Dansk forfatter får Nordisk Råds litteraturpris

Kirsten Thorup får prisen for "Erindring om kærligheden".

BMINTERN -
Læs mere
Fold sammen

Nordisk Råds Litteraturpris går i år til Kirsten Thorup.

Prisen er på 350.000 danske kroner og blev overrakt ved et arrangement i Finlandiahuset i Helsingfors tirsdag aften.

Den danske forfatter får hæderen for romanen »Erindring om kærligheden« og talte om sociale vilkår og smerten og sorgen i sin takketale.

I alt 12 forfattere var nomineret til årets pris, herunder danskerne Kirsten Thorup for »Erindring om kærligheden« - der altså vandt - og Christina Hesselholdt for »Vivian«.

Sidste års vinder var svenskeren Katarina Frostenson, der fik den prestigefulde pris for digtsamlingen »Sånger och formler«.

Den seneste vinder fra Danmark varKim Leine - han modtog prisen i 2013 for romanen »Profeterne i Evighedsfjorden«.

Nordisk Råds Litteraturpris har været uddelt siden 1962 og gives til et skønlitterært værk på et af de nordiske sprog. Prisen skal ifølge vedtægterne »øge interessen for nabolandenes litteratur og sprog samt for det nordiske kulturfællesskab«.

Man uddelte yderligere fire priser tirsdag aften:

Selma Vilhunen og Kaarle Aho fik en pris filmen »Tyttö nimeltä Varpu« om en enlig mor og hendes datter og deres fælles kamp med hverdagens udfordringer.

Susanna Mälkki fik musikprisen. Hun er klassisk dirigent og har i årevis været forbillede for et voksende antal medsøstre i faget.

Mange i dansk musikliv havde håbet på en musikpris til enten FIGURA Ensemble eller Den Danske Strygekvartet, men måtte altså lade en finne løbe med hæderen - muligvis fordi sidste års modtager af musikprisen var komponisten Hans Abrahamsen.

RePack fra Finland er en succesfuld virksomhed for genbrug og fik den relativt nye pris for miljø.

Og svenskeren Linda Bondestam samt nyligt afdøde Ulf Stark blev hædret i kategorien børne- og ungdomslitteratur for »Djur som ingen sett utom vi«.

Nordisk Råd har samtidig øget støtten til oversættelser af nordiske bøger og øremærket midlerne til vinderne af Nordisk Råds litteraturpriser.