Danskerne må tage ansvaret for deres eget liv

Skatteminister KRISTIAN JENSEN langer ud efter danskerne for ikke at tage ansvar nok for eget liv. Det er alt for nemt, når folk bruger prisen på æbler som undskyldning for ikke at leve sundt, mener skatteministeren, der ikke har nogen målsætning om mere økonomisk lighed i befolkningen. Og så langer han også lige ud efter sin egen regering, der har for travlt med at lave en masse mere eller mindre overflødige love.

»Jeg har den traditionelle borgerligt-liberale opfattelse, at staten skal være så stærk, at den skal løfte den svage, men ikke være så stærk, at den knækker den stærke,« siger skatteminister Kristian Jensen.<br>Foto: Jeanne Kornum Fold sammen
Læs mere

Der står tre chokoladecroissanter foran skatteministeren. Det mørke, glinsende chokoladeovertræk er kun med til at øge fristelsen. Men ministeren rører dem ikke. Ænser dem knapt nok. Lige indtil han pludselig peger stift ned på tallerkenen.

»Hvis jeg tager den basse, der står på bordet foran mig, så er det altså mit ansvar. Og jeg skal ikke have en chokoladeafgift eller en fedmeafgift på bassen dér, for jeg ved jo godt, at hvis jeg spiser den, så skal jeg ud og løbe en tur bagefter for at få den brændt af,« siger den høje, slanke skatteminister, der netop ofte har for vane at starte sin morgen med at tage løbesko på og tilbagelægge adskillige kilometer.

»Danskerne er jo så oplyste, at de godt ved, at rygning er usundt og at fedt feder. Vi ved godt at alkohol påvirker præstationsevnen. Men når folk alligevel ryger, spiser og drikker, så er det fordi, at de har taget det ansvar,« siger Kristian Jensen.

Sidste weekend blussede debatten om priserne på sunde fødevarer op igen. Denne gang var det den konservative partiformand Bendt Bendtsen, der udfordrede den danske enhedsmoms på 25 procent, da han talte varmt for en lav frugtmoms. Men spørger man ministeren, som har magten over momsen, er det bestemt ikke løsningen at gøre frugt og grønt billigere.

»Danskernes rådighedsbeløb er altså tordnet frem under den her regering, uanset om det drejer sig om folkepensionisten, den arbejdsløse, den timelønnede eller funktionæren. Når folk har fået flere penge til rådighed, så har de jo haft mulighed for at købe sundere, økologiske fødevarer. Så hvis man undskylder sig med, at man ikke har råd til at købe mere frugt, så lægger man ansvaret fra sig i stedet for at tage ansvaret på sig,« siger Kristian Jensen og bidrager med et eksempel fra sine egen familie og drengene Oliver på tre og Magnus på seks:

»Det som flytter noget i forhold til, om mine børn spiser frugt, er ikke om købmanden har tilbud på æbler det er, om jeg vil skære dem ud i små, indbydende æblebåde. Hvis jeg gider at bruge de 5-10 minutter i køkkenet på at anrette frugten, så kaster mine børn sig lige så hurtigt over den, som de kaster sig over fredagsslikket til Disney-sjov.«

Men nu skal dine børn jo heller ikke selv betale for æblerne, går jeg ud fra?

»Nej, det skal de ikke. Men æblerne bliver jo ikke spist af, at de kommer hjem og ligge. De bliver spist, hvis mine børn er interesseret i dem.«

Debatten om tyk og tynd, frugt og grønt er et sigende billede på, at danskerne i alt for høj grad ikke tager ansvaret for deres eget liv, mener den 36-årige skatteminister.

»Der er en stadig eksisterende tendens til at sige, at samfundet skal tage sig af alt. Hvor man tidligere har været bange for big brother-samfundet, så er det, vi har i Danmark, et big mother-samfund, hvor staten skal tage sig af os i stort og småt.«

Hvem er det, der synes det?

»Sådan synes jeg, at mange danskere agerer. Hvis de har et problem, så er løsningen ikke så tit, at de siger: Hvad kan jeg selv gøre. I stedet spørger man: Hvornår kommer der en fra det offentlige og løser det her problem.«

»Vi kan jo se det med, at der kommer de her trafiklys på fødevarerne: Spis meget, spis mindre, spis lidt. Altså hvor man får fortalt borgerne, at her er det gode liv. Men jeg tror simpelthen ikke på, at man som politiker kan skabe det gode liv for folk. Jeg tror på, at der er et langt større ejerskab og commitment til det, man selv har taget ansvar for. Og det føler jeg ikke, at danskerne gør i høj grad. Vi har behov for, at danskerne i højere grad tager det personlige ansvar alvorligt.«

Hvis du skal kigge lidt kritisk på jer selv, har regeringen siden I kom til i 2001 så medvirket til, at danskerne tager mere eller mindre ansvar for deres eget liv?

