Danske Michael afslørede verdens største svindelnummer

Michael Soussan var medarbejder på FN-programmet Olie-for-Mad, der tillod Saddam Hussein at sælge olie. Projektet blev verdenshistoriens største svindelnummer. Michael Soussan har skrevet en morsom bog om den tragiske affære, der nu skal filmatiseres af Per Fly.

Forfatteren Michael Soussans bog om Mad for Olie-programmet udkommer i dag på dansk. Og til december påbegynder filminstruktør Per Fly optagelserne til sin første engelsksprogede film på baggrund af »Bedrageri for begyndere«. Foto: Erik Refner Fold sammen
Læs mere

Da Michael Soussan kun var 24 år, fik han arbejde i FN. Den unge ambitiøse dansker med en jødisk marrokkansk-fransk far og en dansk mor havde skabt sig gode kontakter i journalistkredse i New York og kunne derfor lande et job som projektkoordinator og talsmand for det ambitiøse program Mad-for-Olie, som FN havde lanceret i 1996.

Programmet tillod Iraks daværende leder, Saddam Hussein, at sælge olie med det formål at kanalisere de mange milliarder kroner til nødlidte i Irak. Situationen var kritisk for civilbefolkningen, for efter den første Irak-krig var Saddam Husseins regime ramt af blokader, men nu fik han altså mulighed for at sælge olie.

De 75 milliarder kroner gik selvfølgelig ikke til befolkningen, men ned i korrupte lommer. Ikke kun Saddam Hussein nød godt af pengene. Også mange firmaer, politikere, FN-bureaukrater og andre havde andel i korruptionen.

Det vidste den unge Michael Soussan ikke noget om, da han tiltrådte og snart efter blev personlig assistent for programmets cypriotiske FN-chef, Benon Sevan, der havde gjort karriere i FN-systemet under generalsekretær Kofi Annan.

Michael Soussan skrev en bog om sine oplevelser i FN med titlen »Backstabbing for Beginners«, der udkom i USA i 2008. Bogen vakte opsigt og fik positive anmeldelser og udkommer nu på dansk med titlen »Bedrageri for begyndere – Mit lynkursus i internationalt diplomati«.

Samtidig er Michael Soussans bog på vej til at blive filmatiseret af Per Fly, der dermed skal instruere sin første engelsksprogede film. Optagelserne er planlagt til at begynde i december.

Skrevet med underfundig humor

Skildringen af det korrupte FN-system, bedrageriet, bureaukratiet og elendigheden blandt de irakiske civile kunne let være blevet en bedrøvelig og trist læsning, men Michael Soussan har skrevet bogen med underfundig humor og en tilsyneladende afvæbnende selvkritisk udlevering. En blanding af Dante møder Woody Allen i underverdenen.

På sin vandring møder unge Michael Soussan bureaukrater, irakiske mordere og kyniske politikere.

Humoren bobler lystigt, og scoopet er skildringen af hans chef, Benon Sevan, der er en udspekuleret egocentriker, snedig bureaukrat og elskelig charmør, som Soussan sammenligner med filmskikkelsen Borat i Sacha Baron Cohens film af samme navn.

Michael Soussan kom på nært hold af samtlige skumle personager i den tragiske farce, som Olie-for-Mad-programmet udviklede sig til, og som også bragte 13 danske firmaer på anklagebænken for at have været med i den omfattende korruptionsskandale.

Som Benon Sevans personlige assistent var han på rejser i Irak og mødte regimets værste bødler og løgnere som bl.a. udenrigsministeren og vicepræsidenten.

Soussan forsøgte at klare sig i det indviklede FN-system, hvor man skulle sno sig igennem hverdagen for at overleve. Han var til møde med generalsekretær Kofi Annan, da Olie-for-Mad-programmet begyndte at få problemer. I sidste ende valgte han at gå til pressen, fortælle om absurditeterne og anbefale Kofi Annan at iværksætte en uafhængig undersøgelse af Olie-for-Mad.

Resultatet blev en sønderlemmende rapport, der påviste korruptionens omfang og konkluderede, at også Michael Soussans chef, Sevan Benon, havde modtaget bestikkelse.

Firmaer og mellemmænd tjener styrtende

Du går så langt, at du kalder FN-systemet for et narkokartel?

»Ja, fordi olien fungerede som en slags narko og fik firmaer og politikere til at overtræde de moralske kridtstreger for at få del i profitten. I 2005 udarbejdede den tidligere nationalbankdirektør i USA Paul Volcker en rapport, der afslørede korruptionen, men det medførte ikke, at FN-systemet blev reformeret. Men det skabte dog en offentlig debat, og folk blev mere bevidste om, hvad FN stod for. Mange FN-aktioner er stadig præget af voldsom korruption, hvor firmaer og mellemmænd tjener styrtende, uden at den nødlidende befolkning fik noget ud af det.«

Var Kofi Annan korrupt?

