Danske teatre indfører aldergrænser

Flere danske teatre er begyndt at bruge tydelige angivelser af, hvor gammel man skal være for at se en forestilling. Det giver god mening, for teatret er blevet mere visuelt, mener forsker

Frk Julie på Det Kgl Teater Fold sammen
Læs mere
Foto: Camilla Winther
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvis du skal se »Othello« eller »Frøken Julie« på det Kongelige Teater, skal du helst være over 15 år, mens du godt kan klare Gasværkets »Vildheks«, når du er fyldt ni.

Det kan man læse sig til på det teatrenes hjemmesider, hvor man i stadig stigende grad er begyndt at markere anbefalede aldersgrænser for det unge publikum.
Tiltaget, der er vokset over de seneste par år, skyldes både, at teatrene arbejder med at få flere nye teatergængere indenfor - og at forestillingerne er blevet mere eksplicitte.

»Det er klart, at vi gerne vil prøve at give lidt flere pejlemærker til vores nye publikum. Dem, der kender scenekunst, kender også alle koderne, mens hvis du aldrig før har været til en klassisk koncert, skal du lige lære, at man ikke klapper mellem satserne. På den måde vil vi i det hele taget gerne blive bedre til at hjælpe og vejlede,« siger Morten Hesseldahl, der er direktør for Det Kongelige Teater.

Han suppleres af Pia Jette Hansen, der er direktør for Østre Gasværk Teater.
»Vi har allerede haft nogle børn inde og se »Vildheks«, der måtte gå ud med hovedet gemt i hætten. Hvis man er en følsom fætter på 7 år, så er den forestilling ikke lige sagen. Børnene skal jo ikke have onde drømme. Det bliver vi nødt til at tage ansvaret for, når vi producerer nye og anderledes ting for børn og unge,« siger Pia Jette Hansen, der har brugt testpublikum - blandt andet børn og skolelærere - for at vurdere, hvor aldersgrænsen for den konkrete forestilling skulle gå.

Det arbejde udfører hun gerne, men hun siger også, at det ville være rart med en uvildig vurdering. Måske fra Medierådet, der i forvejen står for at sætte aldersgrænser på film til børn og unge.

»Vi lever i et samfund, hvor vi er mere og mere oplyste om, hvad børn og unge skal beskyttes imod. Derfor er det kun godt, hvis vi får vurderet det ordentligt. Det ville da være superfint, hvis man fik nogen udenfra til at se på vores produkt«.

Anbefalede aldersgrænser har længe været kutyme indenfor børneteatret, hvor man arbejder med et meget fastlagt klassificeringssystem.

Det hjælper blandt andet institutioner og skolelærere, der vil vide, om de har udvalgt en passende forestilling til deres elever. Når det kommer til voksenforestillingerne, er det op til teatrene selv at vurdere, hvem der kan se med. Og det kan være en god idé at tage det arbejde alvorligt. Det mener Michael Eigtved, der er lektor i teater-og performancestudier ved Københavns Universitet.

»En voldsom teaterforestilling kan sagtens virke mere dramatisk end en film, hvor lydene er forvrænget på en tegneserie-agtig facon. I teatrene kan man virkelig høre om, folk slår sig,« siger Michael Eigtved, der dog ikke mener, at der er et generelt problem med uegnede teaterforestillinger.

»Det kommer lidt i bølger,« forklarer Michael Eigtved.

»Der har bestemt været en bevægelse i teatret, der handlede om realisme, hvor man havde såkaldt virkelige mennesker på scenen. Det betød også, at nogle af de ting, man før gjorde mere blidt og stilfærdigt, ikke længere bliver behandlet lige så varsomt. Men jeg ved ikke, om det er så slemt. Jeg har børn i alderen 13 til 18 år, og der er måske forestillinger, jeg ville fraråde min yngste. Men det ville mere være ud fra en betragtning om, at hun ville kede sig.«

Heller ikke Anne Mette Thorhauge, der er formand i Medierådet, ser den store tendens til, at teatret er for voldsomt. Men hun mener, at der ville være en god principiel grund til at indføre vejledende aldersgrænser på teatret.

»Nogle af de værste mareridt, jeg havde som barn, skyldes bøger af Steven King. På den måde kan teater og litteratur være mindst lige så skræmmende som en film. Til gengæld er der langt oftere en voksen med, når børn går i teatret. De er ikke alene, som de sagtens kan være, når de sidder foran skærmen,« siger Anne Mette Thorhauge.