David Lynch kan lide helt almindelige film

Den amerikanske mester­instruktør David Lynch, kendt for bl.a. »Twin Peaks«, er nu biograf­aktuel med et tre timer langt videoeksperiment, der om muligt er endnu mere uigennemskueligt end hans tidligere værker. I et forsøg på at afæske Lynch en nøgle til hans bizarre univers stillede Berlingske det naive spørgsmål: Hvad går det hele ud på?

Den amerikanske filminstruktør David Lynch drømmer ifølge eget udsagn helt almindelige drømme og kan lide mainstream-film. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

David Lynch er evigt fascineret af det skæve, sanselige og ikke umiddelbart forklarlige. Deraf hans tilnavn: »Zaren af det bizarre«. Den amerikanske kultinstruktør gjorde surrealismens drømmelogik til hvermandseje, da hans stilskabende TV-serie »Twin Peaks« lagde ga­derne øde for godt 18 år siden.

De færreste kan som han fremmane tindrende uhygge gennem millimeterpræcise forskydninger af tid, rum og identitet, og når Lynch-stemningen strammer til i gådefulde og hypnotiske kulthits som »Lost Highway« og »Mulholland Drive«, hører det med til oplevelsen, at man kun i pirrende glimt fornemmer den uhåndgribelige sammenhæng, der – måske - kan få det hele til at give mening.

Med sit seneste værk, »Inland Empire«, forsvinder den idiosynkratiske kunstner dog så langt ud på associationernes sorte hav, at traditionelle forståelsesmodeller må opgive at følge med. Og som ventet er der ingen hjælp fra Lynch selv, da Berlingske møder den 61-årige instruktør efter verdenspremieren i Venedig.

Er filmen et puslespil, hvor mere intelligente tilskuere end jeg vil kunne få alle brikkerne til at passe sammen? Eller er det mere et frit flow?

»Nej, det er nærmere en slags indtryk. En slags indtryk,« gentager David Lynch.

»Der er ting, hvor det vil give en intellektuel tilfredsstillelse at se, hvordan det hænger sammen. Og så er der ting, som mere er en slags indtryk af, hvordan det fungerer. Det er et sted og en særlig fornemmelse. En slags … fristed. Og jeg tror, at uskyld er et ord, som kunne findes der.«

Og så får vi ikke mere for den 25-øre.

David Lynchs uvilje mod fortolkning udspringer til dels af hans organiske og stærkt intuitive arbejdsproces, som i »Inland Empire« får længere snor end nogensinde før. Det digitale videoeksperiment blev optaget over en periode på 2,5 år uden et færdigt manuskript. Lynch kastede sig selv og filmens stjerne, Laura Dern, ud på dybt vand ved at finde på nye scener fra dag til dag.

»Ofte skrev jeg bare nogle ting og filmede dem, og det gav mig nye ideer, som jeg noterede ned, og så optog vi lidt mere. Efterhånden begynder man at se helheden samle sig. Men i lang tid havde filmen ingen form,« forklarer David Lynch og beroliger med, at det altid er tilfældet, når han begynder på et manuskript.

»Der er ingen form, ingen historie, ingenting. Det begynder altid med en idé. Før »Blue Velvet« så jeg for mig et par røde læber og en grøn plæne ved aftentide. Og det var alt. Så hørte jeg Bobby Vinton synge »Blue Velvet«. Og da jeg koblede den sang på billedet af en grøn plæne og måske interiøret af en bil, førte det mig til ideen om en mand, der finder et øre i en græsmark. Og så videre.«

Hvordan samler du alle elementerne?

»Ved at sætte en fod foran den anden. Hvert skridt gør det hele lidt tydeligere. Den scene skal sættes ind dér, og den næste skal ind dér, og lidt efter lidt begynder historien at tone frem.«

Lynch afviser, at han blev bedt om at afkorte sin tre timer lange film for at gøre den mere salgbar. Han illustrerer sin pointe med en anekdote om en af sine yndlingsinstruktører.

