Danskeren og mordet i Hamburg

Journalisten Jan Stage var meddelagtig i drabet på en tidligere boliviansk efterretningschef i Hamburg 1971. Stage skulle have udført attentatet, og det var ham, der kørte flugtbilen, hævder ny tysk bog.

Foto: Morten Juhl

Monika Ertl var en elegant kvinde, og hvis det var hende, der 1. april 1971 ankom til det bolivianske generalkonsulat i en fornem bydel af Hamburg, er der ikke noget at sige til, at hun ikke vakte synderlig opsigt.

Hun var iført spadseredragt, paryk og havde en Colt Cobra .38-revolver i håndtasken. Hun spurgte efter generalkonsulen, Roberto Quiantanilla Pereira, gik med ind på hans kontor og skød ham.

Quiantanilla var ikke en af Guds bedste børn. Som chef for Bolivias efterretningstjeneste havde han tjent en række diktatorer, mishandlet systemkritikere og gjort sit til, at demokratiet ikke skulle indføres i en af Sydamerikas fattigste nationer. Hvad der fældede ham i Hamburg var imidlertid, at han stod bag jagten på og henrettelsen af Che Guevara, der af mange betragtes som revolutionshelt. Guevara var død knapt fire år tidligere. Ertl, mener myndighederne, handlede efter ordre fra den bolivianske guerillaorganisation ELN, der ville hævne mordet på deres forbillede.

Den historie har været kendt længe i revolutionskredse, men en ny, tysk bog kaster en opsigtsvækkende påstand ind i dramaet. Den danske journalist Jan Stage (1937-2003) var dybt involveret i attentatet mod Quiantanilla, hævdes det. Det var således Stage, der skulle have dræbt generalkonsulen, men Ertl krævede at udføre mordet. Til gengæld havde Stage sørget for, at de ydre rammer var i orden. Han skaffede de nødvendige penge til mordplanen, og han sad i bilen, der bragte Ertl væk fra konsulatet efter drabet, hedder det.

Oplysningerne bringes i en biografi om Ertl, der på 285 sider fortæller om et tilsyneladende skrøbeligt menneske, hvis bekendtskabskreds rakte fra Anden Verdenskrigs værste naziforbrydere til Sydamerikas førende, venstreorienterede oprørere. Det er en forrygende dokumentation af en skæbne, der endte i en tragedie – og danskeren var med, da hun tog det mest afgørende – og fatale – skridt i sit liv, fremgår det.

Ertl var livet igennem omgivet af personer, der kunne fylde et landskab ud. Nogle af dem var gode, andre onde, ikke mange var middelmådige. Faderen Hans Ertl var bjergbestiger og kameramand for Leni Riefenstahl, Adolf Hitlers foretrukne filmmager. Det nære forhold mellem Ertl og Riefenstahl stammede fra en romance under en filmindspilning på Grønland 1932. Senere var han var med, når Hitler, den nazistiske fører, var på besøg hos den italienske fascistleder Mussolini, og producerede propagandafilm fra felten. Selv efter krigen kunne han ikke skjule sin beundring for Hitlers propagandaminister Joseph Goebbels. Han kunne heller ikke se, at han havde gjort noget forkert.

Faderen havde et opbrusende gemyt, og da han i 1950erne blev fornærmet over ikke have modtaget en filmpris, besluttede han at flytte hele familien til Bolivia. Her kunne man ikke alene leve i et vildnis, som han holdt af, men landet var også kendt som skjulested for tyske krigsforbrydere og sympatisører. En af familiens nærmeste venner blev kaldt Onkel Klaus. Det var massemorderen Klaus Barbie, også kaldet Slagteren fra Lyon, der siden i Frankrig blev idømt livsvarigt fængsel for forbrydelser mod menneskeheden.

På trods af beskedne boligforhold og faderens hyppige fravær – på grund af filmarbejder og servicering af talrige elskerinder – voksede Monika Ertl op i privilegerede omgivelser. Hun gik i den tyske skole i La Paz, familien var medlem af den tyske klub, og i ferierne gik det undertiden til bedsteforældrene i Bayern. Faderen var på hat med landets præsidenter, datteren et medlem af byens High Society. Som 21-årig giftede hun sig 1958 med en boliviansk ingeniør, der også havde tysk baggrund og viste sig at være en tørvetriller.

De kommende ti år skete der noget med Monika Ertl. Hun fik øjnene op for de himmelråbende sociale uligheder, hvilket ikke var svært, men usædvanligt for et medlem af den bolivianske overklasse. Uheldigvis gik hun fra den ene yderlighed til den anden. Hun investerede sin energi i ELN, der var en lille, kaotisk trup af radikale regimemodstandere, og bød husly for Guevaras efterfølger Inti Peredo, som hun åbenbart forelskede sig i. Samtidig var hun betaget af myten om Guevara.

