Danskerne har glemt kulturkanonen

Siden kulturkanonen blev lanceret i 2006, er den langsomt gledet ud af danskernes bevidsthed. Det vurderer to professorer, som mener, at man burde have fulgt op på og moderniseret den.

»Jeg vilde give alle mine hundrede Aar, jeg har at leve i, for blot een Dag at være et Menneske og siden faae Del i den himmelske Verden!«

Ordene stammer fra H.C. Andersens berømte eventyr »Den Lille Havfrue«, som har boret sig ind i danskernes bevidsthed og gjorde vores store digter berømt verden over. Derfor er eventyret naturligvis et af de 108 værker i den danske kulturkanon, som daværende kulturminister Brian Mikkelsen (K) lancerede i 2006.

Men modsat »Den Lille Havfrue« er kulturkanonen lige så stille drevet ud i glemslen. Kanonen skabte en ønsket debat om den danske kulturarv, da den udkom, men i dag spiller den ingen rolle, vurderer Jørn Langsted, professor i dramaturgi ved Aarhus Universitet.

»Der er ingen, der i dag kan finde på at diskutere med udgangspunkt i kulturkanonen. Der kom så mange forskellige kanoner på det tidspunkt med for eksempel en historiekanon og en idrætskanon. Der gik for meget kanon i den,« siger han, men understreger samtidig, at kulturkanonen gjorde det acceptabelt at diskutere kulturarv, og om hvorvidt noget kultur er vigtigere end andet kultur.

At kulturkanonen er drevet ud af folks bevidsthed, hænger blandt andet sammen med, at den allerede fra starten var for gammeldags i sin præsentation, mener Anne Scott Sørensen, professor i kulturstudier ved Syddansk Universitet.

»Den elektroniske opfølgning har været for sen og for ineffektiv, og for gammeldags allerede i udgangspunktet. Samtidig var den meget traditionel i valget af værker, hvad enten det var inden for litteratur eller billedkunst. Den er meget gammeldags og meget lidt vovet,« siger hun.

Både Jørn Langsted og Anne Scott Jørgensen tror dog, at kulturkanonen stadig har en form for liv på skolerne, og det er Dansklærerforeningen også til dels enig i.

»Det var noget, der blev brugt dengang, men siden har vi ikke brugt den. Men vi har jo også en obligatorisk kanon i vores fag, og den bruger vi selvfølgelig. På den måde var kulturkanonen lidt som at sparke åbne døre ind, for vi havde allerede en kanon, da den kom til,« siger Birgitte Darger, formand for Dansklærerforeningens sektion for STX og HF.

Ikke desto mindre er det ærgerligt, at den almene dansker ikke kender specielt meget til kulturkanonen. Det mener Hein Heinsen, professor i skulpturer ved Kunstakademiet og manden, der fik idéen til kulturkanonen.

»Det er ikke så meget det, at man har bogen, der tæller. Kanonen er jo udtryk for nogle kunstværker, som man hænger sine værdier op på, og som man kan mødes om i hele verden. I Kina kender de også H.C. Andersen. For mig var kulturkanonen en bro ud til verden,« siger han.

Han mener samtidig, at der skulle have været gjort mere ud at cementere kanonen i danskernes bevidsthed, da den kom til.

»Hvis du får en splinterny elbil, så kan den jo kun måles og værdisættes, hvis man kender til en Lamborghini eller en Maserati. Og det er det, der er så vigtigt for mig. At man har en målestok at tale ud fra. For hvor skal vi ellers begynde,« spørger Hein Heinsen.