Dansk chokterapi i Heidelberg

Danskeren Johan Holten har i et år været direktør for en af Tysklands største kunstforeninger. Han har ændret linjen og advarer mod kommercielle fladvarer. »Jeg vil ikke udstille det, folk ved, de vil have. Hvorfor skulle jeg det,« spørger han.

Johan Holten er direktør for en af Tysklands største kunstforeninger. Han gider ikke udstille kunst, som ikke besidder en eller anden form for dybere mening. Fold sammen
Læs mere
Foto: Christian T. Jørgsen/Scanpix

»Meget kunst er de senere år blevet en kommerciel fladvare. Man kan få fotografier, abstrakt maleri og lidt skulptur, det er det samme, der tilbydes på messer i Dubai, Istanbul og Moskva. Det er som at købe den ene popplade eller den anden popplade. Det er uden dybere mening, og det er da kedeligt.«

Et år efter at have overtaget ledelsen for Heidelberger Kunstverein, en af de største og ældste kunstforeninger i Tyskland, er Johan Holten klar over, hvad han ikke har lyst til: at gå på gennemtrådte stier mod et velkendt mål. Holten, 31 år, er dansker og var en overraskelse, da han blev udpeget til stillingen i Heidelberg. Han afløste en tysker, der havde været 35 år på posten og mest havde gjort i regional kunst. Der var 62 ansøgere, de fleste var tyskere, og i Heidelberg var der ingen, som vidste, at Holtens bror er chef for Den kgl. Opera i København og moderen tidligere nationalbankdirektør. Holten fik jobbet, tror han, bl.a. fordi han var udlænding og havde en sammensat karriere. »Hvis man vil følge med Berlin, må man tænke internationalt,« siger han.

Holten har selv boet og arbejdet i den tyske hovedstad i flere år, dels som kunststuderende, dels som kurator. Berlin har et så stærkt kunstmiljø, at man ikke kan sidde i en boble i Heidelberg og lade, som om verden udenfor ikke eksisterer, mener han.

Romantikken
Danskerens første år i den lille by ved floden Neckar virker som lidt af en chokterapi. Heidelberg er et arnested for den tyske romantik, turisterne strømmer til for at se det gamle slot og drikke liflig hvidvin, og selv om universitetet kunne fylde en bus med nobelpristagere, er det ikke modernitet, der præger området. Ikke desto mindre har Holten på godt 12 måneder vist 17 udstillinger – nogle parallelt, men alle med opdagelsesrejsende inden for samtidskunst. Han lagde ud med »Politiske Sandheder«, hvor bl.a. fotografier og videoinstallationer beskæftigede sig med historiske og nutidige konflikter. Senere kom briten Simon Starling, der bor i København, med installationer, som også er stærkt politiske. Duoen Christiane Dellbrügge og Ralf de Moll har i en egen udstilling søgt at forklare, hvorfor så mange unge kunstnere, ikke mindst fra Danmark, er flyttet til Berlin.

Den nye linje er modtaget »med interesse« i Heidelberg, siger Holten diplomatisk. Der har ikke været flere udmeldelser end indmeldelser, kunstforeningen har 1.200 medlemmer i en by med 120.000 indbyggere. »Det ville svare til, at der var en kunstforening med 100.000 medlemmer i København,« siger han.

Holtens mere eksperimenterende profil er tilsyneladende blevet accepteret. Der er 10.000 besøgende om året, og i det første trykte program efter sin tiltræden brugte han en del plads på at forklare sine ideer. »En kunstforening ville være en fattig institution, hvis den kun var til for at bekræfte og retfærdiggøre den personlige smag. Følg mig med nysgerrighed og tillid,« skrev han.

Økonomien
Den danske direktør har brugt »et gammelt trick fra museumsverdenen« for at sikre sig opbakning, fortæller han. »Så længe man har orden i finanserne, er det nemmere at klare turbulenser.« Er der rod i økonomien, er det svært at forsvare uvant kunst over for borgere og politikere. »Med min familiemæssige baggrund ville det også være pinligt, hvis jeg ikke havde styr på pengesagerne,« siger den forhenværende nationalbankdirektørs søn.

»Min opgave har været at vække kunstforeningen til live. Den skal være et vindue til verden, som en rejse. Jeg skal ikke udstille det, folk ved, de vil have. Hvorfor skulle jeg det? Jeg vil skubbe publikum i nye retninger. Jeg vil skabe indsigt og erkendelser i æstetisk henseende, som de ikke vidste, at de ville have,« siger han i dag.

Hvad Holten viser er almindeligvis ikke det, der vises på kunstmesser, som ifølge danskeren i stort omfang er et lukket kredsløb. »Med det enorme kunstmarked, der stadig stiger i omfang, er det vigtigt at holde sig væk fra markedsstrategier,« mener han. »I stedet skal man prøve at skabe den store sammenhæng. I november åbner vi f.eks. en udstilling om kunst som en del af det kulturelle system. Næste år kigger vi på byen i det 21. århundrede; med aflukkede rigmandsområder på den ene side og fattigkvarterer på anden side opstår en række lukkede rum, der ikke har med hinanden at gøre. Det er ikke så udtalt i Europa, men det er naivt at tro, at det ikke vil ske her også.«

Holtens kontrakt med kunstforeningen er på fire år med mulighed for forlængelse. Han lader skinne igennem, at han ikke planlægger at blive så længe som forgængeren, men han har, virker det, fundet sig tilrette i det sydvestlige Tyskland. Der er tre år til at fortsætte kampen mod fladvaren.