Dansen fanget i et splitsekund

Fotoudstillinger: »Dansebilleder«, »Absolut Pina« Gert Weigelt har zoomet ind på sjæl og bevægelser i Pina Bausch’ berømte tyske tanztheater. Danske Freddy Tornberg har indfanget dansekroppens dynamik i både klassisk ballet, moderne dans og performance.

Fra forestillingen »Dreamlands« i Dresden SemperOper Ballet i august 2008. Fold sammen
Læs mere
Foto: Freddy Tornberg

Dansen er en flygtig kunstart fuld af unikke øjeblikke. Dynamiske bevægelser, gestik og mimik, som det i sig selv er en stor kunst at fange og fastholde i fotografiets låste tid. Hele to fotoudstillinger i København sætter lige nu flot fokus på dansende øjeblikke med smukke fotografier fulde af bevægelser.

Tyske Gert Weigelt har fulgt koreografen Pina Bausch og hendes Tanztheater i Wuppertal lige siden gennembruddet med »Sacre du Printemps« i 1975. Teatermuseet i Hofteatret viser på udstillingen »Absolut Pina« både sort/hvid og farvefotos af den i dag 65-årige fotograf, der er næsten jævnaldrende med Pina Bausch og selv oprindeligt uddannet danser i Berlin og har været ansat i Den Kgl. Svenske Ballet, Cullbergballetten og Nederlands Dans Theater.

Fine er Gert Weigelts kendte portrætter af den altid rygende Pina Bausch, der er hængt op side om side med tre skønne tematiske fotokollager af henholdsvis kvinderne, mændene og parrene i Pina Bausch’ forestillinger, der ofte med et grotesk udtryk kredser om det moderne menneskes ensomhed, smerte og håbløse kamp mellem kønnene.

Kollagerne giver en fin dynamik og synergi mellem billederne, ligesom de triptykoner og andre billedgrupper der med meget smuk belysning er ophængt uden på balkonen inde i salen på det gamle Hofteater. Herinde kan man også se videoen »Metamorphosen«, der er en hyldest til kvinderne i Pina Bausch’ værker, og hvor videokunstneren J.U. Lensing ud fra Gert Weigelts fotografier har skabt en fin videomontage.

Og så kan det stærkt anbefales at fortsætte op på scenen i Hofteatret, hvor man på samme entrébillet kan se udstillingen »Barokken Backstage« med flotte fotostater af de mange barokteatre, der stadigvæk findes i Europa.

»Dansebilleder«
Samme generation som Gert Weigelt er den danske fotograf Freddy Tornberg, der i over 30 år har været dybt fascineret af øjeblikkets drama i dans og teater. Freddy Tornberg er nu rykket ind i kulturhuset Den Gule Villa på Frederiksberg med udstillingen »Dansebilleder«, hvortil han har udvalgt 32 kropsdynamiske fotos fra prøver og forestillinger med moderne dans, klassisk ballet og performance.

Enkel æstetik
Ligesom Gert Weigelt dyrker Freddy Tornberg en enkel æstetik uden store fototekniske finesser, smarte skæve vinkler og manipulationer. Det er reportagefotografiet med dansernes intensitet og nerve i nuet, der er omdrejningspunktet hos Freddy Tornberg, der først for et år siden begyndte at bruge digitalt kamera.

De ældste fotos på udstillingen er stærke performancebilleder af Tess de Quincey og Stuart Lynch fra 1992. Blandt de nye digitale optagelser er bl.a. flotte kig ind i Tim Rushtons imponerende installation »Labyrint« fra 2008 med Dansk Danseteater, og Freddy Tornberg har ramt plet med sine stemningsfyldte fotos af Annika B. Lewis’ herlige, humoristiske »Dancin’ Madly Backwards« på Dansescenen 2008.

Fra den klassiske verden er der flot svung i skørterne hos ballerinaerne i 3. akt af »Napoli« optaget bagfra på en turné med Den Kgl. Ballet i Slesvig i 2006, og der er gejst og gruppedynamik i fotos af William Forsythes »Dreamlands« med Dresden SemperOper Ballet i Berlin 2008.