»Hele spørgsmålet om at indføre valgfrihed i den offentlige sektor trækker klart i retning af, at flere og flere danskere skal tage ansvaret for, hvad de selv vælger. Når du har valgt en hjemmehjælper i et fritvalgssystem, så har du selv et ansvar for det, og du har også et ansvar for at vælge om, hvis du er utilfreds med det firma, som kommer. Så dér har vi øget det personlige ansvar,« siger Kristian Jensen og trækker luft ind:

»Men på en lang række andre områder har man så ikke gjort særlig meget. Vi er i hvert fald ikke stoppet op og sagt, at der er en grænse for, hvad staten skal blande sig i. Når vi sidder i regering, skal vi huske på, at der er grænser for, hvad politikere skal blande sig i. Når der har været sager, f. eks. inden for socialområdet, så har man været hurtig til at sige, at det må vi fra regeringens side tage os af i stedet for at sige, at ansvaret ligger i kommunen, hos lederen eller den enkelte plejer.«

Men I har jo haft regeringsansvaret siden 2001, så det er vel jer, som har fejlet?

»Ja, vi har ikke været opmærksomme på det og stærkt nok engageret i at få fremmet et personligt ansvar.«

Hvorfor ikke? Det er da ellers en liberal mærkesag, og vi har jo en liberal statsminister?

»Jo, men der er jo mange liberale mærkesager, og hvis man er optaget af at gennemføre nogle liberale mærkesager, så kan det være, at man i højere grad glemmer dem andre steder.«

Hvordan kommer I så ud over stepperne?

»Det gør man først og fremmest ved at minde folk om det personlige ansvar i vores retorik og sprogbrug. Vi skal også tage til genmæle, når folk ytrer ønske om, at vi skal ind og styre og regulere. Jeg har den traditionelle borgerligt liberale opfattelse, at staten skal være så stærk, at den skal løfte den svage, men ikke være så stærk, at den knækker den stærke. Jeg vil ikke sige, at staten knækker den stærke, men staten lægger nogle begrænsninger ind, som gør at vi ikke er så mangfoldige, som vi kunne have været.«

Hvad betyder det helt konkret?

»Når man laver love, som belønner en bestemt adfærd, så flytter danskerne sig automatisk i den retning. Så indretter man sig efter de offentlige rammer i stedet for de personlige ønsker. Dermed får man et mere ensartet samfund, end hvis man i stedet overlod til danskerne selv at fylde deres hverdag op.«

Er du selv god nok til at tage ansvar for dit eget liv?

»Jeg er da selv ansvarlig for det, som sker. Spørgsmålet er, om jeg er god nok til at leve op til mine egne idealer. Det er ikke altid, at jeg er det. Men at jeg ikke bruger nok tid sammen med min familie er jo ikke andres skyld. Det er mit valg på baggrund af de valg, jeg har truffet i livet.«

Landets unge skatteminister har også kastet sit kritiske øje på regeringens lovgivningstrang. Den trang er blevet alt for ustyrlig, mener han.

»Der er meget lovgivning, som bare gennemføres, uden at det er rigtig nødvendigt,« konkluderer Kristian Jensen og nævner, at han selv har skåret sit ministeriums lovforslag ned fra 37 i sidste folketingssamling til 22 i det netop overståede folketingsår.

»Da jeg var færdig med sidste folketingssamling, så kiggede jeg tilbage og spurgte, om det virkelig var nødvendigt, at vi i Skatteministeriet lavede så mange lovforslag. Selv om vi har haft store sager i år som erhvervsskattepakken og bilafgifterne, så har vi haft færre lovforslag, fordi vi har sagt, at der er nogle ting, som vi ikke nødvendigvis behøver at lave lovgivning om. Det, der bare er nice-to-have, har vi droppet.«

Og det er der for meget af?

»Jeg er ikke ekspert på alle de andre ministerområder, men min erfaring herfra er, at det kan man godt gøre. Lovgivningsmøllen har en selvstændig kraft, som man er nødt til at gå op imod, hvis man skal have lavet et samfund med færre regler.«

Kan den trang til at lave lovgivning ikke skyldes, at din egen statsminister sagde, da I trådte til i 2001, at de ministre, der sad på hænderne, ville ryge ud?

»Jo, men jeg tillader mig at tro, at jeg også har været med til at ændre samfundet med de 22 forslag.«

Kristian Jensen er så liberal, at det gør noget. Det har han selv gjort opmærksom på, da Anders Fogh i 2003 udnævnte ham til skatteminister. På et andet område har han da også mere end svært ved at undertrykke sit liberale sindelag: Den sprængfarlige ulighedsdebat. Hans ministerkollega, socialminister Eva Kjer Hansen (V), var nær blevet fyret for to år siden, da hun talte varmt for øget økonomisk ulighed. Siden har Venstres ideologiske oprydder, beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen, sparket ulighedsdebatten hen i regeringens kasse med tabubelagte emner.

»Vi arbejder ikke for at skabe andet end større lighed i det danske samfund. Det vil vi utrætteligt fortsætte med,« lød det sidste år fra Hjort. Men ifølge skatteministeren bør vi gøre op med dogmet om, at øget ulighed nødvendigvis er et problem.

»Mit mål er at få løftet de fattigste til et bedre økonomisk grundlag. Hvis øget ulighed skyldes, at flere er kommet i arbejde, så er det ikke et problem.«

Så man skal ikke nødvendigvis arbejde for større lighed?

»Jeg synes, at man skal arbejde for øget velstand. Jeg har ikke en målsætning om lighed og ulighed.«

Claus Hjort sagde ellers for et års tid siden, at regeringen utrætteligt arbejder på at skabe større lighed?

»Det må du snakke med Claus om.«