Dansk serie i fornemt selskab: Hyldes af udenlandsk medie

Søren Malling i rollen som Jens Møller under et pressemøde. Henrik Ohsten/TV 2

Allerede inden de første optagelser var i hus, vakte Tobias Lindholms 'Efterforskningen' opsigt. På godt og ondt.

Serien, der afdækker sagen om drabet på Kim Wall fra politiets side, endte dog med at slå flere rekorder – og nu får den også opmærksomhed i udlandet.

Således er serien at finde på BBC's liste over 'de indtil videre bedste tv-serier i 2021'. Og den er i godt selskab.

På listen, der indeholder ni bud på skærmgodter, finder man nemlig også Netflix-hittet 'Lupin' og den opsigtsvækkende dokumentar 'Framing Britney Spears'.

Virkelighedens Jens Møller og Søren Malling, der spiller karakteren Jens Møller i 'Efterforskningen'. Mads Claus Rasmussen

'Efterforskningen' er dog det eneste nordiske bidrag, som kulturskribenterne Hugh Montgomery og Eddie Mullan har valgt at fremhæve som seværdig.

Serien, hvis tilblivelse blev annonceret i efteråret 2019, endte hurtigt i søgelyset på sociale såvel som traditionelle medier.

Var det uetisk at lave en serie om et brutalt drab begået blot to år forinden? Det mente flere.

Alligevel gik TV 2, Tobias Lindholm og produktionsselskabet MISO Film videre med projektet. I øvrigt med velsignelse fra Kim Walls forældre.

I september sidste år fik resultatet så premiere. Anmelderne var lunkne. Gav hverken synderligt gode eller synderligt dårlige anmeldelser.

Seerne var til gengæld interesserede. Over en million så med, da første afsnit blev sendt.

Det var første gang i godt tre og et halvt år, en dansk fiktionsserie – lige med undtagelse af 'Badehotellet' og diverse julekalenderne – var blevet set af så mange.

Seriens Jens Møller (spillet af Søren Malling), efterforsker Maibritt Porse (Laura Christensen), Ingrid Wall (Pernilla August) og Joachim Wall (Rolf Lassgård). Per Arnesen/TV 2

Ugen efter var det tal dalet til 840.000. Men selvom seertallene løbende faldt, var det ikke udtryk for utilfredse seere.

I en såkaldt kvalitetsvurdering scorede 'Efterforskningen' nemlig i gennemsnit 4,5 ud af fem, og trådte dermed ind i den – med TV 2s egne ord –  eksklusive 'vurdering 4,5-klub'.

De seneste 15 år har kun 11 andre serier scoret så højt.

Heriblandt flere sæsoner af 'Badehotellet', 'Krøniken' og 'Sygeplejeskolens' sæson to.