Den danske kortfilm »On My Mind« af Martin Strange-Hansen er nomineret til en Oscar i kategorien Bedste Kortfilm.
Det står klart, efter at nomineringerne er offentliggjort tirsdag.
Filmen handler om en dedikeret ægtemand, som vil gøre alt i verden for at opfylde sin kones ønske. Han vil synge og optage en karaokeversion af den sang, der symboliserer det bånd, de har sammen, bedst.
Martin Strange-Hansen står bag filmens manuskript og har også instrueret filmen, som er cirka 18 minutter lang.
Claus Ladegaard, Filminstituttets direktør, lykønsker filmmanden med nomineringen.
»Rigtig godt gået af den danske kortfilm »On My Mind« af Martin Strange-Hansen, der er klarede sig gennem nåleøjet, produceret af Oscar-veteranen Kim Magnusson,« siger han i en skriftlig kommentar.
Kim Magnusson er en erfaren filmproducer, som før har været nomineret til den eftertragtede pris.
Med i kortfilmen er skuespillere som Rasmus Hammerich, Camilla Bendix, Ole Boisen og Adam Brix.
Martin Strange-Hansen har tidligere modtaget en Oscar i samme kategori. I 2003 blev det til en Oscar-statuette til kortfilmen »Der er en yndig mand«, som han stod bag sammen med Mie Andreasen.
En anden dansk kortfilm var også på sortlisten over film, der kunne nomineres til en Oscar i kategorien. Men filmen »Stenofonen« instrueret af Nikolaj Kopernikus blev forbigået.
Selvom Kopernikus' instruktørdebut ikke kom helt igennem nåleøjet, er der tale om en stor dag for dansk film. Filmen »Flugt« er nomineret til en Oscar-statuette i hele tre kategorier.
»Flugt« er nomineret for Bedste Animerede Film, Bedste Dokumentar og Bedste Internationale Film.
Den danske filmfotograf Dan Laustsen er nomineret til en Oscar for Bedste Fotografering for sit arbejde på filmen »Nightmare Alley«.
Det er en amerikansk thrillerfilm instrueret af Guillermo del Toro.
Og den dansk-norske instruktør Joachim Trier er nomineret til en Oscar for Bedste Originale Manuskript for »Verdens værste menneske«.
Det er Triers sidste film i Oslo-trilogien. Joachim Trier har gået på filmskole i Danmark. Hans far er dansk.
/ritzau/