»Dansk musik har en reel samfundsøkonomisk pondus«

Ny statistik fra Rambøll fastslår, at musikindustrien årligt bidrager med mere end syv milliarder kroner til dansk økonomi.

Dansk musik tjener masser af penge til Danmark, og særlig livemusikken genererer indtægter. Publikum bruger nemlig flere penge på mad og drikke i forbindelse med koncerter, end de bruger på selve billetten. Fold sammen
Læs mere
Foto: Katrine Emilie Andersen

Tiden, hvor dansk musik ikke blev opfattet som meget andet end en sjov legeplads for kunstneriske sjæle, burde for længst være ovre.

Musikbranche vil gerne tages seriøst som en væsentlig bidragyder til den danske samfundsøkonomi, og en helt ny branchestatistik udarbejder af Rambøll viser, at musik som et af de kreative erhverv er på vej frem.

Statistikken, der i dag præsenteres på Folkemødet på Bornholm, slår fast, at dansk musik omsatte for mere end syv milliarder koner sidste år, hvilket er en stigning på ni procent sammenlignet med 2012.

Skatteminister Morten Østergaard (R) er glad for, at der nu kommer nye tal på bordet.

»De kreative brancher er en vigtig del af fremtidens erhvervsliv. Og musikbranchen er et eksempel på, hvordan talenter, ny teknologi og globalt udsyn kan anvendes til at skabe vækst til gavn for brugere og samfund,« siger han.

Statistikken, der er udarbejdet på vegne af en række af musikkens organisationer, heriblandt IFPI, KODA, Dansk Live, MXD, Gramex og DMFF, viser, at det især er livemusikken, der bidrager til væksten. Eksempelvis bruger publikum ved livekoncerterne flere penge på mad og drikke end på selve billetten. Livemusik har i 2013 skabt en samlet omsætning på godt 4,1 milliarder kroner. Heraf stammer halvdelen fra direkte relateret omsætning som eksempelvis mad og drikkevarer.

Statistikken giver desuden et klart billede af, at den indspillede musik med en bruttoomsætning på 2,5 milliarder kroner er i stadig fremgang ikke mindst takket være succes med de nye streamingtjenester som Spotify og WiMP. Hele 52 procent er omsætningen steget alene på musikstreaming, når man sammenligner med 2012.

»Rambølls tal understreger to ting. For det første at dansk musik har en reel samfundsøkonomisk pondus, der skal tages seriøst. For det andet at dansk musik er blevet markant bedre til at møde omverdenens behov,« siger Jakob Plesner Mathiasen direktør i musikselskabernes brancheorganisation IFPI.