Dans gerne på min grav

Gertrud Højlund, journalist Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

Når min tid kommer, så læg mig i mulden på Nørrebro, hvor pulsen aldrig dør, men højst bliver søndagssløv af tømmermænd og gråvejr.

Giv mig et hjørne under et træ, der sætter blade tidligt og smider dem sent – efter at have strukket sig over så stort et farvespektrum, som blade nu kan. Helst så tæt på rødderne som muligt, så de atomer, der udgør en krop rundt om min sjæl, kan flytte ind i træets grene og blade og dér igen række ud efter solens kraft og ned efter jordens grøde.

Som levende værdsætter jeg den samme cyklus som Søren Ulrik Thomsen: »Træerne vokser ikke ind i himlen / men de vokser ud i luften, som vi ånder / og ned i jorden til de døde / som vi savner. Og det er alt nok.«

Men det er den dødes privilegium at vokse ind i træerne og ud i luften til de levende. Forhåbentlig er også det »alt nok«. På den måde at blive til ét med altet, uden denne uafrystelige, uforklarlige følelse af sjæl og selv, der for nuværende gør det umuligt at være andet end et singulært jeg. Altid i ental. Når jeg dør, er der ikke mere »jeg«, men en jord, som et træ og en by vokser ud af.

Hvor gavmildt er det ikke: det stjernestøv, som i et glimt af tid er bygget sammen til min krop, er om et kosmisk øjeblik noget helt andet. Du er bare et indfald, en midlertidig konstruktion i blødt ler, og om lidt modellerer Vorherre (eller ModerJord eller tilfældet – eller hvad du nu kan leve med) noget andet af samme ler i dit sted.

Og når den tid kommer, hvor Vorherre (eller whatever, kald det, hvad du vil, livets kraft er ligeglad), skal bruge mit ler til at pølse noget andet op, så lad mig ligge der i Nørrebros lunge. Hvor byen bliver iltet i poppel-alleens katedral. Hvor de naboer, jeg aldrig kommer til at møde, kan sætte sig i skyggen af mit træ og tale om livet. Skåle for livet. Kysse livet og meget gerne hinanden også.

Lad livet fortsætte på den plet, som bliver min, selvom den allerede er en andens, eller alles eller ingens. Det kan være det samme. Det hele er jo alligevel ét. Siger jeg med fare for at lyde som en glad, lille hippie, men det er jo i det lange perspektiv sandt. Og min sjæl, hvad skulle du dog ville mere? Alt kød må dø, hver blomst blir hø, og godt det samme: derfra starter det hele forfra i livets store hjul, som man må bøje sig ydmygt for på visse dage og danse jublende over på andre. Og gør også gerne det på min grav. At der må være liv, hvor der er død, og død, hvor der er liv, forekommer mig at være i overensstemmelse med sandheden.

Så læg mig gerne der, når min billet udløber. Og dog. Og medmindre. Og man ved jo aldrig. Måske er jeg en anden, når først jeg dør. Træt af larm og byens tummel, træt af ungdommens måde at optage plads i verden på. Træt af byens horisont, der med stigende hast krøb ind i mit blik, til der ikke var mere at se. I så fald, læg mig i min jyske muld, hvor kragerne vender, vinden blæser, og blikket skuer mod evigheden.