Danmark er kommet ud af skyggen fra 1864

Nederlaget til Østrig og Preussen for 150 år siden definerede dansk identitet og udenrigspolitik i over 100 år. Jubilæet markeres med udstillinger, arrangementer og Ole Bornedals store TV-serie. Men hvad betyder 1864 for os i 2014?

18MAGcover1.jpg
TV-serien om 1864 er med en pris på 170 millioner kroner DRs dyreste TV-drama nogensinde. Ole Bornedal har instrueret og skrevet manuskriptet, der bygger på forfatteren Tom Buk-Swientys bøger om krigen. Serien på otte afsnit har premiere til september. Rollerne besættes af kendte skuespillere som Sidse Babett Knudsen, Henning Jensen, Pilou Asbæk, Jens Jørn Spottag og Nicolas Bro. Foto: DR Fold sammen
Læs mere

I dag for 150 år siden – 18. april 1864 – sang lærkerne foråret ind, solen skinnede, og den danske hær blev offer for et af krigshistoriens hidtil mest brutale bombardementer.

Østrigske og preussiske tropper, der talte 40.000 mand, angreb det danske fæstningsværk ved Dybbøl uden for Sønderborg og sendte 8.000 granater mod de 9.000 danske soldater. Det endte med et lammende nederlag til Danmark. Blodet flød. Flere tusinde danske soldater blev dræbt eller såret, og resterne af den danske hær måtte over hals og hoved flygte til Als.

Nederlaget blev dødsstødet for den danske helstat, der bestod af Danmark og hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg. Danmark måtte afgive de tre hertugdømmer til sejrherrerne, og den nye dansk-tysk grænse blev trukket ved Kongeåen syd for Kolding. Danmarks befolkningstal blev reduceret med 33 procent, og landet måtte afgive 40 procent af sit areal. 200.000 dansktalende indbyggere kom med den nye grænse til at bo i Tyskland.

Når lærkernes sang og den blå himmel her nævnes i samme åndedrag som kanontorden og blodbad, skyldes det, at de mennesker, som oplevede tragedien, husker det sådan. Himmel og helvede.

Både lærkens sang og bombernes rædsel var mejslet ind i deres hukommelse. Det gælder også for forfatteren Carit Etlar, der – som man kan læse i denne longread om krigen i 1864 – som udsendt krigskorrespondent dækkede krigen for Berlingske politiske og Avertissements-Tidende. Han var datidens Rasmus Tantholdt og beskrev igennem tre måneder krigens gang og menneskenes lidelser.

Nederlaget var en national katastrofe og blev definerende for den nationale identitet og udenrigspolitik i over 100 år. Danskerne kom til at leve i frygt for Tyskland. I perioder frygtede man, at landet blev opslugt af den store nabo i syd, og Danmark, der i 1814 havde måttet afgive Norge, blev inden for 50 år forvandlet fra en mellemstor europæisk stat til en småstat uden indflydelse.

150-året for nederlaget bliver markeret over hele landet i løbet af året. DR TV sender med premiere i september en dramaserie i otte afsnit om 1864. Det er DRs dyreste serie nogensinde, og Ole Bornedal står for instruktion og manuskript.I dag markeres dagen i Sønderborg og på Dybbøl Banke med officiel deltagelse fra både dansk og tysk side, og i løbet af året er der bl.a. foredrag, rekonstruktioner af krigens gang, radio- og TV-programmer, særtillæg i aviserne, højskolekurser og en række udstillinger på bl.a. Sønderborg Slot, Tøjhusmuseet i København, Det Kongelige Bibliotek og Det Nationalhistoriske Museum i Hillerød

Danmark blev en ubetydelig småstat

Men hvad betyder krigen i 1864, som grundlæggende handlede om, hvorvidt de tre hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenborg skulle være danske eller tyske, for Danmark og danskerne i dag? Hvad betød den for nationen og dens indbyggere, dengang blodet på Dybbøl endnu var vådt? Og hvorfor skal vi markere 150-året for nederlaget?

