Danmarks mange ansigter

Facebook-siden United Colors of Denmark skabt af kunstneren Asim Iqbal portrætterer det multikulturelle Danmark. Målet er at fremme integration, samtale og tolerance i en tid, hvor alle tre ting kan synes under pres.

Asim Iqbal, der hargrundlagt United Colors of Denmark, har tidligere stået bag en række film- og fotoprojekter, der stort set allesammen har benyttet Facebook. Foto: Simon Skipper Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Mange af os er indoktrineret med den opdragende stemme; »man snakker ikke med fremmede mennesker på gaden!« (...) Men intet menneske er fremmed. ( ...) Derfor er vi født og har døbt os selv United Colors of Denmark. «

Sådan står der på forsiden af Facebook-siden United Colors of Denmark, oprettet i marts af multikunstneren Asim Iqbal, der sætter fokus på helt almindelige danskere – af alle farver og herkomster – og fortæller deres historier, der ofte er både rørende og tankevækkende. Ikke mindst fordi de fortæller en anden historie end mediernes typiske billede af det multietniske Danmark: Et billede fuld af liv, lyst og håb.

Inspirationen til United Colors of Denmark kommer fra den amerikanske fotograf og blogger Brandon Stantons fotoblog Humans of New York, HONY der blev etableret i 2010 og i dag har flere end 12 millioner følgere på Facebook.

Oprindelig var Brandon Stantons idé at tage 10.000 billeder af newyorkere og sætte dem op på et kort over byen som en form for katalog over byens indbyggere. Undervejs begyndte han imidlertid at bringe små citater og senere uddrag af historier om dem, han fotograferede, og så eksploderede interessen.

Sidste år var Brandon Stanton på en rejse til ti lande i samarbejde med FN, for i løbet af 50 dage at fotografere hverdagsliv fra hele kloden. Han har desuden udgivet to fotobøger, der begge er blevet bestsellere og i 2013, i en alder af 29, blev han af det indflydelsesrige Time Magazine udnævnt til en af de »30 under 30 der ændrer verden«.

Rette tid og rette sted

Siden har fotobloggere fra flere lande med Brandon Stantons velsignelse kopieret konceptet, så der i dag findes en lang række Humans of …-sider på Facebook, blandt andre Humans of Buenos Aires, Humans of Berlin og Humans of Barcelona.

Der findes faktisk også allerede en Humans of Copenhagen, der dog er mere direkte inspireret af Brandon Stantons koncept end Asim Iqbals side, der fokuserer på multikulturel samtale og forståelse frem for kun at være portrætter af byens indbyggere.

Asim Iqbal hørte om Humans of New York for efterhånden et par år siden.

»Jeg blev ret fascineret af konceptet og har været en stor fan lige siden. Kombinationen af et billede, man aldrig har set før, en person, man aldrig har mødt, og en historie, som i al sin enkelhed kan fremkalde noget genkendeligt, er det, der gør det fedt. Man bliver bare aldrig træt af HONY. Det er uden tvivl et af de fedeste koncepter på Facebook,« siger Asim Iqbal, der dog savnede at få lidt mere at vide om de portrætterede personer, end de relativt korte citater der ledsager billederne på Humans of New York.

Derfor begyndte han at udtænke et tilsvarende koncept på dansk, der altså nu er blevet til United Colors of Danmark.

Egentlig skulle UCOD, som det forkortes på samme måde som Humans of New York for længst er blevet til HONY i folkemunde, have været lanceret i august 2014, men Asim Iqbal havde lidt for mange andre projekter i gang på det tidspunkt, og projektet blev derfor udsat. Men attentaterne ved Krudttønden og den jødiske synagoge i København i februar fik ham til at finde det frem igen.

»Det stod soleklart, at det var nu, UCOD skulle lanceres,« siger Asim Iqbal, der sammen med Jeanette Schultz Pedersen, administrator på projektet og Uswa Nissar Anjum, der er tekstforfatter, åbnede Facebook-siden i marts.

Indtil videre er det blevet til lidt over 50 portrætter.

Blandt de interviewede er offentlige personer som blandt andre sognepræst Pernille Østrem, der fortæller om at blive respekteret i præstekjolen, men svinet til i indbakken.

Der er historier om lykkelig integration, og gruopvækkende historier om flygtninges rejse fra krigszoner til Danmark. Nøgleordene for samtlige interviews og billeder er integration, respekt og tolerance.

Facebook rammer bredt

Asim Iqbal finder sine interviewpersoner ved, som Brandon Stanton, at gå ud i byen og stoppe folk, han synes ser interessante ud. Indimellem skriver han også på sin private Facebook-side, at han befinder sig det og det sted den og den dag, og det fører som regel til henvendelser fra folk, der gerne vil være med.

»Efterhånden er folk selv begyndt at skrive til mig i takt med, at der er kommet flere likes på UCOD-siden. De få velkendte ansigter som Johanne Schmidt-Nielsen og den amerikanske ambassadør Rufus Gifford har jeg mødt helt tilfældigt, og de fleste, jeg møder, er meget positive og imødekommende over for projektet.«

»Men det er selvfølgelig ikke alle, der siger ja. Sidst i februar var jeg forbi Krudttønden, og her var folk meget grebet af situationen og havde ikke lyst til at snakke med os.«

Asim Iqbal har tidligere brugt Facebook i flere af sine projekter, blandt andet i forbindelse med dokumentarfilmen »30 Days of Ramadan«, og draget stor nytte af det sociale medie.

 

»Det er i dag blevet utrolig nemt at sprede nyheden om et projekt eller en vigtig sag. »30 Days of Ramadan« var netop en hybrid mellem forskellige kommunikationsplatforme, hvor der blev gjort brug af Facebook, Instagram, Youtube og Twitter for at brede projektet det så meget ud som muligt. Men det var via Facebook, vi fik den store opmærksomhed, og hvor folk fulgte med i vores projekt og tilblivelsen af dokumentaren.«

Sommerfugle-effekten

Allerede inden Facebook blev allemandseje, oplevede Asim Iqbal fordelene ved at kommunikere i et fællesskab. I 2005 lavede han en hjemmeside, hvor han samlede ind til fordel for jordskælvsofrene i Pakistan. Princippet var »The strength of many, the power of one«, og på siden kunne man se profilbilleder, hvor meget ens venner bidrog med, og hvad de havde at sige om katastrofen.

»Alene det princip og omtalen gjorde, at det lykkedes mig at indsamle 100.000 kroner til formålet. På mange måder mindede det system om den måde, Facebook er bygget op på i dag. Det er ret sjovt.«

Med United Colors of Denmark håber han, at interaktionen vil fortsætte ude i den virkelige verden og ikke udelukkende online.

»Et portræt af en ejer af en Shawarma-restaurant førte for eksempel til, at flere skrev til mig og spurgte, hvor de kunne finde restauranten. Man kan ikke komme uden om den der butterfly-effect. Hvad du gør eller foretager dig, kan få en betydning for andre og deres liv. På den korte tid, projektet har kørt, ved jeg, at én har fået et nyt bijob, en restaurant har fået et par nye glade kunder, nogle bådflygtninge har for første gang offentligt fortalt om deres rejse, og en pige fik efter lang tid endelig konfronteret sine forældre med noget, hun gik og holdt for sig selv. Det skyldes United Colors of Denmark. Det har jeg i hvert fald ladet mig fortælle, og det kan jeg godt være lidt stolt over.«