»Danskerne har forandret sig til det værre«

Hvorfor handler dansk kunst ikke om tidens vigtigste tema, kampen mod islamismen? Hvorfor er anstændighed en dyd? Iransk-fødte Farshad Kholghi undrer sig over tilstanden i P.H.s fædreland. Nu vil han selv skrive en satire om Muhammedkrisen.

»Selv om det er Danmark, der har oplevet Muhammedkrisen, og selv om det var danskere, der blev truet, og selv om det var danskernes flag, der blev brændt af, er der ikke lavet én eneste spillefilm om krisen, ikke ét eneste teaterstykke, ikke én eneste monolog,« siger Farshad Kholghi. Foto: Erik Refner Fold sammen
Læs mere

»Du kommer ingen vegne med anstændighed og høflighed,« siger forfatteren, foredragsholderen, skuespilleren og debattøren Farshad Kholghi.

»Du overskrider ikke nogen grænser, hvis du er tilbageholdende. Du overskrider kun grænser, hvis du er ærlig over for dine egne værdier og over for det, du selv føler.«

Sådan er det, mener Farshad Kholghi, og derfor bliver han ked af det, når en fremtrædende og normalt åbenmundet forfatter og debattør som Hanne-Vibeke Holst ikke vil mæle et ord, når hun bliver bedt om at bidrage til debatten om islamismen. Det var i en artikel i Berlingske Tidende lige før nytår, at hun ikke sagde noget, og paradoksalt nok var hun tavs i en artikel, der lige præcis tog udgangspunkt i det faktum, at stadigt flere fremtrædende europæiske intellektuelle af såvel borgerlig som u-borgerlig observans tager bladet fra munden og siger, hvad de mener. Men Hanne-Vibeke Holst ville altså ikke være med. Det ville hendes forfatterkollega Carsten Jensen for øvrigt heller ikke.

»Når jeg hører den slags, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvad man risikerer, når man er journalist, forfatter eller skuespiller i lande som Iran og Pakistan,« siger Farshad Kholghi, der selv er født i Iran, i 1971, men kom til Danmark i 1984.

»Disse mennesker, altså de af dem, der tør trodse det islamiske diktatur, bliver tortureret, tæsket ihjel og skudt, fordi de har skrevet satiriske bøger om Muhammed eller islamkritiske kronikker eller debatindlæg, der hævder, at tørklæder er kvindeundertrykkende. Hanne-Vibeke Holst, derimod, tjener kassen på at kalde sig selv feminist, og jeg under hende det alt sammen, for hun er en dygtig skribent, og det er da fint, hvis nogen gider læse om hendes mosters hovedpine eller menstruation, eller hvad det nu er. Men hun skal ikke kalde sig aktivist, når hun ikke tør tage den kamp op, der lige nu er den allervigtigste, nemlig kampen mod islamismen. Det har jeg slet ingen respekt for.«

Kliniske kunstnere
Farshad Kholghi kalder dem for kliniske kunstnere, alle de forfattere og andre kulturpersonligheder, der har fået mikrofonen i hånden, men som ikke bruger deres magt til at tage fat, hvor det virkelig gør ondt.

»Det er trist, synes jeg, virkelig trist« siger Farshad Kholghi og fisker en bog frem, som han har taget med til interviewet, en antikvarisk dansk udgave af den afdøde amerikanske forfatter John Steinbecks satiriske fortælling »Pippin den Fjerdes korte regeringstid.« Bag på bogen har John Steinbeck fået trykt denne hilsen til sine danske læsere:

»Jeg ikke alene håber, at De vil kunne lide min lille bog, jeg tror det faktisk, takket være hvad jeg ved om dansk humor. Jeg har altid syntes, at en af danskernes nationale dyder er deres komisk alvorlige og næsten blodtørstigt satiriske holdning over for tilværelsen, en holdning, som sikkert var et af landets vigtigste og dødeligste våben i kampen mod Hitler.«

Sådan skrev John Steinbeck for mange år siden, og dén bagsidetekst fik Farshad Kholghi til at studse. Og hvor er det godt, tænkte han samtidig, at John Steinbeck ikke nåede at opleve, hvordan danskerne er blevet til et folk af »puritanske moralister«, der ikke tør kalde en spade for en spade.

»Danskerne har forandret sig til det værre,« siger han.

