Danskerne vil eje DRs dramaserier

Vi har tilsyneladende en umættelig trang til at købe TV-serier på DVD.

»Matador« ventes i år at nå to millioner solgte eksemplarer, mens »Huset på Christianshavn« nærmer sig en halv million solgte DVDer. »Men en serie behøver ikke altid at blive genudsendt eller få en massiv omtale for at sælge.

Gustav Wied-klassikeren »Livsens Ondskab« fra 1972, blev udgivet på dvd i 2005, og siden da er der solgt 25.000 stykker«, forklarer forlagschef Anne Korsø fra DR Multimedie.

Blandt de andre hits fra DRs dramaproduktion sælger også»Rejseholdet« og »Ørnen« støt og roligt - indtil videre i henholdsvis 250.000 og 175.000 eksemplarer.

Efter sommerferien udgiver DR de første 10 afsnit af »Forbrydelsen« på dvd. Seriens sidste afsnit sendes til efteråret på DR1.