Dario Campeotto: »Damerne stod i kø. Kan man da ikke få fred her i livet?!«

I en alder af 80 år ser det ud som om, at Dario Campeotto endelig kan være en smule i fred for damerne. Det har ellers holdt hårdt. For når man både har store brune italienske øjne og en stemme som fire stuevarme Lurpak, følger der opmærksomhed med. Maise Njor har mødt hele Danmarks Dario – charmøren, der blev et begreb.

Den altid velklædte Dario Campeotto om Ghita Nørby: »Der var flirt fra dag et, og det var gensidigt. Da vi havde været kærester et stykke tid, og var flyttet sammen i Sølvgade, friede Ghita til mig.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl

»Italienere er sortsmuskede og går med kniv«, kunne jeg læse i vores geografibog på Søndermarksskolen, og mine kammerater var jo drillesyge,« fortæller Dario Campeotto ved sit spisebord. Det er godt og vel halvfjerds år siden, han læste de nøje erindrede ord i geografibogen. Han er blevet på sit elskede Frederiksberg, hvor han også er født, men det var egentlig meningen, at familien kun skulle være her i kort tid. Hans forældre kom hertil fra Italien i 1929, og det var planen, at de skulle blive her i to år, men det blev til 35, før de rejste hjem, da faderen var blevet pensioneret fra sit job hos Fiat.

»Min mamma havde indprentet os – også mine to søstre – at vi var gæster i Danmark, og at vi skulle opføre os ordentligt og gøre et godt indtryk. Opdragelsen var ikke hård, men kærlig og stram. Vi var meget knyttede til hinanden, fordi vi var i et fremmed land, og min far var ligesom mig – han var udadvendt, og de danske kunder holdt af ham, fordi han var høflig og glad for at være til.

»Det var da ikke sjovt at skulle skilles. Jeg havde ondt af mig selv og tænkte »hvor var det nu, jeg kom fra?«.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.

Mamma var ikke vild med, at jeg ville være sanger, for hun havde set for sig, at jeg skulle blive ingeniør. Det var til gengæld en stor glæde for min far, som altid sang, når han var sammen med sine mange søskende i Treviso...(ordet udtales med så mange R’er, at der ikke ville have været flere tilbage, hvis vi havde spillet Scrabble).

»Men han havde ikke en tone i livet, så man kan sige, at jeg har udlevet hans drøm.«

Da Dario Campeotto 19. februar 1961 vandt det danske Melodi Grand Prix, tog han en smule af presset af Otto Brandenburg. »Angelique« gik lige i hjerterne – og trusserne – på de danske piger, og på de vildeste dage måtte det stakkels postbud slæbe 150 breve til matriklen. Hvordan klarer en ung mand den slags uden at miste jordforbindelsen? Han nævner igen sin mors opdragelse, og så gnistrer de brune øjne på faretruende charmerende vis …

Den danske sanger, skuespiller og entertainer Dario Campeotto stiger ind i sin bil omgivet af fans. Han blev Danmarksberømt med et slag, da han vandt det danske Melodi Grand Prix. Fold sammen
Læs mere
Foto: Willy Lund.

»Søde barn, en ung mand på 22 af italiensk herkomst omgivet af blondiner, som han mente var det bedste i verden ... Det næstbedste var, hvis de var mørkhårede. Det var en fristelse, og det … Alle de popsangere i dag, de giver heller ikke slip på en lille oplevelse. Jeg har altid skelet til piger, og jeg håndplukkede dem fra scenen, og det gik så lifligt altsammen.«

Når en smørtenor smelter

Lifligt? Ja, det er måske selve ordet og selve grunden til, at Dario har sunget sig ind i hjerterne på folk (kvinder) gennem tres år nu: Han taler smukt, han tager frakken og holder stolen, og nu sidder han med rank ryg og kan både tale og være opmærksom på, om damen overfor skal bruge mere vand, og han er fuldt til stede der, hvor han er. Det hele er ganske lifligt, og han husker bordskånere, så man fornemmer Gertrud i baggrunden, selv om hun ikke er hjemme. Kvinden, han har været gift med siden 1977 og har to børn med, er skrap, siger han.

»Hun lever op til den gamle vittighed med »hvordan er det at være gift med en bornholmer?« »Hun slår hvert kvarter«. Hun ville slå mig ihjel, hvis jeg forsvandt ud i verden med en anden,« siger han med den store tilfredshed det giver at vide, hvor man hører til. Gertrud er det bedste, der er sket i hans liv, siger han, måske med tanke på den tekst, han har sunget i »En bedårende Blondine«: »Skønt man kan vælge blandt så mange, tager man fejl så mange gange.«

Bornholmeren Gertrud fik sat et »optaget«-skilt på Damernes Dario, og man fornemmer, at det passer ham helt fint.

