Dansk Røde Kors fortier sin fortid

Biografi. En ny bog om en af Røde Kors-hjælperne fra Anden Verdenskrig har set dagens lys. Det er en fin bog om et humanitært indstillet menneske, men hvornår får vi denfulde historie om Dansk Røde Kors under krigen?

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Holger Funder var en af de mange Røde Kors-folk, der udførte små mirakler under og efter Anden Verdenskrig. Han var aktiv i modstandsbevægelsen og sad som fange i Vestre fængsel for sine illegale aktiviteter. Da han kom ud, blev han aktiv i Dansk Røde Kors, og det var ham, der organiserede hjælpen til de mange fanger i Tyskland og senere ledede konvojer, der bragte Røde Kors-pakker til danske og norske koncentrationsfanger. I krigens sidste fase var Holger Funder med til hjemtransporten af fanger i De hvide Busser. Efter krigen blev han aktiv i indsatsen for at afhjælpe nøden i Ungarn og Polen, og langt senere var han med til at hjælpe vietnamesiske flygtningebørn.

Det kan man alt sammen læse om i en ny biografi »Holger Funder, Dansk Røde Kors, krigen og konvojerne« skrevet af Stine Bitsch-Larsen, og der kan næppe sættes en finger på denne hædersmand, der var en ukonventionel handlingens mand. Stine Bitsch-Larsen har tilsyneladende haft adgang til Røde Kors-arkiverne, men har kun benyttet dem ganske sporadisk til at sætte fokus på de generelle Røde Kors-aktiviteter under krigen.

Forskønnelse
Dansk Røde Kors udførte ganske givet en beundringsværdig indsats under krigen, men som organisation var den plaget af rygter om passivitet og endda tyskervenlighed. Stine Bitsch-Larsen berører kun dette emne overfladisk, idet hun fortæller, at 10 medarbejdere blev fyret fra Dansk Røde Kors i 1945 for landsskadelig virksomhed, og at udvalget, der traf denne beslutning, bl.a. bestod af den Ole Wivel, som selv havde dyrket pro-nazistiske sympatier i sin gruppe Ringen.

Det er en smuk historie, som Stine Bitsch-Larsen har skrevet om en af heltene fra Røde Kors. Dansk Røde Kors har været med til at finansiere bogen, men det er måske ikke denne bog, vi har mest brug for om Dansk Røde Kors. Andre landes Røde Kors og Internationalt Røde Kors har sat professionelle historikere til at kulegrave organisationernes problematiske historie. Sagen er nemlig, at bl.a. Internationalt Røde Kors undlod at hjælpe forfulgte jøder. I 1997 mundede en undersøgelse af Internationalt Røde Kors ud i en formel undskyldning og beklagelse af organisationens ringe indsats.

Der er også til stadighed påstande om, at Dansk Røde Kors under krigen samarbejdede med nazister og undlod at hjælpe nødstedte (se boks). Men trangen til at forskønne fortiden og slette sporene efter det moralske svigt synes at gælde endnu. Generalsekretæren for Dansk Røde Kors, Jørgen Poulsen, holdt i 2004 ved Auschwitz-dagen en tale, hvor han forskønnede fortiden med ordene: »Også Røde Kors må i al ydmyghed bøje hovedet og bede om undskyldning for ikke at have været i stand til at hjælpe disse millioner af ofre. Problemet var jo, at Røde Kors ikke kunne få adgang til kz-lejrene, fordi Genève-konventionerne dengang alene omfattede krigsfanger - altså soldater - og ikke civile fanger. Det var ikke fordi, man ikke havde prøvet.« Jørgen Poulsen forsøg på at fralægge sig et generelt ansvar ved at henvise til, at man dog havde prøvet, svarer ikke til resultatet af international forskning, der har dokumenteret et generelt svigt og endda hemmeligholdelse af oplysninger om jødernes skæbne.

Nu venter vi bare på, at Dansk Røde Kors medvirker til afdækning af sin egen krigshistorie.