Dansk sangkomet står bag bulgarsk Eurovision-favorit

I følge DR har den danske sanger Alex Vargas været med til at skrive den bulgarske Eurovision-sang.

Kristian Kostovs bulgarske vinderbud har et dansk islæt. Reuters/Gleb Garanich Fold sammen
Læs mere

Det er ikke utænkeligt, at vinderen af årets Eurovision hedder Kristian Kostov og kommer fra Bulgarien.

Skulle det ske, er der ifølge DR noget at glæde sig over for danskerne, selvom sejren i så fald ikke er gået til Danmarks vinderbud, Anja Nissen, der stiller op med sangen "Where I Am" i konkurrencen.

For bag Kristian Kostovs sang "Beautiful Mess" står blandt andet ingen ringere end den prisbelønnede danske sanger Alex Vargas, der her hjemme har hittet med numre som "Higher Love" og "Solid Ground".

- Det er en stor ære for vores sangskriverhold at have sådan en fantastisk og talentfuld artist og sangskriver med ombord. Vores hold har arbejdet og arbejder stadig på projekter med Alex Vargas, udtaler de tre producere på sangen, Borislav "Bobbi" Milanov, Joacim Persson og Sebastian Arman, ifølge dr.dk.

Den bulgarske kunstner, Kristian Kostov, er blot 17 år gammel, men er udråbt som en af favoritterne i det store show, der i år afholdes i Kijev i Ukraine.

Torsdag aften skal Danmark og Bulgarien kæmpe om finalepladser, når den anden semifinale i konkurrencen afholdes.

Ritzau Fokus har forsøgt at få en kommentar fra Alex Vargas' management.

/ritzau/FOKUS