Dansk grandprix-favorit er en dukke: »Jeg er godt klar over, at jeg er lidt ekstra avantgarde«

Efter en mange år som sangerinde og sexet blikfang i dance-branchen sprang Sada Vidoo ud som levende dukke. Lørdag deltager hun i dansk Melodi Grand Prix. Mød den London-bosatte sangerinde, der var sidste års store samtaleemne i britisk X Factor.

25BKUSada-Vidoo-141503.jpg
Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen.
Læs mere
Fold sammen

»Som kunstner bevæger man sig meget tæt på kanten af sane og insane.«

Ordene er nogle af de første, Sada Vidoo ytrer, da Berlingske møder hende. Tonelejet er muntert. Hun står i sit køkken og er ved at lave to kopper instant choko-kaffe til os.

Og der er noget om snakken. Selv om det hører til sjældenhederne, at jeg sidder i et kolonihavehus i Ishøj og får serveret choko-kaffe, så falder det alligevel sådan nogenlunde inden for rammerne af det normale. Til gengæld føles det rimelig bizart, at kvinden, der serverer den varme søde drik, er klædt ud som en dukke. Og - naturligvis - omtaler kolonihavehuset som sit dukkehus.

Lørdag aften får hele Danmark selv syn for sagen, når Sada Vidoo optræder med sangen »Northern Lights« ved årets Melodi Grand Prix. Vidoo er på forhånd den af deltagerne, der af åbenlyse grunde har formået at skabe mest opmærksomhed omkring sig selv. Hun er til daglig bosat i London og var i efteråret et af de helt store samtaleemner efter sin deltagelse i britisk X Factor, hvor dommeren Simon Cowell kaldte hende både »barking mad« og »fantastically nuts«.

»Jeg er ligesom et maleri. Hvis nogen har lyst til at danne sig en mening, så er det fint med mig. Det er kunsten jo til for. Men det betyder ikke, at jeg er enig. Selvfølgelig er jeg ikke skør. Men jeg også godt klar over, at jeg er lidt ekstra avantgarde,« siger hun.

Hvis avantgarde betyder, at man eksperimenterer og udfordrer normerne, så må man give Sada Vidoo ret i mærkatet. Hun er ikke bare klædt ud som dukke. Hun lever som dukke, insisterer hun. Det er sådan, hun altid ser ud. Også selv om hun bare skal i kiosken og hente en liter mælk.

Artiklen fortsætter under billedet...

Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen. Fold sammen
Læs mere

Selv siger hun, at hun går efter at ligne en porcelænsdukke. Makeuppen er kraftig: Det helt hvide ansigt, den lille runde, rødmalede trutmund, de tyndt optegnede øjenbryn, der giver et overrasket, lettere forbavset udtryk.

Og så er der tøjet: Victorianske krinolinekjoler i sarte pasteller, tylskørter, højhalsede skjortebluser med flæser og blonder, store sløjfer i håret. Nogle dage er udtrykket mere mørkt og gotisk. Andre gange mere inspireret af japansk manga eller kawaii, det japanske ord for den barnlige “nuttethed”, som gennemsyrer store dele af moderne popkultur i solens rige.

Det victorianske dukke-look er kæmpestort i Japan. Det kaldes lolita-fashion, og der findes et væld af subgenrer inden for udtrykket med navne som goth, sweet og classic. Det er på én gang en hyper feminin og puritansk stil, der trækker stilistisk på forrige århundredes patriarkalske samfundsorden i England. Men det er samtidig en stil, der er så meget over the top, at den fremstår karikeret og tegneserieagtig. Og dermed - for et vestligt øje - nok også afseksualiseres.

Alt det snakker Sada Vidoo ikke om. Måske fordi hun ved, at selve lolita-ordet er ekstremt ladet i Vesten på grund af Vladimir Nabokovs kontroversielle roman af samme navn. Hun lægger dog ikke skjul på, at inspirationen i høj grad kommer fra Japan.

Men hvad er historien? Hvad har fået denne danske kvinde til at tage den her stil til sig? Til at vælge at leve sit liv som en dukke?

Artiklen fortsætter under billedet...

Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen. Fold sammen
Læs mere

Transformationen skete for fire år siden.

