David Holt Olsen: Vi registreringsafgiftsplagede danskere pisker os selv med grimme biler

DavidHoltOlsen
Foto: Malene Anthony

Barndommens biler vil af en eller anden grund altid stå som noget særligt. Der må være blevet grundlagt en evig længsel i én efter lige præcis de modeller, der var udbredte i ens barndom.

Det tænkte jeg i lørdags til åbningen af udstillingen Familien Danmark på hjul – Årets Bil 1969-2019 i Viborg med årets bil kåret af danske motorjournalister som omdrejningspunkt. Et samarbejde mellem Viborg Museum og Forstadsmuseet.

Efter talerne bevægede jeg mig ind i udstillingen. De lidt ældre deltagere forlod jeg ved de første års vindere: Ford Capri, Fiat 128, Citroën GS og Audi 80. Det var deres nostalgi, ikke min. Jeg skulle længere frem i tid. Og så stod den der pludselig. Årets bil 1976. En Simca 1307 – et udefinerbart sted mellem brun og grå og med 68 hk. Familiens første bil. Jeg genkender den fra familiefotoer, men husker den knap. Den rustede hurtigt væk, hvorfor det da også må trodse adskillige naturvidenskabelige love, at den Simca stadig er blandt os.

Næste nostalgifremkaldende bil var årets bil 1981, en Ford Escort med 1,3-litersmotor og hele 69 hk. Eller Ford Æ’skrot, som blev dens kælenavn i min familie. Min søster og jeg sad omme bagi uden seler på. Vi kørte også på cykel uden cykelhjelm. Og spiste kødpølse og 3-Stjernet salami.

Æ’skrotten bragte os rundt i landet på sommerhus- og campingferier, men rækkevidden blev udvidet med den næste bil. Den næsten futuristiske Ford Sierra. Årets bil 1983 med koloenorme 75 hk. Den kørte os til Tyskland og Belgien på rigtig bilferie »ned i Europa«, som min bedstemor sagde.

I udstillingen stod også årets bil 1986. Drømmebilen! I hvert fald så stort man kunne drømme som middelklassebarn i et parcelhuskvarter i Aalborg: en Ford Scorpio. Med tolitersmotor og 100 hk. Vores nabo på Regnar Juels Vej havde den, og jeg kan huske, at vi drenge talte om, at han måtte være ustyrlig rig for at have råd til sådan en enorm bil. Som den stod der i udstillingen, så den nu mindre og markant mere firkantet ud, end jeg husker den. I det hele taget er det ikke smukke biler, vi danskere har kørt i.

Jeg er hvert andet år til den store Internationale Automobil-Ausstellung  i Frankfurt. Her kan man i Porsche-, Mercedes- og Audi-afsnittene mærke begæret efter de store luksusbiler. De ellers enorme haller bliver dampende varme af de besøgendes brunstige appetit efter det ypperste inden for hestekræfter, ingeniørkunst og skønhed.

Sådan var det ikke helt i Viborg, hvor hverdagens bil til den almindelige dansker var i fokus. Vi danskere er kølige, registreringsafgiftstyngede og livsforsagende, når det kommer til biler. Enhver udskejelse har været udtryk for alt fra åndløs materialisme til moderne klimasynd.

Årets bil-prisen afspejler dette kulminerende i år 2000 med valget af en Fiat Multipla. Den med den ufatteligt grimme pølse under forruden.

Hvad man ikke får i skønhed, får man dog i nostalgi. Det er vores alle sammens herlige, grimme biler, der er udstillet i Viborg.