Dansk film nomineret til en Oscar: »Hvis vi har råd, skal hele holdet til Los Angeles og feste«

Dansk dokumentar er med i kapløbet om en Oscar, der uddeles 9. februar. Listen over nomineringer indeholdt flere af Hollywoods mest kendte navne.

Den dansk-syriske dokumentarfilm »The Cave« er mandag eftermiddag blevet nomineret til en amerikansk Oscar-pris.

Filmen, der ​handler om en kvindelig læge, der leder et underjordisk hospital i den syriske provins Al-Ghouta, er lavet af den herboende instruktør Feras Fayyad, der netop nu opholder sig i Tyrkiet. Hans danske producent Sigrid Dyekjær er til gengæld i København og i fuld gang med at feste.