For Jürgen Schreiber, der har forfattet bogen, kan Ertl sammenlignes med Ulrike Meinhof og Gudrun Ensslin fra terrorgruppen Rote Armee Fraktion, »en af disse tyske døtre«, der »frivilligt forbereder at stige af i elendigheden«.

Ertl dræbte ikke i blinde som Meinhof og Ensslin. Generalkonsulen i Hamburg var en så problematisk person, at det tyske udenrigsministerium holdt sine kondolencer over for de bolivianske myndigheder på det absolutte minimum. End ikke andre landes konsuler i byen flagede på halv, da deres kollega blev myrdet. Quintanilla var sendt til Hamburg i diplomatisk mission, netop fordi regimet i La Paz vidste, at han havde fjender, og man mente, at en pause fra hvervet som efterretnings- og torturchef ville gøre ham godt.

Men Monika Ertls fascination af Che Guevara passer ind i RAF-skemaet. Det er formentlig de færreste Guevara-tilhængere, som går ind for voldelige metoder, men revolutionsføreren selv var, skønt karismatisk, brutal, antidemokratisk og en fantast. Han endte sine dage i Bolivia, hvor det lykkedes ham at få de ludfattige, lokale bønder, som han ville hjælpe, imod sig. En medarbejder for et britisk, kommunistisk dagblad mente efter at have interviewet ham, at han var kugleskør.

Jan Stage, der dengang ud over at være journalist arbejdede for den cubanske efterretningstjeneste, kom i forbindelse med Ertl gennem en anden, farverig person på venstrefløjen, den italienske forlægger Giangiocomo Feltrinelli, der senere sprængte sig selv i luften ved en fejltagelse, da han ville anbringe dynamitstænger ved en elmast nær Milano. Feltrinelli var hovedrig og havde, formodes det, foræret Stage en rød Triumph Spitfire sportsvogn. Han udgav nogle af datidens største sællerter som Giuseppe Tomasi di Lampeduas »Leoparden«, Boris Pasternaks »Dr. Zhivago« og Guevares »Boliviansk Dagbog«. Han kæmpede også for verdensrevolutionen. Ifølge sønnen Carlo sendte han Stage en Kleenex-pakke »fuld af dollar«, der skulle bruges til Ertls rejse til Hamburg. En udsending overgav Stage pengene i en park ved universitetet i Santiago de Chile. Dette bekræftes indirekte af en indberetning fra den tyske ambassade i La Paz 1972, som Schreiber har gravet frem i udenrigsministeriet i Berlin.

Schreiber skriver også, at Stage deltog i attentatet 1. april 1971. Oplysningen stammer dels fra en kilde i Milano, som danskeren skal have betroet sig til kort før sin død, dels Bolivias senere undervisningsminister, historikeren Gustavo Rodriguez Ostria. Denne har fået informationen fra den cubanske efterretningstjenestes Bolivien-medarbejder Angel Gustavo Brugués, fortæller den tyske forfatter. Stage mødtes også med Feltrinellis veninde Sibilla Melega på Hotel Copacabana i La Paz, fremgår det. Melega blev udvist af Bolivia og personligt kørt til lufthavnen af Quintanilla.

Ertl er aldrig formelt kendt skyldig i mordet på Quintanilla, om end alle indicier peger mod hende. Stages meddelagtighed kan heller ikke bekræftes. Han har selv medgivet sine aktiviteter for cubanerne, men aldrig omtalt sin rolle i Tyskland i sine talrige reportager om og fra Latinamerika. I en artikel, som han skrev i Information 1997, hedder det lakonisk: »Oberst Roberto Quintanilla, chefen for Boliviens efterretningsvæsen og manden der skar hænderne af Che, blev skudt i Hamburg i 1971, hvor han var boliviansk konsul.«

Monika Ertl blev dræbt af bolivianske sikkerhedsstyrker 12. maj 1973. Schreiber fremstiller hende som en samvittighedsfuld og sart sjæl, hvis dømmekraft løb amok. Stage, der modtog Publicistprisen 1994 og Den Berlingske Fonds Journalistpris året efter, lagde i sin sene skribentvirksomhed afstand til diktaturer af enhver art. Da den, der skriver disse linjer, anmeldte den efterhånden klassiske biografi »Che Guevara. A Revolutionary Life« af Jon Lee Andersson i Berlingske Tidende 1997, kom der en opringning fra Stage. Biografien var uhyre kritisk mod revolutionsføreren og indeholdt bl.a. den britiske interviewers diagnose af den elskede fører. Stage fortalte, at han var oprørt over bogen og dens skudsmål over Guevara.

Hvorfor, spurgte man. »Fordi det er rigtigt,« svarede Stage.

Jürgen Schreiber: »Sie starb wie Che Guevara. Die Geschichte der Monika Ertl.« Artemis & Winkler, Düsseldorf. 285 sider, 19,90 euro.