De 20 vigtigste Brian Eno-plader

Brian Eno har siden starten af 70erne været en af musikkens mest markante personligheder. Både som musiker, producer, kollaboratør og tænker har han sat sit tydelige præg på udviklingen. Til juni er han Danmarks-aktuel med sit nye værk »The Ship«, der både kan opleves på Heartland Festival og Kunsthal Charlottenborg. I den anledning peger Berlingskes musikredaktør på hans 20 mest markante plader.

En af musikkens mest markante personligheder Brian Eno er til juni Danmarks-aktuel med sit nye værk »The Ship«, der både kan opleves på Heartland Festival og Kunsthal Charlottenborg. Billedet viser albumcoveret fra hans plade »Before And After Science« fra 1977. Fold sammen
Læs mere
Foto: Fra albummet
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Roxy Music: »For Your Pleasure« (1973)

Brian Enos karriere lagde stærkt fra land, da han blev indlemmet som keyboardtroldmand i uforlignelige Roxy Music. Allerede på det selvbetitlede debutalbum fra 1972 havde gruppen fat i den lange ende, men det var på efterfølgeren »For Your Pleasure«, at spændingerne mellem Enos eksperimenterende tendenser og forsanger Bryan Ferrys mere poplænende tilbøjeligheder gik op i den nok så berømte højere enhed.

Eno: »Here Come The Warm Jets« (1973)

Blot et halvt år efter at have sagt farvel til Roxy Music var Eno klar med sit første album i eget navn. Pladen er en sær størrelse fuld af sort humor og makabre billeder. Her mødes glamrockens sitrende guitarer og højoktane energi med uforudsigelige arrangementer, bizar produktion og nogle af Enos mest mindeværdige popmelodier.

Fripp & Eno: »Evening Star« (1975)

Enos anden plade lavet i samarbejde med King Crimson-guitaristen Robert Fripp. Duoen sender Fripps vilde improvisationer – lyriske, flydende, atonale – ind gennem Enos synthesizere og loopende båndmaskiner. Over tid opløses båndsløjferne, mens nye lag tilføjes. Frippertronics kaldte duoen teknikken, som udfolder sit maksimale potentiale på den 29 minutter lange »An Index Of Metals«.

Eno: »Another Green World« (1975)

Enos ubestridelige art-pop mesterværk og et markant skridt væk fra de to første solopladers rock- og sang-orienterede udtryk. Pladen er en forunderlig samling fortrinsvis instrumentale numre, der for alvor markerer Enos øgede fokus på tekstur og struktur. Roligt og minimalistisk i sit tilsnit, men samtidig koncist og med stærke rytmiske og melodiske kvaliteter. Lydbilleder i ordets bedste forstand.

Foto: Fra albummet.

Brian Eno: »Discreet Music« (1975)

Enos første forsøg ud i den sarte ambientmusik. Idéen er at tænke musikken som en del af det omgivende miljø – altså som en slags brugsmusik, der aldrig kræver lytterens fulde opmærksomhed. På side A fodrer han sine analoge, loopende båndmaskiner med bløde synth-teksturer, der bølger frem og tilbage som tidevand ved fuldmånetid, mens side B udgøres af tre dirrende klassiske variationer.

David Bowie: »Low« (1977)

Selv om Eno ikke producerede denne legendariske Bowie-plade (det gjorde Tony Visconti), spillede han en afgørende rolle som medkomponist og kreativ sparringspartner. I særdeleshed på side B, hvor Eno-kompositionen »Warszawa« åbner ballet med isnende vemodige synthesizere, der sætter tonen for resten af pladesidens dystre og fortrinsvis instrumentale forløb.

Brian Eno: »Before And After Science« (1977)

Måske den plade i Eno-diskografien, der på mest vellykket vis samler alle hans mange musikalske tråde i et tilfredsstillende hele. Her er både kantet art-funk, fængende popmelodier, innovative produktioner, pastorale instrumentalnumre og ikke mindst et stjernehold af musikere som Robert Fripp, Phil Collins, Percy Jones, Fred Frith, Jaki Liebezeit, Moebius og Roedelius.

David Bowie: »Heroes« (1977)

Da David Bowie kort efter udgivelsen af »Low« rykkede ind i Hansa Studios i Berlin for at indspille »Heroes«, blev Brian Eno naturligvis inviteret med igen. Udover at bidrage som komponist fik Eno fløjet guitarist Robert Fripp ind fra New York. Resultatet kan blandt andet høres på det legendariske titelnummer, hvor Fripps feedback-hylende guitar tilfører nummeret sin helt afgørende signatur.

Foto: Fra albummet.

Eno Moebius Roedelius: »After The Heat« (1978)

Enos anden plade lavet med den tyske duo Cluster bestående af Dieter Moebius og Hans Joachim Roedelius. Her udforsker den anglo-germanske alliance feltet mellem ambiente eksperimenter og synthesizernes futuristiske klange. Pletvise strejf af tiltet funk, baglæns Eno-vokal og akustisk klaver gør pladen til en mere engagerende oplevelse end trioens zen-agtige forgænger fra året før.