Dario Campeotto

»Og så var der igen alle de her kvinder, som tilbød sig, men denne gang var det ret udspekuleret, for jeg var jo både katolik og havde hus og en fin bil eller to. Sååå ... «


Men først var der jo Ghita. Altså Nørby. Skuespillerinden, som hoppede foran i køen af kvinder, og snuppede hele Danmarks Dario, manden hvis fornavn nu er havnet i det danske sprog som et begreb. Det var i 1962, og indspilningerne til »Han, hun, Dirch og Dario« skulle i gang.

»Der var flirt fra dag et, og det var gensidigt. Da vi havde været kærester et stykke tid, og var flyttet sammen i Sølvgade, friede Ghita til mig. Jeg havde ikke helt lyst til at blive gift, men jeg ville jo heller ikke miste hende. Min mor var imod, fordi Ghita havde været gift før, og hun var fire år ældre end mig. Det er hun stadig ... Og Ghita havde jo gjort præcis det samme som jeg, hun rev også ned fra hylderne.«

Her ses det nygifte par, skuespilleren Ghita Nørby og sangeren Dario Campeotto, der blev gift den 19. december 1963. Fold sammen
Læs mere
Foto: Flemming Adelsson.

Rev ned fra hylderne? Igen, fantastisk udtryk. Han opbevarer dem i sine velstrøgne ærmer, og de bliver rystet ud med glimt i øjnene, mens han laver en esprrrrresso til gæsten. Selv om kaffemaskinen er en Nespresso, er det naturligvis italiensk Lavazza, der puttes i, og posen har kaffestyrke 10. Man er vel en rigtig mand ...

Ghita Nørbys rolle som husmor

»Jeg tænkte, at hvis jeg gifter mig, hvor bliver eventyret så af? Men omvendt var jeg meget forelsket i Ghita. »Hvorfor kan du ikke bare tage Gitte Hænning, hun er meget yngre«, spurgte min mor. Men det var jo Ghita, jeg ville have. Og da mine forældre rejste hjem til Italien, kunne jeg gøre, hvad jeg ville. De var ikke med til brylluppet, men det var et plaster på min mors sår, at det var Don Silvio, vores familiepræst, der stod for ceremonien. Og senere blev Ghita og min mor selvfølgelig perlevenner, fordi Ghita er et skidegodt menneske.«

Godt. Så bliver man jo nødt til at spørge. Har han hørt radioprogrammet, senere kaldt »Ghita-gate«, hvor skuespillerinden giver den gas med overfusninger af radiovært Iben Maria Zeuthen? Det har han ikke, men siger eftertænksomt: »Ghita er en sjov plante, det er hun sgu.«

Han taler kærligt om hende, når han fortæller om årene i Torino, hvor parret flyttede til i 1967 og solgte dansk brugskunst i butikken »Danimarca«. Den uundgåelige skilsmisse forklarer han med, at efter syv gode år kunne de se frem til de syv magre, og det måtte slutte.

»Ghita spillede rollen som husmor, når hun var hjemme. Når hun var på teatret, spillede hun ikke en rolle – så VAR hun den person. Ghita var og er til teater, og da vi boede i København, skulle vi altid hjem til Ove Sprogøe eller Susse Wold og have natmad og diskutere, hvordan ens stykke var gået, og det var slet ikke mit liv. Jeg er faktisk ikke en til fordybelse på den måde, for der er så mange ting i livet, som jeg gerne vil vide lidt om. Hellere lidt om meget.«

Dario Campeotto fotograferet i hans hjem i forbindelse med hans 60 års jubilæum. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.

Mens Ghita Nørby var flyttet hjem til Danmark igen med deres fælles søn, Giacomo, tussede Dario rundt og solgte dansk brugskunst. En dag kom der et brev, hvor hun skrev: »Hvis du hører, at jeg er blevet set rundt omkring i byen med Jørgen Reenberg, så er det sandheden«.

»Hun har altid været meget konsekvent. Og det var fint. Jeg skulle jo også indse, at jeg slet ikke havde levet mine drengedrømme til ende, men det var da ikke sjovt at skulle skilles. Jeg havde ondt af mig selv og tænkte: »hvor var det nu, jeg kom fra?« Ghita fik fuld fart på sin karriere igen, og jeg havde følt mig låst i det ægteskab, og var slidt helt op. Og så var der igen alle de her kvinder, som tilbød sig, men denne gang var det ret udspekuleret, for jeg var jo både katolik og havde hus og en fin bil eller to. Sååå ... Damerne stod i kø igen. Kan man da ikke få fred her i livet?!«

Den eneste sang, han kan

Redningen fra det evindelige kvindehelvede og følelsen af at leve uden retning kom i form af et opkald fra impresarioen Eugen Tajmer hjemme i Danmark.

