Danskerne er glade for sproglig mangfoldighed på tv-skærmen

Et ordentligt dansk kan være mange ting. Det mener DRs sprog­redaktør, Martin Kristiansen. Og det mener befolkningen også, viser en undersøgelse. Men der klages stadig over sproget i DR.

Vejrudsigterne med bl.a. fynske Anja Fonseca er et af de steder på DR, hvor man nu sagtens kan tale sin egen dialekt, uden at det vækker anstød. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når DRs seere klager over sproget, er det typisk forkert udtale eller brug af enkelte ord, de er utilfredse med.

»Smallere programmer medfører sjældent klager, fordi de typisk afspejler kerneseernes sprognorm,« forklarer DRs sprogredaktør Martin Kristiansen.

»Klagerne kommer, når vi samler et bredt udsnit af befolkningen, til for eksempel »X Factor«, hvor det i øvrigt er de midaldrende dommere, der bander, mens de unge medvirkende er benovede og taler pænt. Hvis noget stikker sprogligt ud, kan det få mange til at reagere.«

Siden 2009 har Martin Kristiansen haft det overordnede ansvar for, hvordan der tales og skrives på DRs efterhånden mange fjernsynskanaler, i radioen og på hjemmesider. Med en fortid som vært og reporter i DR og uddannet i litteraturvidenskab og som operasanger har han ansvaret for at føre DRs sprogpolitik ud i livet – herunder at »bevare og videreudvikle det danske sprog, så seere, lyttere og brugere oplever et korrekt og forståeligt dansk i DRs programvirksomhed,« som det hedder i stationens public service-kontrakt med Kulturministeriet.

At DR får en del klager over sproget, lægger Martin Kristiansen ikke skjul på. Sådan har det været, siden stationen havde monopol på radio og fjernsyn herhjemme, og sådan er det stadigvæk. »Sproghøge« er der nok af, når det handler om, hvordan der tales på skærmen og i æteren. Dansk Sprognævn målte på et tidspunkt, at der begås sproglige fejl i TV-Avisen cirka hvert tredje minut. Læserbrevsskribenter spørger jævnligt, hvorfor man ikke kan høre, hvad skuespillerne siger i DRs dramaproduktioner. Og Modersmål-Selskabet har gentagne gange kritiseret institutionen i uforblommede vendinger.

Fingerpeg fra danskerne

Martin Kristiansen er da også helt på det rene med, at DR har en særlig sproglig forpligtelse og skal bestræbe sig på at minimere fejl, for »vi arbejder jo professionelt med sproget som værktøj«. Men når det kommer til det talte sprog, kunne han måske godt ønske sig, at kritikerne undertiden ville have blik for, at der findes andre måder at tale på, end de selv gør.

»De, der ytrer sig i debatten, kan have en tendens til at sammenblande legitim kritik med rent mishag ved ofte generationsbestemte variationer i udtale og sprognorm – og ud fra et ønske om, at alle andre skal tale som dem, i stedet for at anerkende, at der eksisterer sproglige paralleluniverser.«

Nu har han selv fået et fingerpeg fra danskerne om, hvordan de ønsker, der skal tales i radio og fjernsyn: I foråret fik DR i samarbejde med Københavns Universitet udarbejdet rapporten »Sproglig kvalitet i DR« på baggrund af en meningsmåling om sproget i DR.

»Når vi har skullet diskutere sproget i DR, har vi indtil nu kun haft seerreaktioner og kommentarer i aviserne at forholde os til,« forklarer han.

»Vi har ønsket at finde ud af, hvordan befolkningen generelt oplever sprogbrugen i DR for at få et bredere billede, for der er jo nok en tendens til, at vi oftest hører fra folk, der er utilfredse med noget,« mener han.

Ja til mange slags sprog

Det repræsentative udsnit af DR-brugere, der har svaret på undersøgelsen – 1.005 i alt – er generelt tilfredse med sproget i institutionen. I det store hele synes seere og lyttere, at det er vigtigere, at sproget er »forståeligt«, end at det er »korrekt«, men samtidig, at DR skal være et »sprogligt forbillede.« Og de vil gerne have, at det sprog, der tales i DR, er nogenlunde i overensstemmelse med den måde, der bliver talt på ude i virkeligheden.

Det betyder blandt andet, at de er glade for, at der tales forskellige dialekter på skærmen og i æteren, mens de vender sig mod, at der for eksempel kun skulle tales rigsdansk, når nogen åbner munden.

Der er med andre ord høje forventninger til DR, men også et sprogligt råderum. Dermed har DR til en vis grad licens til at være et sprogligt forbillede på flere måder end tidligere, mener Martin Kristiansen.

»Troværdighed er uden sammenligning den værdi, som er vigtigst for os – også i folks opfattelse af, hvad vi skal kunne. Et troværdigt sprog forbindes med træk, vi kender fra dagligsproget – vi afkoder for eksempel hurtigt, hvis diktionen virker kunstig, som i den lidt for indstuderede politiske tale. Det gode sprog i medierne afhænger derfor ikke kun af programgenre og funktion, vi må også tage pejling af, hvor det naturlige talesprog i samfundet bevæger sig hen,« siger han.

At seerne er glade for sproglig mangfoldighed er fint i tråd med den sprogpolitik, som allerede føres i DR. I dag kan man tale forskelligt foran kameraerne og bag mikrofonerne. Sådan har det ikke altid været:

»Før var DR nok primært talerør for en udpræget københavnsk dannelseselite. Derfor blev sprognormen også rigsdansk som den eneste »korrekte« måde at tale på,« forklarer Martin Kristiansen, der mener, at blandt andet TV 2, der kom til i 1988, udfordrede DR som kanal for hele landet.

