Dansk film kopierer sig selv

Trods filmpriser og højt billetsalg står dansk film lige nu i en af sine værste kriser. En rundspørge fra Berlingske Research blandt filminstruktører viser, at det er blevet sværere at få produceret markante kunstneriske film. Ind­tjeningen er for lav, og de originale idéer er ved at tørre ud.

Lars von Triers dogmefilm "Idioterne" fra 1998 er en af dansk films mere uforudsigelige. Foto: PR Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Udlandet sætter pris på dansk film – både Oscars og guldpalmer. Fra dogmetidens kanoniserede guldalder i 1990erne til nutidige internationale hits som Nikolaj Arcels »En Kongelig Affære« og Thomas Vinterbergs »Jagten« har Danmark og danske instruktører befundet sig højt på filmkritikernes verdensrangliste.

Samtidig har danske film i sammenligning med andre europæiske lande et usædvanligt højt salg på hjemmemarkedet: Knap en tredjedel af alle solgte biografbilletter går til danske titler, hvilket skal ses i forhold til et europæisk filmmarked, der stadig domineres af Hollywoods superhelte.

Kun franskmænd overgår danskerne, når det drejer sig om at bakke op om film på deres modersmål.

Dermed er der meget, den danske filmbranche kan være stolt af forud for den filmaftale, som Folketinget skal forhandle på plads i efteråret, og som er udgangspunkt for de næste fire års filmproduktion.

Men som det siges i introduktionen til Lars von Triers fabelagtige TV-serie »Riget«: »Måske er det blevet for meget med hovmodet (...). Små tegn på træthed er begyndt at vise sig...!«

Sprækkerne begyndte allerede at kunne ses for en håndfuld år siden, nemlig i filmselskabernes indtjening på de enkelte spillefilm, der siden er blevet undermineret af et markant faldende DVD-salg. Det har medført nedsat risikovillighed hos de danske filmselskaber, hvilket ifølge flere iagttagere, som Berlingske har talt med, har haft uheldige konsekvenser for indholdet af de danske film, der kommer i biograferne.

Risikovilligheden er blevet mindre

Også en rundspørge, som Berlingske Research har foretaget blandt danske filminstruktører, viser, at branchen er blevet betydeligt mindre risikovillig i løbet af de seneste to perioder med filmaftaler, dvs. siden 2006.

Det gælder i særlig grad de kunstnerisk prægede film, der på Det Danske Filminstitut betegnes som »konsulentfilm«, fordi de udvikles i samarbejde med instituttets filmkonsulenter.

27 ud af de 43, der har svaret på spørgsmålet, mener således, at det i de seneste otte år er blevet sværere at finde producenter og/eller distributører, der er interesserede i kunstnerisk markante film. Ingen mener, at det er blevet lettere.

32 ud af 42 mener, at filmproducenternes kommercielle fokus er steget i samme periode, og 28 ud af 42 filminstruktører mener, at de økonomiske rammer for kunstneriske film er blevet ringere.

»Der er et stort hul i filmbranchens økonomi, og derfor har man skåret ned i antallet af film. Samtidig betyder det, at filmene er begyndt at ligne hinanden,« siger formand for foreningen Danske Filminstruktører Christina Rosendahl.

Hun har gennem flere uger arbejdet på et filmpolitisk oplæg, der skal fungere som en bøn om flere penge til de politikere, der skal forhandle de næste fire års filmaftale på plads. Men oplægget er også en opfordring til branchen selv om at turde mere.

»Vi er simpelthen nødt til herhjemme at kunne producere nogle andre slags film end dem, vi producerer i øjeblikket, hvor filmenes indhold er for meget styret af angsten for, at vores film ikke sælger nok billetter. Både producenterne, støttesystemet og sandelig også instruktørerne prøver på forhånd at sikre sig en succes ved at gentage det, der allerede har bevist, at det kan tiltrække publikum,« siger Christina Rosendahl.

