Filmselskabet Fridthjof Film i København står bag en række stærkt roste dokumentarfilm, for eksempel »Armadillo«, der handler om de danske soldater i Afghanistan, og som blev hædret med priser både herhjemme og ved filmfestivalen i Cannes og andre steder i udlandet.

Alligevel har selskabet i år måttet lukke sin dokumentarafdeling, fordi den kører med underskud.

»Vi tjener for lidt, og derfor vil vi fremover skære alt fra, som indebærer den mindste risiko. Vi skal vide, at økonomien som minimum går i nul, inden vi sætter et projekt i gang,« siger direktør Ronnie Fridthjof.

Hans situation er typisk for danske filmproducenter. Både små og store selskaber som Nordisk Film og Zentropa har ondt i økonomien. Siden 2003 har branchen, hvad enten det gælder spille- eller dokumentarfilm, haft underskud. Knap én ud af tre film giver overskud.

Satser på sikre mainstream-film

Derfor er de politiske forhandlinger om en ny fireårig filmaftale, som træder i kraft efter sommerferien og ventes afsluttet i løbet af oktober, afgørende for dansk films fremtid. Både økonomisk og kunstnerisk. Den dårlige økonomi betyder, at det er svært at finde finansiering til nye filmprojekter, og konsekvensen er, at der bliver produceret færre film, og at producenterne satser på sikre mainstream-film. Det Danske Filminstitut (DFI), som administrerer hovedparten af de 422 millioner kroner, som staten årligt støtter dansk film med, taler ligefrem om en begyndende tendens til »blockbusterficering«.

»Den største enkelte udfordring er, at produktionsøkonomien er blevet udhulet. Vi er gået fra en produktionsøkonomi på 460 millioner kroner årligt til i år cirka 410 millioner kroner. Når der investeres færre penge, er årsagen, at det er blevet sværere at tjene penge i dansk film,« siger Claus Ladegaard, direktør for produktion og udvikling i DFI, der bevilger støtte til stort set alle danske spillefilm.

Han mener, at den dårlige økonomi betyder, at alle vi, der går i biografen, får både færre og mindre forskellige danske film at vælge imellem. Mens produktionen af spillefilm, da det gik bedst, var oppe på 30 film årligt, er branchen nu nede på under 20, og det antal giver kun få instruktører mulighed for at komme til fadet. Hertil kommer, ifølge Claus Ladegaard, at filmproducenterne satser på de brede og sikre film, men svigter det skarpe og anderledes: Film, som ikke nødvendigvis har et stort publikum i biografen, men som er bestemmende for udviklingen og fornyelsen af danske film, herunder også dem der ses af et stort publikum.

DFI har fremlagt et oplæg til en filmaftale, hvor man beder om i alt 95-125 millioner kroner ekstra årligt. Målet er at forbedre producenternes økonomi, sikre en høj volumen, udvikle diversitet – der skal være film for alle – og styrke den filmiske kvalitet og talentudviklingen, så det ikke kun er den faste skare af etablerede og anerkendte instruktører, der laver film.

»Vi siger meget klart, at hvis vi skal holde kvaliteten på spillefilm, så mangler vi 40-60 millioner årligt. Hvis vi skal give dansk TV-drama medvind, skal vi have 30-40 millioner. Og hvis vi skal styrke de digitale spil, som er i rivende udvikling, skal vi årligt støtte med 15 millioner kroner ekstra,« siger Claus Ladegaard.

Politikerne er godt klar over, at dansk film er presset. På en høring arrangeret af Venstre og filmselskabet Zentropa for nylig, gav Venstre, Socialdemokraterne og Enhedslisten udtryk for, at branchen står i en kritisk situation.

I den nye fireårige medieaftale, som alle Folketingets partier står bag, er der i gennemsnit afsat årligt 17 millioner kroner ekstra til dansk film, og hertil kommer, at DR er blevet pålagt at forøge sin udlægning af programmer til private producenter med 50 millioner kroner til årligt 300 millioner kroner. Om det sidste kommer dansk film til gode, afhænger af, hvilke typer udsendelser – f.eks. fakta, underholdning og fiktion – DR vælger at lægge ud til de private producenter. Først til september er ledelsen parat med en strategi på dette område.

Louise Vesth, producer hos Zentropa, siger, at det er et problem, at antallet af danske spillefilm er faldet. Da produktionen var højest, var man et år oppe på 33 film, men nu er man nogle år nede på 17. Det er, siger hun, et problem for både publikum, som får færre og mindre forskellige film at vælge imellem, for filmselskaberne, som kæmper med dårlig økonomi, og for instruktørerne, som ikke får mulighed for at lave film.

»Vi er ikke længere i en storhedstid. Det er et underligt billede: Der hænger både en sur og glad maske over dansk film. Det glade budskab er, at vi stadig laver rigtig gode film, og at folk gerne vil se dem. Den sure er, at dansk film ikke tjener nogen penge, og at vi ikke kan få det til at hænge sammen økonomisk,« siger Louise Vesth.