»Han ringede pludselig og spurgte »hvad fanden laver du?« Der var en ny trend med Palmehave-musik, som det blev kaldt, så jeg fandt min gamle tuxedo frem og stod pludselig med et 15-mands-orkester i København i en natklub. Jeg havde feset rundt og pakket pakker ind i Torino, havde haft en finke eller to, og havde ikke vidst, hvad det var, jeg manglede. Og der stod jeg så og tænkte »nu er jeg back in town«.«

En anden telefon ringer i en anden tid, og han skal høre, hvor længe han skal synge i Korsbæk på Bakken. Han er trods sine firs år ude og optræde to-tre gange om ugen.

Dario Campeotto er stadig ude og optræde to-tre gange om ugen. Her optræder han for de ældre på demenscafeen Cafe Kilen i Struer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Morten Stricker/Scanpix 2013.

»Det er mit liv, og jeg kan ikke lade være. Og så er jeg så heldig, at jeg stadig har en stemme, som fungerer – og den vil ud og bruges. Det er stadig en stor oplevelse for mig at optræde, og folk er så søde ved mig,« siger Dario Campeotto da han kommer tilbage. Han kalder sit liv for et eventyr, der begyndte med »Angelique«, og som han mener, at han siden har sunget omkring ti tusind gange. Og spørger man, hvordan man kan lægge sjæl i en sang, man har sunget så mange gange, svarer han:

»Det er for det første den eneste sang, jeg kan udenad … Ej, jeg kan mit hovedrepertoire nogenlunde, men jeg har altid været elendig til at huske tekster.«

Da han og Birthe Kjær skulle spille det ældre par i Fredericia Teaters opsætning af »Cabaret«, fandt Dario derfor på, at han skulle have en trådløs øresnegl med en dame i den anden ende, som fortalte ham replikkerne.

»Jeg kan simpelthen ikke få tekster ind i bolden, og det har ikke noget med alder at gøre, for det har jeg aldrig kunnet. Så du kan tro, at jeg selv sørgede for at sætte nye batterier i den sender hver aften, for jeg skulle ikke risikere at stå der og være mundlam.«

Den hemmelige passion

Det er ikke kun ting med batterier, der har hans interesse – det er AL teknik, siger han. Om det er en trådløs sender, en brødrister eller en bil – så kribler det i fingrene. Men mest biler, og bilparken består i dag af en Mercedes, en BMW og en lille mintgrøn Audi.

»Det er min hemmelige ting, Jeg elsker teknik. Jeg lever og ånder for musikken, men mit hemmelige drive er al teknik, og det har jeg fra min far. Så når jeg siger ja til et job i Vejle, er det lige dele, at jeg kan lide at optræde, og at jeg lige skal teste de nye dæk, eller noget andet nyt ved min bil … De pokkers biler, som min far også elskede. I garagen har jeg en lift, som lige nu bruges, fordi jeg er ved at hovedreparere en coupe, som Giacomo har købt.«

Dario Campeotto har en hemmelig passion – og det er biler, og i det hele taget al teknik. Nogle gange siger han ja til en job langt væk, så han får mulighed for at teste sine nye dæk eller noget andet nyt ved en af sine biler. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.

Giacomo, Dario Campeottos ældste barn, er 55 i dag. Man fornemmer, når den gamle crooner stolt viser fotos af sine tre børn, at han før alt andet er en family man. Det var altid vigtigere at komme hjem til familien, end at ture byen rundt efter koncerterne.

»Jeg har et HFI-relæ, der slår fra ved midnat. Jeg har altid været mester i forsvindingsnumre. Man siger bare, at man skal på toilettet, og så går man hjem. Det var det, mange af de andre ikke kunne. Da vi boede på samme vej som Tommy Seebach, kom han nogle gange først hjem om morgenen. Vi havde ikke en følelse af at være konkurrenter, men når det gik godt for ham, var der knap så mange jobs til mig. Sådan var det. Men så kom hans børn over til os, hvis deres cykler skulle fikses, for jeg havde jo et værksted, og det bedste jeg vidste, var at stå og arbejde med teknik. Reservedele er mit parallel-univers!«

Og mens vi taler om reservedele, ringer det på døren, og man hører Dario sige »ciao, come stai« til manden, som afleverer en tågelygte til Gertruds Audi. Pakken skal selvfølgelig åbnes med det samme, og Dario ser lykkelig ud, da han holder lygten i hånden og siger »nåårh«, som om han er blevet far for fjerde gang. Han har faktisk også en anden reservedel, som han er ret glad for. I kroppen.

