Danskerne går mest på druk blandt de 29 lande, som er repræsenteret i en ny rapport fra Organisation for Economic Cooperation and Development (OECD).
Ifølge tallene fra rapporten angav 37 procent af danskerne, at de inden for den seneste måned havde drukket mere end fem genstande ved mindst én lejlighed. Lige under Danmark finder man Rumænien (36 procent) og Storbritannien (35 procent). Dataene kommer fra 2019 og frem.
At drikke mere end fem genstande ved én lejlighed kaldes binge drinking, hvilket på dansk kan oversættes til rusdrikning, skriver Sundhedsstyrelsen.
Generelt er der ifølge OECD-rapporten færre kvinder end mænd, der rusdrikker, men danske kvinder ligger også på en førsteplads i rapporten, dog delt med Storbritannien.
Hvis man kun kigger på kvinderne, ligger Danmark (26 procent) på en delt førsteplads sammen med Storbritannien, men hvis man kun kigger på mændene, så overtager Rumænien førstepladsen (55 procent), som du kan se i oversigten herunder. Danmark ligger med 49 procent på en andenplads.
Kigger man på det samlede alkoholforbrug er der dog en række lande, hvor der bliver drukket mere, som du kan se i oversigten herunder. Der er dog den dårlige nyhed, at det især er de store drukture, der øger risikoen for alkoholrelaterede sygdomme.
Ifølge Sundhedsstyrelsen er der hvert år er lige under 3.000 dødsfald i Danmark med alkohol som enten den primære eller medvirkende dødsårsag, hvilket svarer til omtrent seks procent af alle dødsfald. Risikoen for sygdomme eller skader fra alkohol stiger »markant«, hvis man drikker mere end fire genstande ved én lejlighed, skriver Sundhedsstyrelsen.




