Dansk teaters evige rod

Skuespilleren Ole Ernst er død, 73 år. Han sparkede døren ind til dansk film og teater som tidens nye upolerede type i årene omkring 1970. Den fremragende skuespillers karriere var præget af store triumfer, men også med tiden farvet af det selverkendte alkoholproblem.

Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Det er ikke et kald – jeg blev skuespiller, fordi jeg havde et behov, som samfundet ikke dækkede. Det er noget med overskud af energi og glæde. I stedet for at blive arresteret for gadeuorden blev jeg skuespiller.«

Sådan sagde Ole Ernst i et interview i 1970. Han var blevet uddannet fra Odense Teaters elevskole tre år tidligere. Men nu havde han fået sit gennembrud. Dels som bøllespiren i Leif Petersen ”Alting og et posthus” på Svalegangen i Aarhus, dels som den utilpassede søn Biff i »En sælgers død« på Det Danske Teater.

Her var en skuespiller, der indvarslede nye tider på det teater, der længe havde ventet, at virkeligheden skulle banke på. Han var rå, han var upoleret. »Duarder«-dansken havde man opgivet at lære ham på elevskolen, som han havde søgt ind på efter et højskoleophold, hvor han havde mødt instruktøren Klaus Hoffmeyer.

I stedet var den polerede diktion erstattet af det hæse, ligefremme sprog – sådan som man talte det i Rantzausgade, hvor han var vokset op. Storbyens sprog. Og med sit halvlange hår og tætte maskulinitet lignede han heller ikke noget, man før havde set på de fine danske teaterscener. Han var tidens type. Replikken var spontan, naturlig og intelligent. Og talentet gav ham adgang til det Kongelige Teater, der som noget naturligt engagerede ham.

Filmen fik også straks øje på mulighederne. Ved siden af teatret var Ole Ernst en af dansk films mest brugte skuespillere. Op gennem 1970erne var han »datidens Mads Mikkelsen« – en sammenligning, han selv yndede at foretage.

Naturlig autoritet

Her var en skuespiller, der passede perfekt til de nye instruktørers ønske om at fortælle socialrealistiske historier, mens de forlorne folkekomedier tonede ud. Ernst spillede for eksempel rollen som den impulsive smågangster Per, der er kastebold for kyniske bagmænd og systemet i hele tre film: "Flugten" (1973), som han fik sin første Bodil for, ”Per” (1975) og ”Blind makker” (1976).

Han ejede en naturlig autoritet, der fungerede fremragende på både lærred og scene, en underspilet, naturlig mandighed og forståelsen for at dæmpe sit realistiske, ligefremme spil helt ned, men stadig bevare et liv under det hele. Noget han ikke rigtig havde brug for i folkekomedie-filmene om Olsen-Banden, hvor Ole Ernst flere gange var med som den befippede og konstant ophidsede politiassistent Holm.

Hans Ole Jastrau i Tom Kristensen-filmatiseringen ”Hærvær” (1977) anses generelt at være for enstrenget sammenbidt i forhold til rollens muligheder, men til gengæld rummer hans kriseplagede landmand i Morten Arnfreds ”Der er et yndigt land” alt det, Ole Ernst kunne på film, og som igen skulle belønnes med en Bodil. Stædigheden og en skrøbelig varme.

Noget, han også fik mulighed for at vise i sin sidste, vægtige præstation som Paprika Steens – vist nok – dødmærkede far i hverdagsdramaet ”Okay”. Ind imellem husker man hans ”Peter von Scholten” og hans hæmningsløst brutale patriark i ”Sort Høst”, hans vægtigste præstation i 1990erne.

Rystende portræt

På teatret gjorde han sig i første omgang gældende på nationalscenen i 16 år og optrådte i en lange række store roller, både i klassikere og i det helt nye repertoire.

Han tog sig med sin frække, intelligente scenecharme af en række tjenerroller hos både Beaumarchais og Marivaux. Han var en vittig og rørende Mozart i ”Amadeus”. Triumfen blev nyfortolkningen af Holbergs ”Jeppe på Bjerget” i 1984. En Jeppe, som måske nok var naiv, men ikke dum. En Jeppe, som bevarede sin værdighed midt i det, der også var et rystende portræt af et menneske, der var mishandlet.

Det er næppe forkert at sige, at Ole Ernsts bonde var den udlægning af en berømt rolle, som hidtil nåede længst i menneskeliggørelsen af figuren. Også uden for Kongens Nytorv gjorde han sig gældende – bl.a. spillede han Ayckbourn på Aveny Teatret.

I 1986 forlod han nationalscenen efter flere problemer – herunder konflikter med ledelsen og et alkoholproblem, som han selv vedkendte sig og gennem årene refererede til i flere interviews. Allerede i 1978 havde Danmarks Radio rejst et erstatningskrav mod ham, fordi han udeblev fra TV-optagelser til P.O. Enquists ”Tribadernes nat”, og Ernsts alkoholmisbrug kostede ham efter sigende rollen som Røde i serien ”Matador.”

Liv i overhalingsbanen

Han var tilbage på Det Kongelige Teater efter en omflakkende ti-årig pause, der bød på cabaret, modeshows og turneteater, og han havde flere gode roller, bl.a. titelrollen i Peter Asmussen ”Isbrandt” og som en sveden snedker Engstrand i ”Gengangerne.”

Men de senere år var det tydeligt, at Ole Ernst ikke magtede de store roller længere. Han blev afskediget fra teatret, men løste en enkelt opgave hver sæson, selv om hans sidste rolle – som en af skuespillerne i Bergmans ”Fanny og Aleksander” nærmest var en statists. Et hårdt liv i overhalingsbanen, både på teatret og udenfor, havde tæret på kræfterne, og havde haft sine omkostninger undervejs:

»Som skuespiller har jeg levet i to virkeligheder, og den ene er teatrets, som har kostet mig to ægteskaber.«

Sådan sagde han selv om det liv, som nu er slut. Ole Ernst sov stille ind i sit hjem på Østerbro natten til søndag.