»En af Billy Wilders film blev vist for et testpublikum uden for L. A., og det var ikke gået godt. På vej tilbage i bilen siger produceren til Billy: »Du bliver nødt til at klippe noget ud«. Billy svarer ikke, men bruger hele den følgende uge på at sidde i klipperummet. Næste weekend tester de filmen igen, og denne gang er det en succes. Produceren siger: »Jeg sagde det jo, Billy. Der skulle klippes noget ud«. Hvortil Billy svarer: »Jeg har tilføjet femten minutter«. Så det vigtige er, hvad man selv føler er rigtigt. »Inland Empire« har en form, som virker for mig, og det har jeg ikke lyst til at pille ved.«

En helt almindelig mand
Efter »Mulholland Drive« (2001) så det længe ud som om, at David Lynch havde meldt sig ud af filmbranchen for at hellige sig mere obskure gøremål. Hans retræte var med til at forstærke imaget af en kæderygende excentriker, der hygger sig med at save i døde dyr i sit værksted, når han ikke lægger mystiske videobeskeder ud på sin hjemmeside eller forkynder transcendental meditation som et fredsskabende vidundermiddel.

»Man behøver ikke at lide for at vise lidelse. Det er dét, som er så smukt. Vores verden er fantastisk interessant, hvis man træder lidt tilbage og iagttager den. Folk elsker lidelsen. De elsker at se den på TV. De bryder sig ikke om selv at føle smerte, men de elsker at se på andre, der har ondt. Og i en film kan det lade sig gøre. Historier vil altid rumme konflikt, altid have bjergtoppe og bølgedale – det er jo det stof, historier er gjort af!«

Drømmer du sære drømme?

»Nej! Jeg drømmer helt normale drømme.«

Så dine drømme ligner ikke dine film?

»Nej. Jeg kan godt lide dagdrømme, hvor man ligesom lader sig føre med. Mange gange opstår mine ideer på den måde. Jeg sætter mig i en behagelig stol og flyder derudad.«

Kan du nævne en eneste ny film, som du så sidste år, og som du kunne lide?

Efter en lang pause svarer David Lynch: »Jeg kunne godt lide »School of Rock«. En meget fornøjelig film. Er det Jack Black, han hedder? Jeg synes, han gjorde det virkelig godt,« siger David Lynch og klukker.

Da PR-assistenterne glemmer at bryde ind efter de aftalte 25 minutter, fortsætter interviewseancen ufortrødent et godt stykke ind i frokostpausen. Det bliver alligevel for meget for den ellers overmåde høflige Lynch. Han bliver utålmodig og lader sig til sidst provokere til, for en gangs skyld, at skære tingene ud i pap.

»Filmen er filmen! Det er ligesom at læse en bog, hvor forfatteren for længst er gået bort. Alt, du har at forholde dig til, er bogen. Du kan ikke tale med forfatteren, men du kan få det ud af bogen, som du selv ser i den. Du kan vide ting intuitivt og drage dine egne følgeslutninger. Det kan være meget givende eller frustrerende, og måske opgiver du og smider bogen væk. Men forfatteren er borte, og måske arbejdede han, eller hun, på den i årevis for at sætte den sammen på en måde, der føltes rigtig for ham.«

Så det er i orden med dig, hvis folk for eksempel siger, at den her film handler om dyreforsøg?

»Ja. Alle finder deres egen tolkning, og nogle ligger måske tættere på min egen forståelse af filmen end andre. Men jeg elsker, når folk bruger deres intuition og føler sig frem, tænker sig frem til en slags indre mening, som er uhyre svær at sætte ord på. Det er ligesom at genfortælle en drøm til en ven. Vennen oplever ikke drømmen. Ordene rækker ikke. Der er så mange elementer i filmsproget, abstraktioner, som ord ikke kan udtrykke.«

Er det overhovedet interessant for dig at vide, hvordan andre tolker dine værker?

»Nej, det er vigtigt, at det giver mening for mig selv! Folk kan synes lige, hvad de vil. Det er ligesom livet. Vi ser alle de samme ting, men vi finder på mange forskellige filosofier til at forklare dem med. Da »Mulholland Drive« havde premiere, var der også mange, der sagde: »Jeg fatter ikke, hvad der foregår«. Jeg har altid hævdet, at publikum forstår meget mere, end de siger eller selv opfatter. Hvis de diskuterer filmen med deres venner, vil mange, mange ting komme for en dag.«

»Inland Empire« havde dansk biografpremiere i fredags. Begge sæsoner af »Twin Peaks« udgives i samlet DVD-boks den 27. november.