Dansk satire-redaktør vil ikke gøre grin med Muhammed: »Jeg har ikke lyst til at blive skudt i hovedet«

RokokoPost-redaktør Mikkel Andersson blev skolet som debattør af holocaustbenægtere. Dengang var han ung, rød og harm. I dag betegner han sig selv som borgerlig fritænker, hvis vigtigste værdi er ytringsfriheden. Men RokokoPosten kommer aldrig til at gøre grin med Muhammed.

Mikkel Andersson, der står bag RokokoPosten skrev sit første læserbrev som 14-årig i vrede over et alkoholforbud ved åen i Aarhus og blev skolet som debattør, da han som teenager satte sig for at sætte holocaustbenægtere på plads. Foto: Bo Amstrup Fold sammen
Læs mere

»Østerbro bliver spøgelsesby efter DF-valgsejr«. Sådan lød en overskrift på den satiriske webavis RokokoPosten få dage efter det nylige folketingsvalg, som fik de sociale medier til at flyde over med opdateringer fra folk, der ville udvandre i væmmelse over Dansk Folkepartis fremgang. Artiklen fra RokokoPosten beskriver, hvordan økologisk genbrugspapir fra bageriet Det Rene Brød hvirvler gennem de tomme gader på Østerbro, hvor tidligere beboere har efterladt beskeder som: »Kære alle! Vi rejste med særtog nummer 14 mod Stockholm! Led efter os på et hotel på Södermalm, der serverer palæo.«

På omtrent samme tid kunne man i debat­indlægget »Kære forargede humanist – du styrker bare DF« i Politiken læse en seriøs og sprogligt veloplagt hudfletning af den moralske fordømmelse af Dansk Folkepartis vælgere.

Penneføreren bag begge indlæg var satiriker, freelancejournalist og liberal debattør Mikkel Andersson, RokokoPostens redaktør, som med vidt forskellige virkemidler sender sine meninger ud i verden.

»Når jeg laver satire, er den ofte båret af mine egne holdninger, for man skriver så utrolig godt på indignation,« siger han.

»Det er oplagt, at satiren lige som debat­indlæg er opinion, for den formidler et budskab. Men satiren er uforpligtende for mig, og jeg laver også satire over folk, som jeg politisk er enig med.«

Debatindlæg er en anden sag. Mikkel Andersson var ikke ret gammel, da han begyndte at blande sig. Han skrev sit første læserbrev til Århus Stiftstidende, da han var 14 år gammel. Anledningen var et alkoholforbud ved Vadestedet ved Aarhus Å.

»Jeg var så harm over, at man ikke måtte sidde der og drikke sine medbragte øl. Overskriften var noget i retning af »Danmarks største provinshul«.

Dengang var han meget venstreorienteret, så han var ifølge sig selv sikkert også sur over, at man skulle købe sine drikkevarer hos storkapitalen i form af cafeerne ved åen, hvis man skulle hænge ud med vennerne ved vandet i Aarhus midtby.

Bliver indigneret

Rød er han ikke mere. Men harmen og diskussionslysten er der stadig.

»Jeg bliver optaget af ting og indigneret. Jeg har altid syntes, at det var sjovt at diskutere, og jeg har været interesseret i politik fra tiårs-alderen. Som debattør skal man have viljen til at snakke meget og godt kunne lide at høre sig selv tale. Og så må man have selvindsigt nok til at indrømme, at der er et element af at være kværulant.«

Mikkel Andersson begyndte for alvor at debattere semi-offentligt, da han kom på internettet i 1993. Det foregik i forskellige fora, hvor holocaustbenægtere spredte deres teorier og synspunkter.

»Jeg satte mig for at imødegå dem, og det var i virkeligheden en utroligt hård skole. Holocaustbenægterne er helt klart både antisemitter og skøre konspirationsteore­tikere. Men det er også en flok mennesker, som har en utrolig stor teknisk indsigt, og mange har en virkelig detaljeret viden om ting som kremationskapacitet, demografi i Polen i 1939-1945 og Zyklon Bs egenskaber,« fortæller Mikkel Andersson, hvis motivation til at diskutere blev holdt oppe af, at han havde sandheden på sin side.

»Og så kunne jeg godt lide spillet. Jeg blev konstant udfordret på mine argumenter. De her mennesker var villige til at gøre alt for at finde formelle fejl. Det vænnede mig til at være utroligt skarp og præcis.«

Diskussionen med holocaustbenægterne stod på i adskillige år og resulterede blandt andet i, at han som 17-18-årig blev hængt ud på Fælleslisten mod Indvandrings sorte liste, hvor han blandt andet blev beskrevet som en fanatisk antiracist, der propaganderede for jødiske interesser.

»Det var ret ubehageligt, og jeg blev tilsvinet utroligt groft. Men det gav mig hård hud.«

Vi var »the cool kids«

RokokoPost-redaktøren var ikke partipolitisk engageret som ung, men han kom i en periode i miljøet omkring Internationale Socialister i Aarhus.

»Jeg syntes, at det var meget spændende. De havde sådan et intellektuelt trotskistisk, revolutionært præg, og så gav de tit gratis øl på bodegaen Hjorten. Jeg var meget engageret i politiske debatter, og her havde jeg klart et rødt standpunkt.«

Det begyndte at ændre sig, da krigen i Kosovo brød ud.