»Hvis Poul Henningsen havde ytret sig i dag, ville han formentlig blive beskyldt for at være racist og for at bedrive »hate speech«. Han ville jo ikke finde sig i noget, P.H. Det frisind, han stod for, betød ikke, at han sagde ja, ja, der skal også være plads til nazisterne, for vi skal jo være her allesammen. Tværtimod. Men i dag, hvor slaget igen skal slås, er der ingen P.H. Kunstnerne gider ikke tage slagsmålet. Selv om det er Danmark, der har oplevet Muhammedkrisen, og selv om det var danskere, der blev truet, og selv om det var danskernes flag, der blev brændt af, er der ikke lavet én eneste spillefilm om krisen, ikke ét eneste teaterstykke, ikke én eneste monolog.«

Heller ikke midt under balladen stod det, ifølge Farshad Kholghi, for godt til med kunstnernes evne til at sige fra. Han havde foretrukket, at billedkunstnere og forfattere og skuespillere og musikere havde foranstaltet en kæmpedemonstration på Rådhuspladsen, og han havde håbet, at budskabet til islamisterne i den forbindelse havde været, at hvis I vil dræbe de 12 tegnere, så skal I først dræbe os!

»Jeg kan love dig, at sådan en demonstration ville have givet sådan en modkraft til alle de vanvittige trusler,« siger Farshad Kholghi.

»Men den demonstration fik vi ikke. De eneste demonstrationer var demonstrationer, hvor pladderhumanisterne stod foran Jyllands-Posten på Kgs. Nytorv med et skilt, hvor der stod »sorry«, og det fik bare islamisterne til at stå endnu stærkere. Det gav endnu mere mod til dem, der er ude efter folk som mig selv eller Naser Khader og de andre, der tør gå mod strømmen.«

Farshad Kholghi udtrykker sig kontant og uden omsvøb. Selv påpeger han, at det, han siger i sin selvbiografiske bog, »Verden er ét land«, er i hvert fald ti gange skrappere end noget, man nogensinde har hørt fra Pia Kjærsgaards mund. Alligevel er det Pia Kjærsgaard, der bliver beskyldt for racisme, mens det, han selv siger og skriver, blot betegnes som »tankevækkende«

»Hvis man har sort hår og er mørk i huden, bliver man ikke kaldt racist, selv om man siger tingene lige ud. Det er den virkelige racisme,« siger Farshad Kholghi, og så fortæller han, at han lige nu er i gang med at gøre det, han savner, at andre danske forfattere gør, nemlig at bruge skønlitteraturen i den anti-fundamentalistiske kamps tjeneste.

Ikke noget for os
»Jeg skriver på en komedie, der foregår i en parallelverden, men som hele vejen igennem handler om Muhammedkrisen. Egentlig havde jeg tænkt mig denne komedie som en TV-satire, men der gik 100 år, før der skete noget, og så sagde TV-stationen, at, øh, det er ikke lige noget for vores kanal, og så sagde jeg o.k., det er fint nok. Så var der et stort filmselskab, der kontaktede mig, fordi de havde hørt i radioen, at jeg var i gang med noget, og jeg var til møde, og de syntes, at det lød rigtig sjovt, men der skete ingenting. Og nu er der så gået et halvt år, hvor intet er sket. Derfor bliver komedien til en bog. Men reaktionerne undrer mig.«

Hvad der også undrer Farshad Kholghi er, at der stadig er nogen, der mener, at vi danskere er gode til at lave politisk satire.

»Med al respekt for Flemming Jensen og sådan nogle, så keder jeg mig, hver gang man gør grin med Fogh eller Pia Kjærsgaard. Det svarer til, at man koncentrerer sig om et tændt stearinlys, samtidig med at køkkenet brænder helt vildt. Det hænger slet ikke sammen,« siger Farshad Kholghi, og fordi situationen er, som den er – dvs. generelt miserabel – synes han, at DR2s julekalender »Yallahrup Færgeby«, som han selv medvirkede i, trods alt var et forfriskende eksempel på, at man herhjemme godt kan lave kunst, der har lidt bid.

»Jeg var enormt glad for at lægge stemme til fundamentalisten og terroristen Abu Babu. Den er virkelig fed, den figur, og jeg elsker også den rap, hvor han synger om at give en krammer til Osama. Men jeg synes også, at det er helt fantastisk at tænke på, at sådan en lille, og stadigvæk i dén grad uskyldig serie, alligevel kunne få så mange til at reagere negativt. Serien var jo ikke skrap, vel? Den ville gerne være venner med alle. »Yallahrup Færgeby« var et skridt i retning af noget, der gerne må være meget, meget skrappere.«

Selv er Farshad Kholghi blevet hyret til næste års Helsingør-revy. Han skal både spille med og skrive nogle tekster, og han håber det bedste:

»Jeg vil helt klart bidrage med nogle ting, hvor folk tænker, gud, hvad sker der? Vi skal der hen, hvor folk ryster lidt i bukserne. Om jeg får lov til det? Det skal jeg love dig for, at jeg gør. Ellers bliver der ballade.«