Danskere bag verdens største elektroniske sportsklub

Online computerspil er blevet en indbringende idrætsgren. Otte danske forretningmænd har købt en af verdens bedste elektroniske boksestalde. Med yderligere millionindsprøjtninger og flere opkøb af professionelle computerspillere vil de gøre deres elektroniske sportshold »Meet Your Makers« til verdens bedste i løbet af et år.

"for at være med i det her game skal vores spillere holde deres krop i perfekt fysisk form. Det betyder masser af træning i fitnesscenteret og en sund kost" siger Peter Kvetny(tv.), der sammen med Jakob Dreyer (th.) og seks andre danske forretningsfolk har skudt millioner af kroner i en satsning på e-gaming og et hold af 40 professionelle computerspillere.<br>Foto: Bjarke Ørsted. Fold sammen
Læs mere

Bjerge af chips og colaflasker. Fedtede, blege, bumsede og asociale teenagere med sløve øjne og et lige så sløvt sind har længe været billedet, mange kalder frem, når snakken falder på computerspil. Med gru forestiller en samlet flok af eksperter og forældre sig, hvordan denne del af ungdommen er på vej ned i et elektronisk ormehul, der for bestandigt vil gøre dem til sociale analfabeter. Men som med så meget andet, hvor elektronik har et kredsløb med i spillet, har virkeligheden distanceret sig fra profetierne.

Online-gaming eller e-sport har udviklet sig til en professionel og social idrætsgren. Virksomheder som Adidas og Samsung kaster millioner af dollar i sponsorater efter de bedste cyberatleter, som i visse dele af verden nyder samme status som fodboldikoner. E-sportsklubber popper op overalt. Med hjælp fra sponsorer og en betalende fanskare, der vokser med samme kraft som en velprogrammeret virus, køber klubberne de bedste computerspillere, nettet har fostret.

Danskere i front

Otte danske forretningsmænd fra reklame-, sport- og mediebranchen er sprunget med på gaming-toget. Med en ukendt millioninvestering har de købt en af verdens førende e-sportsklubber med det faretruende navn Meet Your Makers (MYM). Forventningerne er enorme: I løbet af 2007 vil de otte gøre klubben til verdens største med over 250.000 brugere fra 150 forskellige lande. Det bliver ikke billigt. Derfor er de danske forretningsmænd i forhandlinger med eventuelle partnere, der er villige til at tilføre klubben et yderligere tre-cifret millionbeløb.

Klubbens egentlige værdi består af de 40 professionelle computerspillere på klubbens lønningsliste. Med støtte fra MYM rejser de 40 proffer rundt i hele verden for at deltage i forskellige spilturneringer med strategispillet Warcraft og skydespillet Counter Strike som de foretrukne spil.

To af de otte forretningsmænd er partnere i kommunikationsbureauet Dreyer & Kvetny. Jakob Dreyer og Peter Kvetny mener det seriøst, når de siger, at e-sport allerede er større end fodbold målt på antallet af udøvere.

Ligesom med så mange andre diller går udviklingen stærkest i Asien.

»I Kina og Korea er e-sport blevet en milliardindustri. De hotteste spillere kan dårligt gå på gaden i fred. De har egne idol-sites og en årsløn på langt over en million kroner,« fortæller Jakob Dreyer.

Sydkorea er kraftcentret for e-gaming. Her findes en vifte af TV-kanaler, som i døgndrift sender fra forskellige turneringer. Her er Warcraft III, hvor meningen er at opbygge og erobre forskellige verdener med og mod andre spillere, det hotteste spil. Den mest populære spiller er den 21-årige koreaner Jang Jae Ho. Inden for e-sport aldrig kaldt andet end sit spiller-id, MYM »Spirit Moon«. MYM betyder, han er medlem af Meet Your Makers.

Nørden er død

Bredbåndets udbredelse og computerspillets opgradering til en sportsgren har ifølge Peter Kvetny bevirket, at de timelange aktiviteter bag skærmen er gået hen og blevet en interaktiv social aktivitet. Spillerne taler med hinanden over nettet, mødes på spilcafeer og i stigende grad til e-sportturneringer rundt om i verden.

»Til de store stævner i Sydkorea samles over 200.000 tilskuere - det er mere, end nogen fodboldkamp kan matche,« forklarer Peter Kvetny og hugger ved samme lejlighed til fordommen om den pizza-indsmurte og coladrikkende computernørd.

»For at være med i det her game, skal man holde sin krop i perfekt fysisk form. Det betyder masser af træning i fitnesscenteret og en sund kost. Vi har koblet en kostvejleder til vores hold, så spillernes fysik fungerer efter bedste evne. Det resulterer i, at vores bedste spillere præsterer ti tastatur-anslag i sekundet,« fortæller Peter Kvetny.

Cowboyland

E-sport er nyt, så det er småt med regler og etiske retningslinjer. Ud over at det gør det svært for klubberne at få spillerne til at overholde deres kontrakter, har spillerne heller ikke nogen særlige rettigheder. Mange af holdenes proffer er i gymnasie-alderen. Med en daglig træning på over 12 timer bliver det mere end svært at overholde de andre pligter. Hos MYM er man klar over problemet.

»Det her er stadig et cowboyland. Derfor er vi sammen med de andre e-sportsklubber ved at opbygge en pendant til fodboldverdens FIFA, så der kommer styr på tingene,« forklarer Jakob Dreyer.

Bedre end Google

E-sport er stadig størst i Sydkorea. Men den kinesiske regering har fattet interesse for e-sporten. Det er en sund måde at bruge internettet på, lyder det. I hvert fald sundere end at søge informationer på Google, bemærker Peter Kvetny med et smil. Den kinesiske regering er ellers kendt for at føre en hård elektronisk censur af internettet.

MYM fik den kinesiske e-sportsinteresse at mærke, da de i efteråret blev kontaktet af regeringen i Beijing. Til at starte med troede MYM, at der var tale om en spøg. Men den kinesiske ambassade i København bekræftede kinesernes forespørgsel. Så MYM takkede ja til at blive medarrangør på verdens største e-sportsstævne, hvor samtlige større kinesiske gymnasier og universiteter deltager. Hele herligheden bliver dækket af fem statslige TV-kanaler med en potentiel seerskare på en milliard.

OL-disciplin?

Meget tyder på, at den kinesiske e-sportseufori bliver årsag til, at vi måske får sporten at se som disciplin til de olympiske lege i Beijing om halvandet år som en såkaldt demonstrationssport. The Global Gaming League, en interesseorganisation for computerspilsindustrien, ligger i forhandlinger med den kinesiske regering.

»Med den eksponentielt stigende udvikling sporten gennemgår i øjeblikket, kan jeg ikke forestille mig andet, end man vil se e-sport som en fuldt ud seriøs disciplin. Allerede nu er det større end fodbold, og i 2009 regner vi med, at sporten har flere hundrede millioner udøvere på verdensplan,« siger Jakob Dreyer.