Danmark til Hamborg

HAMBURG

"Danskerne kommer!" lød en overskrift i en Hamburg-avis for nylig, og helt løgn var det ikke. I den forløbne uge åbnede det måske største, danske kulturarrangement i udlandet netop her.

Når danske kulturfunktionærer skal fortælle, hvorfor man har valgt Hamburg, og ikke for eksempel Chicago eller Casablanca, fremsættes den helt rimelige betragtning, at den nordtyske by er en dynamo i Østersøområdet, at den har et levende museums- og teaterliv og at der er historiske forbindelser. Hamburg har hørt under den danske krone, og Altona, der i dag er en forstad med indkøbscentre og benzintanke, var dansk indtil 1860erne.

Men der er endnu en dimension, som man først får øje på, når man er på stedet. Hamborgerne er pjattede med alt, hvad der kommer nord for grænsen. Fyrretræsmøbler, hotdogs med ristede løg, hygge, stearinlys, det hele. De holder ferie i Danmark - skønt sommerhuspriserne har lagt en dæmper på fornøjelsen - og de følger indgående med i livet på Amalienborg og Schackenborg. Der er sågar visse, der offentligt beklager, at tyske sundhedsmyndigheder forbyder import af røde pølser, fordi de anses for farlige og i modstrid med den særegne, lokale regel, der påbyder et vist indhold af kød i den slags produkter.

Man kan spørge, hvad der driver folk i Hamburg til en sådan entusiasme, at byens rådhus ikke har det ringeste besvær med at fylde den store festsal - 47 meter lang og 18 meter bred - til randen, når det danske arrangement skal åbnes. Prinsesse Benedikte, i klædeligt blåt, lyste op, og kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen, i småternet hat, viste en interessant tolkning af moden i det 21. århundrede. Men alligevel: Hvad får folk til at rive et par timer ud af kalenderen en tirsdag eftermiddag, og bystyret til at modtage den flinke prinsesse, som om det var den amerikanske præsident?

Historien spiller en rolle. Mange i Hamburg føler sig nærmere knyttet til København end til München. Bayerne er nogle, man gør grin med i TV-reklamer. De går, synes man i Hamburg, underligt klædt, taler lidt for melodiøst og drikker for meget øl. Visse af disse egenskaber kan man ganske vist også finde hos københavnere, men det er åbenbart noget andet.

Der er kort sagt en betagelse af det danske, et "sværmeri", som Hamburgs overborgmester sagde på rådhuset i tirsdags. Er vi virkelig så hyggelige? Er det rigtigt, at "det hurtige og hektiske i hvert fald ikke er dansk", som byens førstemand var så venlig at hævde? Hvad ville danskerne sige til, at fremstødets slogan, "Danmark til Hamborg", blev vendt ved en fremtidig kulturudveksling, så det kom til at lyde "Tyskland til København"? Eller bare "Tyskland til Århus"?

Tyskerne er - også dette kan sikkert føres tilbage til historien - mere afslappede og åbne over for danskerne end omvendt. Kiel, en anden tysk hansestad, fik for et par år siden en nordjysk formand for borgerrepræsentationen. Cathy Kietzer, født i Hjørring og opvokset i Ålborg, blev valgt til embedet som lokal SPD-formand. Hun er tysk gift, men har bevaret sit danske statsborgerskab. Det synes folk i Kiel er helt i orden.

Det har ikke altid været sådan. Gerhard Kauffmann, direktør for Altonaer Museum, husker, hvordan en bibliotekar på stedet, det var i 1964, protesterede mod indkøbet af to bøger, "Gammel Dansk Fajance" og "Gamle Danske Bondemøbler". Bibliotekaren var en ældre herre, der betragtede Danmark som tidligere kolonimagt og ikke mente, at indbo herfra burde have interesse for Hamburg og omegn.

I dag har tingene ændret sig. Et tobindsværk om den danske arkitekt, C.F. Hansen, der tegnede Københavns Domkirke og Christiansborg Slotskirke og opførte elleve store patricierhuse i Altona, er netop udgivet på tysk. Tirsdag læser forfatterne Jens Christian Grøndahl og Ulrikka Strandbygaard op i Hamburgs litteraturhus. I efteråret følger Inger Christensen og Per Kirkeby.

Det er Kauffmann, der kommer med den måske mest passable forklaring på svagheden for det danske. "Vi er tæt knyttet til briterne," siger han. "Frankrig betragtes som Den store Nation. Men danskerne er die netten Verwandte - de rare slægtninge."

Der findes, kan det hævdes, næppe en mere indlysende by at afvikle et dansk kulturfremstød i end netop Hamburg, og Nordtyskland i øvrigt. Danmark er ankommet. Der er noget at leve op til.