Dansk film har brug for en hjertestarter

»Det er en katastrofe, at man ikke udnytter det momentum, som danske film og TV-serier har ude i verden,« siger filmproducent Ronnie Fridthjof, der står bag film som »Armadillo« og »Blå mænd«.

»Vi vil fortsat lave dokumentarfilm, men kun når vi vurderer, at det hænger sammen økonomisk. Da vi havde en egentlig dokumentarfilmafdeling, kunne vi både lave de store hits og en masse små og mindre talentudviklingsfilm. Nu har vi skåret alt fra, som har den mindste risiko,« siger direktøren for Fridthjof Film, Ronnie Fridthjof. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»En smallere kultur og en dårligere økonomi«.

Den 38-årige direktør og filmproducent Ronnie Fridthjof tøver ikke, når man spørger ham om konsekvensen af den økonomiske krise, som danske filmproducenter oplever lige nu.

»Der bliver lavet færre film, fordi ingen tør løbe en økonomisk risiko, og det betyder, at forbrugerne får færre og mindre forskellige film at vælge imellem. Hertil kommer, at Danmark økonomisk går glip af arbejdspladser og eksportindtægter,« siger Ronnie Fridthjof.

Hans filmselskab, Fridthjof Film, ligger i en gammel træskofabrik i Københavns farverige sydvestkvarter, hvor autoværksteder og andre små virksomheder ligger side om side med kolonihavehuse, villaer og boligblokke. Her er der opbygget et kreativt filmmiljø, der foruden filmselskabet omfatter to andre selskaber, Postyr og Gi’lyd, som arbejder med blandt andet klipning af film og med lyd.

Selv her i sommerperioden er huset, der til daglig rummer 35-50 fastansatte, fuldt af liv. Der bliver klippet og arbejdet med farver og lyd ved computerskærmene. I stueetagen er den amerikanske dokumentarfilminstruktør Joshua Oppenheimer og den danske lydmand Henrik Garnov i gang med at bearbejde efterfølgeren til »The Act of Killing«, der blev belønnet med en Robert og var nomineret til en Oscar.

Filmselskabet, som Ronnie Fridthjof etablerede i 2000, spænder genremæssigt vidt. Det står bag en række banebrydende kvalitetsdokumentarfilm som »Armadillo«, »Adoptionens pris« og senest »Våbensmuglingen«, TV-serier som »Sjit Happens«, »Heartless« og senest »Partiets mand«, som kunne ses på DR2, samt populære spillefilm som »Julefrokosten« og »Alle for én«.

»Vi repræsenterer i den grad et stort genremæssigt spænd mellem det meget seriøse og det meget underholdende, og det kan jeg rigtigt godt lide. Det vil man også se fortsat, selv om vi nu har lukket noget ned for dokumentargenren. Og så vil vi snart komme med nogle dramating, som er meget anderledes – og som filmkritikerne vil elske lidt mere, end det vi hidtil har lavet,« siger Ronnie Fridthjof og fortæller, at han har købt rettighederne til at filmatisere Christian Jungersens roman »Undtagelsen«.

Han startede med at lave børneradio

Ronnie Fridthjof er Aarhus-dreng og startede allerede som 12-årig med at have sin egen lokalradio, Radio Andeby, for børn – i øvrigt i konkurrence med sin jævnaldrende barndomsven Clement Kjersgaard, der også havde en lokalradio, Aarhus Børneradio. Senere lavede han TV-optagelser til sin fars lokale TV-station, og det førte til en levende filminteresse og et ophold på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft. Som 20-årig blev han elev i Nordisk Film. Her spredte han efter nogle få år sit engagement i levende billeder over så mange arbejdsopgaver og genrer, at hans chef til sidst bad ham om at vælge et arbejdsområde. Det ville han ikke, og så blev han fyret. Derefter startede han Fridthjof Film.

På en konference om dansk films fremtid, som Venstre og filmselskabet Zentropa for nylig stod bag, kogte Ronnie Fridthjof dansk films krise ned til følgende: Producenternes økonomiske risici står ikke i et rimeligt forhold til chancen for gevinst. Konsekvensen er, at der produceres færre film, og at vi får en smallere kultur, et ringere samfund og en ringere samfundsøkonomi.

Hos Fridthjof Film har den økonomiske uligevægt allerede ført til lukning af selskabets dokumentarfilmafdeling og nedlæggelse af en halv snes job.

»Vi vil fortsat lave dokumentarfilm, men kun når vi vurderer, at det hænger sammen økonomisk. Da vi havde en egentlig dokumentarfilmafdeling kunne vi både lave de store hits og en masse små og mindre talentudviklingsfilm. Nu har vi skåret alt fra, som har den mindste risiko,« siger Ronnie Fridthjof.

