Ret hurtigt indså ejeren, David da Silva (tidligere Kong Hans Kælder), at her var grobund for meget mere, så han udvidede til regulær restaurant, som siden igen er blevet udvidet til frokoståbent og brunch for at følge med efterspørgslen. Her er så gennemført bistro, som man kan forlange. Røde/hvide terner, masser af gamle billeder og kogebøger og et køkken der i den grad ved, hvordan den franske suppeske skal røres. Betjeningen er vidende og imødekommende, og hvis man er interesseret i kulinariske tips og tricks, kan det anbefales at tage plads i baren, hvorfra man følge kokkenes slag i køkkenet med David da Silva som naturlig general Napoleon under potter og pander. Husk at bestille bord, ellers løber stamkunderne med det hele.

Hvad: Davids Bistro Hvor: Århusgade 22, 2100 København Ø Hvornår: Ons-lør: 17.30-24.00

Den store

I Paris kan man bliver helt glad og rundforvirret, når man entrerer en af de store bistroer, hvor tjenerne flyver rundt, og gæsternes lydniveau summer livligt. Bistro Boheme på Esplanaden er det tætteste, vi kommer på den stemning herhjemme. Selvom det er stort, formår Bis­tro Boheme at opretholde en intim stemning i en international atmosfære. To etager med alskens godtfolk og fransk reklameplakatkunst på væggene sørger for autenciteten, og menukortet sørger for resten. Her er østers naturel, moules frites og chokoladefondant, lige præcis som man forventer, det skal være. Vinkortet hører også til de mere omfattende i byen, og der er rig mulighed for at gå på opdagelse fra alt mellem solid bordvin til 15.000 kroners flasker. En fransk retoriker ville måske kalde Bistro Boheme for et finere brasserie pga. de hvide duge på bordene og høje vinglas, men nu er dette her jo ikke en brasserie guide.

Hvad: Bistro Boheme Hvor: Esplanaden 8, 1263 København K Hvornår: Man-ons: 11.30-24.00, tors: 11.30-01.00, fre-lør: 11.30-02.00

Den klassiske

Pastis er stedet, hvor man måske føler sig allermest som i Frankrig, og det specielt i sommermånederne, hvor de har solbeskinnet udeservering. Hvor mange glas kølig hvidvin, der efterhånden er blevet serveret på de franske cafestole, kræver nok den helt store lommeregner med udvidet hukommelse, og Pastis er det perfekte sted lige at droppe ind, hvis man alligevel er i hjertet af København. Bordene står forholdsvis tæt, indretningen er en blanding af café og restaurant, og menukortet er så klassisk fransk, at man bliver helt overrasket, når tjenerne pludselig taler dansk. Terrine af foie gras, escargots og bouillabaisse pryder serveringerne og er en fryd for ethvert franskvenligt øje. Priserne er rimelige, og vinkortet vil få enhver frankofil vinnørd til at klappe i hænderne af begejstring.

Hvad: Pastis Hvor: Gothersgade 52, 1123 København K Hvornår: Man-tors: 11.00-24.00, fre-lør: 11.00-01.00

Den med bearnaise Ingen fransk bistro uden bearnaise-sauce. Og ingen bearnaise-sauce uden at nævne kongen af netop den – Rasmus Oubæk. Vi har mødt folk, der har været ved at komme op at slås over, hvem der måtte slikke skålen, men så drastisk behøver det nu ikke være. Man skal bare følge bearnaise regel nummer ét – hver mand bestiller sin egen sauce. Basta. Retour ligger lige bag Det Kongelige Teater, og det passer egentlig meget godt, for Oubæk kan sine klassikere på fingerspidserne. Menukortet er en regulær tur down memory lane, men så absolut på den gode måde. Udvalget er ikke specielt stort, men hvad gør det, når næsten alle retter fortjener at komme i bogen over absolut velsmag, som Rasmus Oubæk smart nok har gjort til sit adelsmærke. Der er hvid dug på bordene, men indretningen er holdt i dæmpede hvide vægge uden for mange dikkedarer, dog med et par kridttavler med dagens specialiteter påskrevet.

Hvad: Retour Hvor: Tordenskjoldsgade 11, 1055 København K Hvornår: Man-tors: 17.00-22.00, fre-lør: 17.00-23.00

Den originale

Stemningen på L’Education Nationale er som på den lokale bistro i Paris, og maden så autentisk, at selv franskmænd bosiddende i Danmark er blandt stamgæsterne. Det må siges at være et kvalitetsstempel. Man sidder tæt her på byens mest klassiske, franske bistro, men det passer fint til beliggenheden i Pisserenden og det folkelige, franske køkken, hvor muslinger og kalvefrikassé med forårsgrøntsager bliver serveret rygende varme i slidte, orange Le Creuset-kasseroller og i portioner så rigelige. De franske tjenere er travle, men søde, og du får et virkelig godt og solidt fransk måltid til er fair pris. L’Education Nationales navn betyder national uddannelse, hvilket man må sige, de har udført til perfektion. I tyve år har de været absolut bannerførere i uddannelsen af de danske ganer, så vi har lært noget om fransk smag – og tak for det.

Hvad: L’Education Nationale Hvor: Larsbjørnsstræde 12, 1454 København K Hvornår: Man-lør: 11.30-24.00, søn: 16.30-22.00