Den danske rapper TopGunn har en voldsdom fra 2016, hvor han slog en ung kvinde.
Det gør rapperen grin med på sit nyeste album, mener kritikere, som skælder ham ud for at dyrke et dehumaniserende kvindesyn.
Kritikken har nu fået TopGunn til at fjerne en eller flere sætninger i sangen ’DK GOAT,’ hvor han rapper om at »boks’ på en pige«.
Det skriver Politiken.
»Jeg er opmærksom på at nogle har tolket et par linjer forkert fra mit nye album og det er jeg oprigtigt ked af«, skriver Oliver Gammelgaard, som er TopGunns borgerlige navn, i en Instagram-story.
»Jeg kan på bagkanten nu se at mine rim kunne forstås på en måde som ikke er okay. Jeg har derfor valgt at fjerne linjen på tracket da det overhovedet ikke var min intention at støde nogle«.
»Ingen er perfekte og jeg erkender mine fejl«, tilføjer han.
Han præciserer ikke hvor mange sætninger, der vil blive fjernet, men de udskældte linjer lyder således;
»Jeg bli’r dømt for at boks’ på en pige / Hvis jeg virkelig havde gjort det, havde det været som Tyson / Og det’ sikkert, fordi jeg ikk’ gad hende nok / Havde jeg lyst, havde hun suget som Dyson«.
TopGunn blev idømt 14 dages betinget fængsel og 30 timers samfundstjeneste for vold i 2016 for at have slået en ung kvinde i hovedet.
Derfor har flere opfattet linjerne i sangen som en forherligelse af vold, skriver Politiken, som også har talt med en af dem, der har kritiseret TopGunn.
Artist, sangskriver og filmkomponist Nana Jacobi sagde inden undskyldningen kom, at sangen i yderste konsekvens er med til at blåstemple og normalisere vold mod kvinder.
»Det er en klassisk ’ikke-undskyldning’, hvor man undskylder over, at folk har opfattet teksten forkert, og ikke at teksten faktisk er fucked«, siger hun efterfølgende til avisen.
Mandeforsker og lektor på Roskilde Universitet Kenneth Reinicke har også kritiseret teksten for at negligere vold mod kvinder.
»Især den linje med Tyson bider jeg mærke i. At hvis han havde gidet banke hende – så havde han fandeme slået til (...) I denne sang bliver volden forherliget, og det er problematisk, fordi han jo er blevet dømt for det«, siger han til Politiken, som har rakt ud til Oliver Gammelgaard samt hans musikselskab Sony Music Denmark – de er ikke vendt tilbage.