Siden er DR kommet efter det og satser i dag også på programmer, der har en anden sprogtone. Tænk på formater som »Hammerslag« og »Bonderøven«. Også i vejrudsigterne er der efterhånden licens for dialekter. Men i modsætning til mange af vores nabolande forventer danskerne tilsyneladende stadig en standardsproglig udtale i nyhedsudsendelser.

»I forbindelse med DR2-serien »Kampen om sproget« spurgte jeg en erfaren redaktør, om man kunne gennemføre TV-Avisen på dialekt,« siger Martin Kristiansen.

»Han sagde resolut nej. I serien gennemførte vi så eksperimentet med nyhedsværten Line Gertsen, der kommer fra Vendsyssel. Hun læste en nyhed op på vendelbomål om en dansk soldat, der var blevet dræbt af en vejsidebombe. Men det vil de færreste acceptere,« mener Martin Kristiansen.

Fejl på nettet

Kravet om korrekthed er anderledes entydigt i skriftsproget. Derfor nævner Martin Kristiansen også færre fejl på DRs hjemmeside som et vigtigt indsatsområde.

»I den moderne medievirkelighed, hvor nyhederne lægges på nettet løbende, går det hurtigt. Journalisterne publicerer selv nyhederne, der er ikke tid til korrektur, og det gør, at der er større risiko for både slå- og stavefejl samt faktuelle unøjagtigheder, hvilket alt sammen påvirker troværdigheden. Det gælder for os som for andre medier,« siger han.

Derfor har DR nu udviklet et elektronisk korrektursystem, som baserer sig på et frivilligt korps af kompetente læsere, for eksempel skolelærere, der rapporterer om de fejl, de støder på under læsningen. Systemet, der giver mulighed for at føre statistik over typer af fejl, er en del af en global tendens, hvor aviser som The New York Times har indført lignende systemer.

Martin Kristiansen underviser selv værter og journalister, i at lægge – ikke ligge! – trykket rigtigt, have luft til hele sætningen, holde pauser og i det hele taget blive bevidste om det mundtlige sprogs akustiske virkemidler.

»Vi har mange dygtige værter, men hvis man ikke holder ens sprogøre ved lige, forfalder en del til en udbredt medialekt med mange ulogisk placerede tryk i sætningerne eller med dynamiske udsving uden indre dækning, som en skuespiller ville sige. Igen handler det i stort omfang om at tilnærme mediesproget den måde, vi taler med hinanden på i det daglige,« siger han og gengiver sætningen: »det var godt vejr i dag, hvordan bliver det i morgen, Anja Fonseca?« som om vi havde en helt almindelig samtale.

Fra samtale til soundbites

Sprogredaktøren har et mandat fra direktionen i DR til at påpege sproglige problemstillinger i DRs programproduktion og kan ud over den almindelige sproglige efterkritik og speaktræning sætte gang i længerevarende kurser og uddannelsesforløb. Men hvad kan han egentlig stille op i DRs vidtforgrenede imperium? Hvilken gennemslagskraft har han?

»Nu er jeg jo langtfra alene om opgaven, og en øget sprogbevidsthed opnås ikke ved dekret. Men jeg synes, at jeg især de senere år har oplevet en øget forståelse for opgaven. Politikens mangeårige redaktør Henrik Cavling mente, at et stadigt arbejde med sproget var en forudsætning for, at journalistikken kunne opnå en højere agtelse. Det er mere aktuelt end nogensinde. De sociale medier har medført et monopolbrud på nyheder, så hvis ikke formidlingskvaliteten, der jo ligger i sproget, er en anden hos os end i en facebookopdatering, mister den professionelle journalistik sin berettigelse,« siger Martin Kristiansen.

Det handler dog ikke kun om at slå ned på fejl og sørge for, at der tales korrekt og forståeligt, men også om at diskutere, hvordan sproget påvirker indholdet.

»Vi har med rette diskuteret politisk spin og kildeafsmitning i nyhedsstrømmen herhjemme, for eksempel holdningsprægede udtryk som »fjumreår« og »cafepenge«, men vi bør også se på det journalistiske sprogs betydning for den offentlige debat,« siger Martin Kristiansen.

Han henviser blandt andet til programtyper, hvor journalisten som ordstyrer netop styrer tonen i den offentlige debat ved at afbryde og sætte formater op, der i mange tilfælde får politikere til at tale i nærmest præprogrammerede budskaber, de vil være sikre på at få afleveret. Man er gået fra samtale til soundbites.

Martin Kristiansen har for at bakke sine pointer op undersøgt ældre interviews i DRs arkiver. Her lader politikerne sig afbryde i tillid til, at de får taletid igen kort efter, mens de i dag ofte »vil kværne igennem, fordi de er bange for ikke at komme til orde igen. Det ender nemt i kakofoni«.

Samtidig kan nyhedsdramaturgien på især de brede kanaler, kravet om én vinkel, her-og-nu-svar og sparsom tid have en tendens til på forhånd at udelukke visse mennesker fra at deltage i den demokratiske debat:

»Før var det dem med den standardsproglige udtale, der havde adgang til medierne,« siger Martin Kristiansen.

»Nu har vi fået et nyt sprogligt aristokrati: De, der kan tale i korte oneliners – fast thinkers, der kun anvender allerede »vedtagne tanker«, som den franske sociolog Pierre Bourdieu beskriver det. Medierne har et ansvar for, at vi også nogle gange får fat i dem, der måske sidder inde med væsentlig information, men som har sværere ved at nå ud til offentligheden på mediesprogets præmisser, fordi de ikke kan levere den i mundrette »sildehapser««.