Han gør status over dansk film på følgende måde: Udadtil går det godt. Danskerne går i biografen som aldrig før, og danske film og TV-serier er internationalt anerkendte og sælger godt ude i verden.

»Men vi har problemer med økonomien, fordi vi befinder os i en overgangsfase mellem den gamle analoge filmteknik og den nye digitale. Mange har i nogle år været efter os producenter og sagt: »Se nu at få løst den problematik«. Men det er altså ikke os, der udvikler de salgsplatforme, som skal udbyde vores produkter. Det er digitale udbydere som YouSee, Viasat og Netflix, der gør det,« siger Ronnie Fridthjof.

Beder man ham forklare, hvorfor digitaliseringen har kostet producenterne millioner, gør han det på følgende måde: I gamle dage havde film premiere i biograferne, hvor de gik meget længere end i dag. Derefter kunne folk købe dem på DVD for typisk 200 kroner. Først herefter kunne man leje dem, og til sidst kunne man se dem på TV. I dag har filmene fortsat premiere i biffen, men de vises i kortere tid, og derefter kan folk se dem som VOD, Video on Demand, for 40 kroner.

»Når der er en manko på 160 kroner mellem at sælge en film som DVD og udlåne en film, som vi gør nu, så mister vi en gevaldig indtjening. Det går ud over den enkelte film og det enkelte filmselskab, men hele branchen kommer jo til at miste trecifrede millionbeløb på den baggrund. Lige nu bliver det diskuteret, om vi i branchen mangler 50 eller 100 millioner kroner årligt, men hvis man sammenligner med salget af DVD og blu-ray, da det gik godt for ti år siden, så er det 250-300 millioner kroner, branchen mangler årligt,« siger Ronnie Fridthjof.

Udover færre film – i øjeblikket produceres der årligt under 20 spillefilm om året i Danmark – resulterer den dårlige økonomi også i, at filmproducenterne kun satser på de sikre kort og lader de usikre filmprojekter ligge. Dogmefilmene, som har været med til at skabe dansk films succes, ville f.eks. ikke have haft en chance under de nuværende økonomiske vilkår. Dermed skærer man de film bort, som måske er med til at forny og udvikle filmkulturen, lyder Ronnie Fridthjofs argumentation.

Der er brug for en hjertestarter

Efter sommerferien går Folketingets partier i gang med at forhandle en ny filmaftale for de kommende fire år, og dansk film har med Ronnie Fridthjofs ord brug for en hjertestarter. Der skal flere penge til, så den årlige produktion kan komme op på 30 spillefilm og gerne 40-50.

En ny aftale skal også gerne styrke dansk film i forhold til de store og stærke digitale distributører. Teleselskaberne bruger i dag en meget stor del af deres bredbåndskapacitet til at transportere film, og den transport tjener de penge på. En del af den indtjening skal overføres til filmproducenterne, mener han.»Der er tradition for, at politikerne regulerer vores marked, for hvis du som producent laver en enkelt film om året, så har du ingen forhandlingspower over for biograferne eller TV-stationerne eller en telegigant som TDC. Derfor arbejder vi med standardaftaler, hvor det eneste, vi skal forhandle om, er prisen. Politikerne skal hjælpe med ekstra økonomiske midler, som vi har brug for her og nu, og så skal de være med til at regulere de aftaler, der er mellem producenter, biografer, distributørerne, VOD-udbyderne (Video on demand) og TV-stationerne.«

Spørger man Ronnie Fridthjof, hvor mange penge filmbranchen, som modtager 422 millioner kroner i årlig støtte, skal have, så er svaret, at dansk film skal op på niveau med dansk teater, som årligt får cirka en mia. kroner.

»Dansk teater er vigtigt, men film når bredere ud og har eksportpotentiale, så vi skal op på niveau med teatret, og det er ikke specielt ambitiøst, hvis man kigger på støtten til andre brancher, f.eks. landbruget,« siger Ronnie Fridthjof.

Han mener, at det er forkert, hvis man kun betragter den nye filmaftale som ren kulturpolitik. Film er også en del af samfundsøkonomien. Branchen skaber job, omsætning og eksport. Derfor er filmaftalen også erhvervspolitik.

»Vi ser, at fabrikker og andre arbejdspladser, der tidligere har betydet rigtigt meget, lukker, fordi andre lande overtager arbejdet. Vi skal finde ud af, hvad vi skal lave, når industribaserede virksomheder lukker, og her er oplevelsesøkonomien en del af svaret. Vores kultur og måde at opdrage på er præget af stor frihed, og med det kommer kreativitet. Vi skal ikke kun betragte film som kultur. En ny filmaftale er kulturelt set vigtig, fordi den skal sikre flere og mere forskellige film, men den er også vigtig, fordi den er med til at sikre et erhverv og dermed styrke samfundsøkonomien,« siger Ronnie Fridthjof.