»Dansk film står i stampe«

Et af de skarpeste udfald mod den manglende risikovillighed i film kommer fra en af redaktørerne af det filmkritiske tidsskrift Krystalbilleder.

»I stedet for at tænke i økonomiske perspektiver bør danske instruktører snarere kigge indad og spørge, hvilke kunstneriske visioner de selv ønsker filmisk afløb for, og dernæst hvordan de så kan føre dem ud i livet. Som vi ser det, har succesfulde kunstneriske film alle dage været få i Danmark, men dog er det tydeligt, at de seriøse danske film i disse år i dén grad står i stampe, hvad angår det tematiske og det filmsproglige,« siger redaktør Lasse Winther Jensen.

Spørgsmålet om, hvorvidt kunsten i øjeblikket stiger eller falder i dansk film, kompliceres til en vis grad af, at det selvsagt er svært at definere, hvad kunst overhovedet er.

Kun støtte hvis man allerede sælger godt

Ikke desto mindre er det tankevækkende, at de 43 filminstruktører, der har deltaget i rundspørgen fra Berlingske Research, både omfatter »smalle« instruktører som Christian Braad Thomsen og »brede« publikumsfavoritter som Nikolaj Arcel.I begge lejre er der stemmer, der mener, at risikovilligheden i dansk film er hendøende. De små sprækker er begyndt at true fundamentet.

En af de danske instruktører, der gerne betegner sig selv som »kommerciel«, er Lasse Spang Olsen, der har flere kassesucceser som f.eks. »I Kina spiser de hunde« bag sig, men som i dag har opgivet at få støtte til mere eksperimenterende ideer.

Efter hans mening er det ikke kun filmproducenter og distributører, der presser filmene i forudsigelige retninger. Det er også Det Danske Filminstitut (DFI), der administrerer det offentlige støttesystem, og som efter hans mening burde stå som garant for, at der fortsat kan lanceres nyskabende film af såvel kunstnerisk som mere kommercielt tilsnit.

Lasse Spang Olsen beretter om »absurde« krav om, at manuskriptforfattere og skuespillere skal være udvalgt efter et princip om, at kun de, der i forvejen har bevist, at de kan sælge billetter, kan få støtte til nye film.

»Sådan har det været længe – hvilket har gjort dansk film, især hvad angår komedierne, som jeg ved mest om, til en endeløs række af ufrivilligt ens efterligninger af hinanden med de samme skuespillere, der siger replikkerne på den måde, der sidst gav mest succes,« siger Lasse Spang Olsen.

Eksperimenterende film er vigtige

Det kan synes underligt, at man inden for en kunstart som film hæfter sig så meget ved et begreb som kunstnerisk risikovillighed. For hvorfor ikke bare give folk dét, som man ved, at de vil have? Det er der en række årsager til, siger såvel instruktører som producenter og DFI.

Den mest enkle er måske, at det er meget svært at forudsige »hvad folk vil have«. På papiret virkede en idé til en film om nationalklenodiet Tarok som en sikker billetsælger, men filmen om travhesten fik kun akkurat luntet sig over 100.000 solgte billetter.

Omvendt virkede en film-idé om en mand, der beskyldes for pædofili, ikke som en historie der ville kunne få mange mennesker i biografen en lørdag aften. Men det var netop dét, der lykkedes med Thomas Vinterbergs »Jagten«, der ydermere blev belønnet med en pris ved filmfestivalen i Cannes.

»Det er sådan set dét, der har været det smukke ved den måde, vi skaber film på i Danmark. Vi har råd til at sætte ting i gang, som kan vise sig at have et andet potentiale, end man troede,« siger Christina Rosendahl.

Eksperimenterende film inspirerer andre

Det er dog ikke bare udsigten til måske at hitte i biffen, der gør, at instruktører bør forsøge sig med nye ideer. I et bredere perspektiv er de eksperimenterende film nemlig vigtige for filmbranchen som helhed, og det er baggrunden for filminstituttets mangeårige satsninger på de kunstnerisk eksperimenterende film, siger DFIs direktør for produktion og udvikling, Claus Ladegaard.