»Det tror jeg ikke, men hans søn var ansat i et af de firmaer, der tjente tykt på skandalen, og dette forhold var med til at presse Kofi Annan til at iværksætte en undersøgelse. Men Kofi Annan var præget af en stor grad af manglende handlekraft og naivitet og fik aldrig ryddet op i FN-systemet.«

Og din egen chef, Benon Sevan, som gik under øgenavnet Pasha?

»Jeg syntes, at han var elskelig og charmerende, og jeg troede ikke et øjeblik, at han selv kunne være involveret i korruption, hvilket Volcker-rapporten afslørede, at han var. Han var et produkt af hierarkiet i FN og kunne være hensynsløs, men han havde også sine sympatiske sider. I bogen skildrer jeg en scene, hvor han og jeg sammen med irakere besøgte et børnehospital, hvor der lå en kræftsyg lille pige. Benon Sevan begyndte at græde af bevægelse over pigens skæbne, for sådan var han også. Men det var et chok for mig, at han virkelig tog imod bestikkelsespenge.«

»Det var muligt at være en hæderlig person«

Du har valgt at fortælle historien med humor og et djævelsk glimt i øjet. Men hvad var din egen rolle? Var du blot en brik i et stort spil, og hvornår anede du, at dette spil var beskidt?

»De fleste af cheferne i projektet blev frikendt, og det var muligt at være en hæderlig person uden at gå på moralsk kompromis.«

Men tidligt i forløbet siger du til en ven: »Vi er ude, hvor vi ikke kan bunde.« Du vidste altså, at der var noget galt, og alligevel forblev du i projektet?

»Ja, efter nogle måneder vidste jeg, at mine idealer om FN ikke hang sammen. Men projektet var også alt for stort og uigennemskueligt. Vi blev bedt om at finde ud af, hvordan hele Iraks befolkning skulle brødfødes. Vi skulle sørge for Iraks økonomi og sørge for befolkningen, der styredes af korrupte bødler. Var vi kompetente til det? Overhovedet ikke. Så den var gal både med selve projektet og med korruptionen. Og så havnede jeg i et bureaukratisk system, hvor man førte krig mod hinanden efter interne retningslinjer, som folk uden for systemet ikke kunne forstå – heller ikke Volcker.«

Og hvordan ser du din egen rolle?

»Jeg var længere tid i projektet, end jeg måske burdehave været. Der er ingen undskyldning for korruptionen, men jeg og mine venner i systemet var ikke korrupte, og vi forsøgte af et ærligt hjerte at hjælpe irakerne. Men i sidste ende kunne jeg ikke holde bøtte og skrev en artikel til avisen Wall Street Journal, hvor jeg opfordrede til en uafhængig undersøgelse, fordi jeg blev klar over, at korruptionen gik dybere, end jeg troede i begyndelsen. Da jeg blev klar over, hvor dybt den stak, smed jeg en granat ved at skrive artiklen og blev positivt overrasket over, at Kofi Annan gik med til en selvstændig undersøgelse. Det var hans eneste måde at overleve på i jobbet.«

Hvad er alternativet?

Er FN korrupt, fordi medlemslandene er korrupte, eller har der udviklet sig en speciel korrupt ånd i FN?

»Begge dele er tilfældet. I virkeligheden kan man kun have et FN, hvis medlemslandene selv er demokratiske. Det har vi ikke. Faktisk er nogle af de værste forbryderregimer i flertal i flere af FNs råd og organisationer. Det er en umulig situation, men hvad er alternativet? I nogle tilfælde fungerer hjælpen jo, og vi hjælper nogle mennesker, men i mange tilfælde fungerer den ikke. Men jeg nægter at blive kyniker, og en række af FNs organisationer har hjulpet mennesker. Men jeg mener, at Europa og USA, selv om vi heller ikke er rene, så dog må stå fast på vores demokratiske principper.«

Et moralsk dobbeltbogholderi i Vesten

Kan organisationen forbedres?

»Det tvivler jeg på, og FNs aktioner er præget af anklager om sexmisbrug og korruption. Den nuværende generalsekretær, Ban Ki-moon, er ikke stærk nok til at rette op på miseren. Og firmaer vil til stadighed gå efter penge i handler med korrupte regimer. Vi har love mod korruption, men så hyrer firmaerne blot et andet firma til at tage imod bestikkelse, så de ikke selv bliver hængt op på det. Vi har i Vesten et moralsk dobbeltbogholderi, hvor vi lader som om, at samhandel med despotiske regimer ikke er moralsk i orden, samtidig med at vi lukker øjnene for den korruption, som er en nødvendig del af samme handler. FN er ikke ene om at have moralske problemer. Det har vi også selv.«