Hun mener, at politikerne må sætte større bevillinger af til dansk film. Filmstøtten er ikke steget i mange år, og nu har man nået et punkt, hvor der skal gøres noget.

»Hvis man vil have diversitet i dansk film i fremtiden og også sikre de kunstneriske film, skal man gøre noget. Ellers skubber den digitale verdensorden disse ambitioner til side,« siger Louise Vesth.

Ramt af digitaliseringen

Alle i filmmiljøet – det gælder også internationalt – er enige om, at det er digitaliseringen, der har undergravet filmproducenternes økonomi. Tidligere tjente de – udover salget af billetter i biograferne – mange penge på DVD-salget, men det er styrtdykket og erstattet med salg og streaming via nettet, og indtægterne herfra udgør kun en brøkdel af indtægterne fra DVD-salget.

DFI skriver direkte i sit oplæg til en ny filmaftale, at producenternes indtjening er uholdbar – på trods af både høj hjemmemarkedsandel og mange fine filmpriser.

»Det truer evnen til udvikling og nyskabelse, og det truer især det kvalitetsfokus, der efter Filminstituttets vurdering i væsentlig grad har bidraget til de skabte resultater,« står der i oplægget.

Ud over et årligt ekstra statsligt tilskud til spillefilm på 40-60 millioner kroner mener DFI, at telebranchen, som i høj grad tjener på at distribuere film via nettet og dermed har overtaget en stor del af de indtægter, som DVD-salget gav, skal bidrage til at forbedre filmproducenternes økonomi.

»Gennem en frivillig aftale og i kombination med en række målsætninger, der skal fastsættes i filmaftalen, skal de digitale streamingtjenester bringes ind i filmens finansieringsmæssige fødekæde. Hensigten er at styrke producenternes basisøkonomi,« hedder det i oplægget.

I en række andre lande bidrager teleselskaberne, som har store indtægter fra transmission af film og TV via nettet, til filmøkonomien.

I Belgien har man en frivillig aftale med teleselskaberne, som årligt bidrager med omregnet 50 millioner kroner til belgisk film. I Canada betaler teleselskaberne to tredjedele af bidragene til en stor fond, som finansierer film. Og i Frankrig beskattes alle former for billedtransmission.

Udgangspunktet bør være en frivillig aftale, siger Henrik Bo Nielsen, administrerende direktør i DFI.

»Vi skal sige til telebranchen, som transmitterer TV-signaler og udlejer film på nettet, at de også skal bidrage.« Spørger man i DFI, om politikerne kan stille krav til teleselskaberne, er svaret ja.

»Man kan jo stille nogle krav til de film, der er offentlige penge i,« siger Claus Ladegaard.

Teleselskabernes ansvar

Ifølge forkvinden for foreningen Danske Filminstruktører, Christina Rosendahl, er det ikke nok, at der kommer flere penge til dansk film fra staten. Også hun mener, at teleselskaberne skal bidrage.

»Udfordringen er, at teleselskaberne, som streamer vores film til publikum, ikke betaler noget tilbage til dansk film. Det er helt afgørende, at de betaler noget tilbage, så vi kan producere flere film,« siger Christina Rosendahl.

Politikerne er godt klar over, at streaming og VOD (Video on Demand) – bl.a. TDC tilbyder streaming af både nye og ældre film – er en udfordring for filmbranchens økonomi.

»Nye stærke aktører som Netflix og Google har store indtægter på digital distribution af film. Derfor må de også tage ansvar ved at være med til at finansiere de film, der skaber deres indtjening. Analoge indtægter som DVD-salg er stærkt faldende, og der er brug for, at de digitale aktører tager mere ansvar for den filmbranche, som de selv lever af. En aftale med de internationale aktører bør ske under EU og bygge på frivillighed. Det er i alles interesse, at der også i fremtiden er ligevægt mellem finansiering og indtægter,« skriver Socialdemokraternes kulturpolitiske ordfører, Troels Ravn, i et skriftligt svar til Berlingske.

Klaus Hansen, direktør i Producentforeningen, siger, at den nye filmaftale først og fremmest skal skaffe flere penge til dansk film. En undersøgelse, som konsulentvirksomheden Deloitte har foretaget for Producentforeningen og DFI, viser, at der er brug for 60 millioner kroner årligt, hvis både det kunstneriske og publikumsmæssige niveau skal opretholdes.

Flere politikere har sagt, at man med medieforliget har klaret filmens problemer, men der er langt fra de 17 millioner kroner, som det årligt tilfører dansk film, til de i hvert fald 60 millioner kroner, der er behov for,« siger Klaus Hansen.

Også han mener, at distributørerne skal bidrage. Foreløbig har drøftelser mellem branchens parter ikke ført til en løsning, for eksempel i form af en fond, der støtter dansk filmproduktion.

»Jeg savner et bidrag til dansk film fra biografer, distributører og ikke mindst VOD-distributørerne. Det bør i hvert fald være en af hoveddiskussionerne, at de får et medansvar for finansiering af dansk film. Distributører som TDC tjener rigtig mange penge på datatrafik og ikke mindst datatrafik af film,« siger Klaus Hansen.