»Lars von Trier er det bedste eksempel på en instruktør, der inspirerer en hel branche, men som ikke har noget stort publikum. Hvis vi ikke hele tiden udvikler vores filmsprog, så degenererer de brede film. Hvis ikke de mennesker, som filmatiserer Jussi Adler-Olsens bøger, bl.a. »Kvinden i buret«, havde gået på filmskolen, så havde vi aldrig fået en krimi, der er karakterbåret, som den film er det. Så ville vi have fået en almindelig plotbåret film. Der er en sammenhæng mellem de kunstneriske film og »Kvinden i buret«,« siger Claus Ladegaard.

Forud for de politiske forhandlinger om filmaftalen er der i den danske filmbranche ved at indlejre sig nogle ideer om, hvad der skal til for at sikre, at dansk film også i fremtiden kan både overraske og fornøje, ligesom Lars von Triers både folkelige og eksperimenterende TV-serie »Riget« engang kunne samle hele den danske TV-nation.

Intet trylleslag for dansk film

Først og fremmest skal den årlige produktion af film i vejret, mener flere toneangivende stemmer i branchen. I øjeblikket er der for lidt »plads« til, at både nye talenter og velafprøvede genier kan få lov til at lave film.

Vurderingen af hvor mange flere film, der skal produceres pr. år, varierer. Fra filmskolens rektor, Vinca Wiedeman, der mener, at der er tilstrækkeligt med publikum til op mod 50 danske film om året, forudsat at titlerne er tilgængelige i både biografer og via andre distributionsplatforme såsom netbaserede »vinduer«, til DFIs mere forsigtige bud på tre flere spillefilm om året end det nuværende antal .

Hos Danske Filminstruktører forbereder formand Christina Rosendahl en såkaldt lowbudget-model, hvor væsentligt nedsatte budgetter skal gøre det nemmere at producere både flere film og flere forskellige slags film for de danske støttekroner.

»Der findes desværre intet trylleslag for dansk film. En lowbudget-model redder ikke bare lige dansk film ud af det blå, men den vil skabe incitament hos de skabende og producerende kræfter til at tænke mere frit og ud af boksen og ikke låst og kommercielt som nu. Ved at sætte antallet af film markant op tvinger man systemet til at igangsætte også meget billige film, og det er hér, originalitet kan opstå. Vores lowbudget model skal forstås på samme måde som de benspænd, Lars Von Trier har opereret efter i 20 år. Ved at pålægge os selv nogle bånd bliver vi tvunget til at tænke skarpere. Og vi får ryddet ud i de film, der er for dyre, uden at de behøver at være det,« siger Christina Rosendahl.

Ensretning i filmmiljøet

På Det Danske Filminstitut mener områdedirektør Claus Ladegaard, at der allerede ved forrige filmforlig blev skabt bedre muligheder for at lave denne type lowbudget-film.

»Mange forskellige slags film kan få støtte: Internationale film på engelsk med tårnhøje budgetter og bitte små film med meget små budgetter. Vi har tre forskellige støtteordninger for spillefilm, og det er uunderbygget at sige, at støttesystemet ensretter,« siger Claus Ladegaard.

Han mener, at man til gengæld kan sige, at der sker en ensretning ude i filmmiljøet, fordi man ikke tør producere en film, hvis man risikerer, at kun 10.000 går ind og ser den i biografen, og at man dermed ikke kan tjene sin investering ind.

»Det er den trivialiserende eller ensrettende faktor i dag. Dansk film har brug for, at vi hele tiden udvikler skarpe og kunstnerisk originale fortællinger lavet af dem, som om ti-femten år er Nikolaj Arcel, Niels Arden Oplev eller Susanne Bier. Og de folk er der.«