Danske kvinder og mænd er enige: Disse fem ting vil de IKKE have hos en partner

Fem egenskaber kan være gift for et parforhold, mener danskerne. »Det er påfaldende, at vi er så enige, men det viser noget universelt menneskeligt,« siger ekspert.

Det er de samme egenskaber, mænd og kvinder ikke ønsker sig hos en partner. De kan alle være gift for et parforhold. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl

Har du en negativ indstilling til livet, eller er du uopdragen, så er det nok ikke dig, andre danskere drømmer om at flette fingre med.

I en Kantar Gallup-undersøgelse for Berlingske blev danskerne spurgt om, hvilke egenskaber der ville være et no-go, hvis man skulle vælge sin drømmepartner.

Her var både mænd og kvinder nærmest helt enige, og begge køn havde de samme fem negative egenskaber i toppen af listen over, hvad man bestemt ikke ønsker sig hos en partner.

Begge køn svarede, at man ikke vil være i et parforhold med en, der er trist, sur og gnaven. En, der er uopdragen. En, der ofte er negativt indstillet til livet. En, der er økonomisk uansvarlig. En, der ofte opfører sig egoistisk.

Hos mændene var det en, der er trist, sur og gnaven, der indtog førstepladsen, og hos kvinderne var det en, der er ofte er negativt indstillet til livet, der røg helt til tops.

Frej Prahl er autoriseret psykolog og specialiseret parterapeut. Han er overrasket:

»Det er påfaldende, at vi er så enige, men det viser noget universelt menneskeligt,« mener han.

Signe V. Bentzen er sexolog og parterapeut. Hun er modsat Frej Prahl ikke overrasket over, at mænd og kvinder peger på de samme negative kvaliteter, som man ikke ønsker hos en partner. Hun mener, at det er et tegn på, at danskerne er helt afklarede og netop ved, hvad de gerne vil have i et parforhold.

»I virkeligheden er det fantastisk, at både mænd og kvinder ser det så klart. Hvad er det i virkeligheden, jeg har brug for for at være et godt sted?,« siger hun.

Ingen ønsker det i parforholdet

De fem punkter er ifølge eksperterne alle klart negative og egentlig helt banale og indlysende. Ingen ville ønske denne type egenskaber i et forhold.

Frej Prahl, psykolog og parterapeut

»Når vores partner er i dårligt humør, så påvirker det hele stemningen, det lægger en dyne over parforholdet.«


»Selvfølgelig vil vi gerne mødes af et menneske, der er ordentligt. Et sted, hvor man kan vokse og gro. Alle har nok i en eller anden forstand stiftet bekendtskab med et menneske i minus, uanset om det er økonomisk eller på positiviteten. Det er svært at vokse i sådan et miljø. Vi vil allesammen gerne blive en bedre udgave af os selv overfor vores familie, venner og på arbejdet, og for at kunne det, er vi nødt til at være i et miljø, der nærer os og støtter os til det, siger Signe V. Bentzen.

Negativitet og det at være gnaven er altså en dræber for parforholdet. Ifølge Frej Prahl leder vi alle efter en partner, der pepper livet lidt op og hjælper os med at se det lyse i tilværelsen. Han beskriver mennesker som små »stemningstermostater«, der suger alt til sig. Det er derfor vigtigt, at man ikke har en partner, der er gnaven og negativ, og som hele tiden kigger på det halvtomme glas.

»Når vores partner er i dårligt humør, så påvirker det hele stemningen, det lægger en dyne over parforholdet. Vi har brug for godt humør. Vi kan hurtigt komme til at tro, at vi har gjort noget galt, hvis vores partner skumler. Er vores partner glad, slipper vi for at bekymre os over, om vi har gjort noget galt,« siger han.

Et andet no-go er egoisme. Et begreb, der bestemt ikke rimer på fællesskab, som ifølge eksperterne er nøgleordet i et parforhold. Vi søger bekræftelse, at blive set, anerkendt og rost i parforholdet. Det er et helt fundamentalt menneskeligt behov. Det kan være svært at få opfyldt, hvis man lever sammen med et selvoptaget og negativt menneske.

»Samfundskraften svækkes, hvis der er for meget egoisme. Det gælder i det store fællesskab og i det mindre: parforholdet. Vi har brug for, at der er blik på fællesskabet og på den anden. Vi føler os utrygge, hvis vi har en, der sætter alle sine behov over fællesskabet. Det tror jeg er en hel universel ting,« siger Frej Prahl.

Frej Prahl, psykolog og parterapeut

»Det bliver en ond spiral af negativitet. Er du sur, nej, men det bliver jeg, hvis du spørger mig.«


En negativ indstilling til livet er en af de giftigste ting for parforholdet. Frej Prahl peger på, at der er fire grundlæggende faresignaler i alle parforhold, og at en af de farligste er negativiteten og den måde, vi tolker vores partner på.

»Man kan se det hos de par, hvor der er meget negativ fortolkning – hvor den ene fortolker alt, hvad den anden gør, i et negativt lys – de har det med at klare sig dårligt på sigt. Jo mere jeg tolker det, den anden gør, i et negativt lys, desto mere forsvarspræget og negativ vil jeg også blive. Enten ved at trække mig eller ved at angribe tilbage, og det vil der komme dårlige dynamikker ud af. En ond spiral af negativitet. Er du sur, nej, men det bliver jeg, hvis du spørger mig.«

Vend det hele på hovedet

Et andet punkt, som både mænd og kvinder peger på som et no-go, er den økonomiske uansvarlighed. Frej Prahl kalder det et fundamentalt overlevelsesvilkår, og han mener ikke, at vi kan fungere optimalt, hvis der ikke er styr på noget så banalt som økonomien.

»Jeg kan godt have par, som er glade for hinanden, men hvis der ikke er styr på økonomien, så kan hele parforholdet komme til at sejle. Relationen bliver truet af det. Vi skal ikke undervurdere, hvad det betyder at have en økonomisk stabilitet i parforholdet,« siger Frej Prahl.

Signe V. Bentzen, sexolog og parterapeut

»Hvis man vender alle punkterne om, så er det faktisk modsætningen, vi søger. Det er i virkeligheden det, vi gerne vil have i en partner.«


Kigger man på de fem topscorere, mener Signe V. Bentzen, at man også kan tolke svarene omvendt, altså som det stik modsatte.

»Man vil ikke have en, der er sur og gnaven, men en, der er sød og positiv. Hvis man vender alle punkterne om, så er det faktisk modsætningen, vi søger. Det er i virkeligheden det, vi gerne vil have i en partner,« siger hun.