Brian Eno: »Ambient 1/Music For Airports« (1978)

Den første i Enos serie af »Ambient«-albums. Her samler han for alvor trådene og finder på et navn til sin idé om musik som miljø. Inspireret af komponister som Erik Satie og John Cage ønskede Eno at tage performeren ud af musikken og overlade den tomme plads til lytteren. Her bruger Eno båndsløjfer med dalende klavertoner og syntetiske flader til at soundtracke lufthavnens sterile flader og forvredne tidsfornemmelse.

Devo: »Q: Are We Not Men? A: We Are Devo!« (1978)

Både David Bowie, Iggy Pop, Robert Fripp og Brian Eno stod angiveligt i kø for at producere amerikanske Devos debutalbum. Eno var dog mest insisterende og endte med selv at betale for at få fløjet Ohio-bandet til Køln, hvor han producerede pladen uden de store dikkedarer. Gruppens postmoderne møde mellem spastisk funk og maskinel new wave har aldrig stået skarpere.

Various Artists: »No New York« (1978)

Det siger meget om Brian Enos nysgerrige tilgang til musikken, at han også stod bag den definitive dokumentation af slut-70ernes vilde No Wave-scene i New York City. Eno udvalgte og producerede her fire rå sange fra fire af scenens centrale navne: James Chance & The Contortions, Teenage Jesus & The Jerks, Mars og DNA. Samlet en brutal, støjende og frit-flydende fuckfinger til konventionerne.

Talking Heads: »Remain In Light« (1980)

I 1978 indledte Eno et frugtbart samarbejde med art-funk-bandet Talking Heads. Eno producerede både »More Songs About Buildings And Food« (1978) og »Fear Of Music« (1979), men det var først med »Remain In Light«, at samarbejdet peakede i en transcenderende blanding af tung afro-funk og hvid angst indspillet på Bahamas. Et både kunstnerisk og kommercielt højdepunkt.

Foto: Fra albummet.

Jon Hassell & Brian Eno: »Fourth World Vol. 1: Possible Musics« (1980)

For Eno handlede det om at bryde musikalske grænser. I samarbejde med trompetisten Jon Hassell gik han skridtet videre ved også at opløse geografiske grænser. I hvert fald på et filosofisk plan. Her forestiller duoen sig en såkaldt fjerde verden, hvor Eno behandler Hassells luftige spil på trompet med sær baglæns rumklang over cirklende afrikanske og mellemøstlige rytmer. Meget unikt.

Brian Eno & David Byrne: »My Life In The Bush Of Ghosts« (1981)

Bevægelsen mod en fuldt integreret verdensmusik når sit kunstneriske højdepunkt på dette samarbejde med Talking Heads’ frontmand David Byrne. På en groovy bund af art-rock, afro-funk og syrede synth-teksturer klipper duoen et væld af samplede stemmer fra hele verden ind: Vestlige TV-prædikanter, radioværter, exorcister, libanesiske bjergsangere, egyptiske popsangere. En milepæl.

Harold Budd & Brian Eno: »The Pearl« (1984)

Det er ingen hemmelighed, at Brian Enos ambiente lydlandskaber gennem tiden har medført meget intetsigende new age-muzak fra mindre inspirerede musikere. Men når den rigtige balance rammes - som på denne fine Eno/Lanois-producerede plade med pianisten Harold Budd – efterlades man som lytter i en vægtløs tilstand af overvældende skønhed. En af ambient-musikkens skjulte perler.

U2: »The Joshua Tree« (1987)

Det var først, da U2 fik Brian Eno og Daniel Lanois som producere, at gruppen udviklede sig til et af verdens største bands. Og på »The Joshua Tree« synes alt at lykkes for både band og producere. U2 skrev nogle af bandets bedste sange, mens Eno og Lanois pakkede dem ind i en bredspektret cinematisk produktion, der emmede af USAs store landskaber og samtidig passede perfekt til stadionkoncerter.

Foto: Fra albummet.

John Cale & Brian Eno: »Wrong Way Up« (1990)

Måske Enos mest ligefremme og poppede værk i karrieren blev sjovt nok skabt i selskab med en anden rock-legende med eksperimenterende tilbøjeligheder: Den walisiske sanger og cellist John Cale var i sin tid med til at starte The Velvet Underground. Her skaber de to en dejlig popplade, der elegant smelter det syntetiske sammen med det organiske. Især »Spinning Away« er et højdepunkt i begges karriere.

Slowdive: »Souvlaki« (1993)

Selv om Enos 90er-plader ikke tæller blandt hans bedste, var årtiet bestemt ikke spildt. Eno skrev både kendingsmelodien til Windows 95 og producerede for både U2 og David Bowie. Og så var han inde over det britiske shoegazer-band Slowdives underskønne debutalbum. Ikke som producer, men som sangskriver. Og ikke mindst som forbillede for gruppens ambient udflydende drømmerock.

Eno & Hyde: »High Life« (2014)

Eno har gennem hele karrieren rastløst søgt nye musikalske legekammerater. En af hans nyeste er sanger og guitarist Karl Hyde fra de britiske dance-pionærer Underworld. På denne duoens anden plade dyrker de aldrende herrer røvrystende afrikanske polyrytmer, lag-på-lag af støjende funky guitar og tranceskabende repetition. Det går lige i dansebenet og får det til at svimle for øjnene. Stærkt!