»Jeg var indlagt fordi jeg har en virus på balancenerven, og så kom overlægen ind og sagde, at han havde holdt øje med min hjerterytme, og den var alt for langsom. Han sagde »jeg har en tid klokken to i dag, du skal have en pacemaker«. Så sagde jeg, at jeg havde et job fredag, så det kunne jeg nok ikke.

»Godt, det bliver i givet fald dit sidste job«, svarede han, og så var det, at Gertrud blandede sig, og jeg havde halvanden time, før jeg skulle opereres. Og det var jo godt, for så var der ikke megen tid til at tænke over livet og døden.«

Smuk som død og torden

Det var kærlighed ved første blik, da Dario Campeotto så Gertrud i Villa Nova i Rønne i 1971. Kærligheden var ikke gengældt på stedet.

»Jeg spottede den unge dame på 17, og hun var smuk som død og torden. Da hun sagde »jeg hedder Gertrud«, tænkte jeg »sådan en har jeg aldrig truffet«. Hun vidste ikke, hvem jeg var, og »Angelique« havde ikke lige fæstnet sig overhovedet. Så skulle jeg på arbejde, og derefter fulgte to år med breve frem og tilbage, men den største korrespondance var med Gertruds mor, som blandt andet skrev »jeg kender godt din type«.

Dario Campeotto og fru Gertrud, hans livs kærlighed. Fold sammen
Læs mere
Foto: FLINDT MOGENS.

Gertrud kom på Den Suhrske Husholdningsskole i København, og parret flyttede endelig sammen, men der var lige én ting, der skulle være på plads, før Dario gav sit hjerte fuldt ud:

»Jeg skulle se, om hun kunne få børn. Det kan lyde hårdt, men det var vigtigt for mig. En dag sagde hun »er du tilfreds – jeg er gravid«. Og så fik vi Claudia 10. marts 1977 og 9. april blev vi gift på Bornholm, på Dams Hotel, hvor vi første gang havde mødt hinanden. Filippo blev født i 1990, og da han fyldte ti år, fik han en Dymo, og så skrev han en label til os hver. Der stod: »Papa kan synge« og »Mamma kan alt«, og der ramte han plet. Jeg kan ikke så meget, men hun kan alt, og den dag i dag er jeg dødeligt forelsket i hende. Hun er den perfekte kvinde.«

Den oprindelige Dario

Det er lang tid siden hele familien Campeotto hvert år skulle hen til fremmedpolitiet i Puggårdsgade og have fornyet deres opholdstilladelse. Politimesteren forklarede hver gang, at det ville være nemmere, hvis de blev danske statsborgere, men det skulle Darios far ikke nyde noget af, og den dag i dag er Dario Campeotto stadig italiensk statsborger.

»Jo ældre jeg bliver, jo mere kommer det italienske op i mig. Jeg føler mig dansk nu, for jeg kan tale sproget og forstå vittigheder og ordsprog og humor. Men jeg kan mærke, at de italienske aner trækker. Jeg har ikke tænkt mig at invadere Italien, men jeg har tænkt mig at lade italien invadere mig,« siger han, og kigger ud på den velplejede have. Øjenkontakten skal lige have en pause. Og så siger han:

Dario Campeotto fotograferet i hans hjem i forbindelse med hans 60 års jubilæum. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.

»Livet er jo nemmest, når man giver sig lov til at være sig selv. Og jeg er mig selv hele vejen. Om jeg optræder, eller om jeg skal til købmanden og købe rødvin eller på værksted og købe reservedele. Du må tænke på, at jeg møder så mange, som jeg har mødt før. Og så er det meget nemmere, hvis man hele tiden har været sig selv. Når folk fortæller om noget, man har sagt, kan man sige, at det kan man ikke huske, men hvis man havde sagt det, var det nok rigtigt. Fordi man var sig selv,« siger han, og hægter sig på øjenkontakten igen med sine store brune øjne. Manden, hvis navn gik hen op blev betegnelsen for det, man i dag ville kalde en »player«, en charmetrold og en charlatan, har ikke spor imod, at hans italienske fornavn gled ind i det danske sprog.

»En Dario, det er mig, til tjeneste!«