Indtil da havde Sada Vidoo heddet Nicole Stokholm og blandt andet ernæret sig som sangerinde og sangskriver inden for dance- og diskoteksmusik. Helt tilbage omkring år 2000 indspillede hun den stønnende kvindelige vokal på DJ Aligator-hittet »Lollipop« og skrev desuden sangen »Ten Miles«, der i 2007 blev et internationalt hit for Infernal. I samme periode indspillede hun også en sang med dance-duoen Me & My og turnerede rundt i Europa som sangerinde i gruppen Snap! hvor hun lagde stemme til 90er-klassikere som »The Power« og »Rhythm Is A Dancer«.

På mange måder et bemærkelsesværdigt cv, som tilmed har kastet et par guldplader af sig gennem årene. Men Nicole Stokholm fandt aldrig for alvor sig selv i en dance-verden, hvor hun oftest var reduceret til at være en funktionel stemme og det sexede blikfang.

Det var først, da hun i 2012 flyttede til England og fik mulighed for at lave en plade med de to producere og sangskrivere Christian og Russ Ballard - sidstnævnte har arbejdet en del sammen med Kiss tilbage i 70erne - at hun fandt sig selv, forklarer hun. Og det selv var altså i skikkelse af dukken Sada Vidoo.

»Der åbnede ligesom en ny side i min bog. Den var helt hvid, og jeg fik selv lov til at farve den. Der sad ikke én ved siden af og fortalte mig, hvordan jeg skulle se ud: »G-skål! Ja, tak! Det ville være mega fedt.« Der var slet ikke sådan noget. Der var mere sådan: »Whatever you feel like you are, you are!« Det havde jeg aldrig hørt i mit liv før! Jeg kom fra altid at skulle passe ind i nogle kasser. Jeg har prøvet at være det, alle andre gerne ville have, men som jeg ikke i virkeligheden var. Og så kommer man i konflikt med sit eget spejlbillede.«

Det kan virke lidt paradoksalt, at du finder dig selv ved at gå klædt som en dukke. Man kunne jo også få den tanke, at du gemmer dig bag al sminken.

»Ja, det siger du! Men det er faktisk lige omvendt for mig. For mig handler det om frihed. Til at udtrykke mig, som jeg har lyst til. Og udtrykke den måde, jeg føler jeg er. Efter jeg kom hjem fra England som dukke, sagde min mor en dag til mig, at jeg jo altid havde været sådan her. Hun syntes det var dejligt at se, at min person nu havde fundet sig tilrette med mit ydre. Udadtil havde jeg været én ting, men jeg var noget andet indvendig. De to ting skulle ligesom matche.«

Prøv at sætte ord på nogle af de oplevelser, du havde i musikbranchen dengang.

»Musikindustrien havde jo hele tiden de her krav om, hvordan man skulle være et seksuelt objekt. Det var mig, der sang »I wanna suck on your lollipop« på DJ Aligator-nummeret, men da der så skulle laves en musikvideo bagefter, blev jeg vraget af pladeselskabet, fordi de mente, at jeg var tyk. Jeg kunne slet ikke forstå det. Hvad var der galt med mig? De kom rent faktisk med en modelplakat og bad mig vælge, hvem der skulle være min stand-in.«

Artiklen fortsætter under billedet...

Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen. Fold sammen
Læs mere

Hele dukke-æstetikken svinger mellem nogle ret vilde ekstremer. På den ene side det meget seksualiserede - her tænker jeg især på Barbie - og på den anden side et mere uskyldigt og barnligt univers. Hvor tænker du selv, at du lægger dig med dit udtryk?

»For mig handler det slet ikke om sex. Det var ret irriterende at blive betragtet som et seksuelt objekt dengang, for jeg syntes faktisk, at jeg havde rimelig meget talent. Og derfor syntes jeg også, at det var irriterende, at jeg typisk skulle på date med den mandlige producer, før vi overhovedet kunne komme i gang med at arbejde. Det gad jeg sgu ikke. På den måde tror jeg også, at jeg har taget et meget bevidst valg om, hvad jeg vil være i dag. Og det er den modsatte retning af det seksuelle. Jeg ønsker at blive taget seriøst som kunstner. Nu har jeg endelig selv fået lov til at definere, hvordan min livsstil og mit univers, skal se ud.«

Hvad håber du kommer til at ske lørdag aften, når du skal optræde til Melodi Grand Prix?

»Jeg håber at gøre min familie stolte. Det har altid været et samlingspunkt for os. Og så håber jeg, at jeg i tre minutter kan få lov til at tage Danmark med ind i et andet univers. Tre minutter. Hvis de bare give slip og kommer med, vil det for mig være en fantastisk oplevelse.«