»Jeg havde en række diskussioner med en masse venstreorienterede venner om, hvad man skulle gøre for at stoppe det folkedrab, der var under opsejling. Amerikanerne var klar til at bombe Milošević for at stoppe ham. Mine venner kunne ikke lide amerikansk militarisme. De syntes, at man skulle lave noget dialogarbejde og smide nogle flyve­blade ned, så ville Milošević nok komme på bedre tanker. Jeg mente, at det nok ville være en rigtig god idé med nogle virkelig store bomber. I de debatter gled jeg politisk væk fra mange af dem.«

Men kulturelt set distancerede Mikkel Andersson sig ikke fra venstrefløjen. Han havde hestehale, hørte Pink Floyd og røg joints til festerne, og hele hans omgangskreds var venstreorienteret.

»Vi anså borgerlige for at være sådan nogle lidt skøre mennesker, der var medlem af VU og havde mærkeligt tøj og slips på. De var »douchebags«, og vi var »the cool kids«. Men det gik op for mig, at mine holdninger var langt mere liberale end tidligere – blandt andet fordelingspolitisk og i forhold til hele islamdebatten efter 11. september.«

Han begyndte at læse Christopher Hitchens, som han blev meget fascineret af, og i lighed med Christopher Hitchens sympatiserede han en hel del med de amerikanske neokonservatives projekt.

»Det var noget af det revolutionære og idealistiske, som i anden form også var til stede på venstrefløjen, der appellerede til mig. Mange neokonservative i USA var overbevist om, at man med en form for revolutionær omvæltning kunne udbrede et frihedsprojekt til de undertrykte masser med kapitalisme og demokrati, indført af den amerikanske hær, i stedet for kommunisme og verdensrevolutionen, indført af det sejrende proletariat. Set i bakspejlet var det tydeligvis en lidt naiv antagelse.«

I dag betragter han mere sig selv som borgerlig fritænker, og han tager afstand fra intellektuel dogmatisme, hvor man abonnerer på en samlet pakke af holdninger.

»Jeg synes, at det er vigtigt, at man konstant sætter spørgsmålstegn ved, hvad man egentlig mener. Man skal være sine egne argumenters værste fjende og underkaste dem den mest stringente kritik.«

Nedtur efter angreb på Charlie Hebdo

Som traditionel debattør lufter han gerne sine holdninger der, hvor der er basis for, at de møder modstand. Han skriver jævnligt debatindlæg til Politiken, og når han gør det, er det oftest, fordi han er uenig med Politiken eller den stereotype Politiken-læser.

Efter angrebet på det franske satiremagasin Charlie Hebdo i januar gik han eksempelvis i rette med Politikens chefredaktør, Bo Lidegaard, som tidligere havde hævdet, at ytringsfriheden ikke var knægtet og havde påpeget, at man skulle lade være med at trykke provokerende tegninger bare for at provokere. Mikkel Andersson anklagede blandt andet Politiken for at være hyklerisk og skrev, at det klang hult, når avisen efter angrebet skrev en leder på forsiden med overskriften »Vi er Charlie«.

»Jeg havde en stor nedtur efter angrebene i Paris og København. Det er noget af det sværeste, som jeg har oplevet i mit voksenliv. I en periode syntes jeg, at det hele var omsonst. Jeg havde en idé om, at hvis der skete noget alvorligt i Danmark, så ville alle indlysende kunne se, hvor vigtig en idé, ytringsfriheden er, og alle mennesker ville selvfølgelig mene, at man skulle have lov til at udøve religionskritisk og antiautoritær satire. Det skete ikke. Jeg læste indlæg af Jon Stephensen og forskellige andre, der ligesom folk i min egen omgangskreds var sådan lidt: Kan de ikke bare lade være med at lave den form for satire. Dermed gjorde de dybest set tegnerne medansvarlige for det, der skete.«

Hvis Flemming Rose i 2005 havde spurgt Mikkel Andersson, om han ville tegne Muhammed, havde han formentlig sagt ja, hvis han altså kunne tegne. I dag ville svaret være et andet.

»Vi bringer ikke tegninger af Muhammed, men det er udelukkende, fordi jeg ikke har lyst til at blive skudt i hovedet. På Rokoko­Posten står vi ved, at vi er superbange for at gøre grin med profeter og koraner.«

Ingen grænser for ytringsfrihed

Men der er ikke noget, som er helligt for ham. Hverken som satiriker eller debattør. Og ytringsfriheden har i Mikkel Anderssons øjne ingen grænser.

»Jeg har eksempelvis forsvaret holocaustbenægternes ret til deres holdninger. Alle skal have retten til at fremsætte påstande og få afprøvet deres argumenter. Kun på den måde udvikler vi os som samfund. Man skal også være villig til at kritisere sine egne. Jeg har for eksempel blandet mig i omskæringsdebatten, selv om jeg gennem tiden har haft en del bekendte i det jødiske miljø, som jeg tvivler på deler min holdning,« siger Mikkel Andersson, som blev spurgt, hvorfor han ikke var imod mandlig omskæring, når han nu har kritiseret kvindelig omskæring:

»Og det synes jeg egentlig var et meget godt spørgsmål. Jeg kan ikke se nogen grund til, at man skal tillade, at man skærer en del af et andet menneskes krop uden tilsagn. Det kræver for mig at se utrolig meget retorisk jiu-jitsu at argumentere for, at forældrenes religiøse overbevisning går forud for barnets ret til en intakt krop. Hvis man vil have skåret noget af sin krop, kan man jo altid gøre det, når man bliver myndig. Da jeg lige havde tænkt lidt over det, nåede jeg frem til, at det egentlig var rimelig nemt at have en holdning til det spørgsmål.«