Spørger man Inge Adriansen, der som kulturhistoriker og museumsinspektør på Sønderborg Slot i en menneskealder har beskæftiget sig med Sønderjyllands historie, hvorfor vi skal markere 150-året, er svaret, at det skal vi, fordi Danmark anno 2014 er et produkt af 1864.

»I løbet af 50 år gik Danmark fra at være en af de mellemstore og ganske betydende europæiske stater til at være småstat uden nogen som helst betydning i europæisk stormagtspolitik. En uundgåelig følge af dét var, at Danmark måtte indrette sig på at leve i skyggen af sin store nabo i syd.

Derfor blev de følgende 80 år præget af neutralitetspolitik og en meget forsigtig udenrigspolitik. Samtidig blev nederlaget i samtiden også tolket som et nederlag for folkestyret, og det førte til en ændring af Grundloven i 1866 med en betydelig indskrænkning i valgretten til Folketinget. Man kan sige, at en følge af krigen i 1864 også var, at dansk indenrigspolitik frem til systemskiftet i 1901 blev præget af kampen for at genvinde den uindskrænkede valgret. Det førte til en bitter indenrigspolitisk strid,« siger Inge Adriansen.

Nederlaget blev fuldstændig afgørende for dansk udenrigspolitik helt frem til Danmarks og Tysklands medlemskab af NATO i henholdsvis 1949 og 1955 (Vesttyskland). Man underordnede sig indtil da fuldstændig Tyskland og gjorde alt for ikke at træde det store land over tæerne.

Sårfeber og nederlagsfølelse

Inge Adriansen har særligt forsket i, hvordan nederlaget har påvirket dansk identitet og mentalitet og siger, at krigen gav danskerne et fjendebillede af Tyskland, som blev afgørende for forestillingerne om både dansk og tysk nationalitet.

»Krigsnederlaget gav næring til en forestilling om dansk svaghed og underlegenhed, som i nogle kredse blev til en mangeårig »sårfeber«, som forfatteren Herman Bang kaldte det i romanen »Tine« fra 1889. Men i andre kredse af befolkningen satte nederlaget skub i de folkelige bevægelser og styrkede bevidstheden om, at det var muligt at klare omstillingen til at være en lilleputstat,« siger Inge Adriansen.

Følelsen af mindreværd og underlegenhed varede helt frem til Genforeningen i 1920, hvor Danmark efter to folkeafstemninger i Slesvig fik den nordlige del af det tabte land tilbage (som i dag kaldes Sønderjylland), og problemet forsvandt gradvist efter 1945, hvor Tyskland var slået og færdig som europæisk stormagt. Og Danmark kunne som medlem af NATO opgive sin neutralitetspolitik. Men nederlaget i 1864 havde også positive sider.

»Det førte til en styrket dansk selvforvaltning. I en del af befolkningen blev det klart, at man måtte indstille sig på at leve inden for nye og snævrere grænser, men man måtte finde nye livsmål og værdier at overleve på. På en stor industriudstilling i København i 1872 kunne man købe en lille mønt med teksten: »For hvert et tab der kan erstatning findes, hvad udad tabes, det må indad vindes«. Det blev mottoet for genrejsningen af Danmark,« siger Inge Adriansen.

Ikke mange spor tilbage efter nederlaget

Perioden efter 1864 blev præget af økonomisk vækst. Store selskaber som Store Nordiske Telegraf-Selskab og ØK samt dansk landbrug havde fremgang, og allerede i 1874 kom handelen med udlandet på niveau med 1864.

Der skete også et gennembrud for de folkelige bevægelser, der allerede var etableret, men som fik et yderligere incitament. Det gælder højskolerne, andelsbevægelsen, arbejderbevægelsen, fredsbevægelsen og kvindebevægelsen.

»Tilsammen udgør de den folkelige selvorganisering, som blev en vigtig del af dansk kultur,« siger Inge Adriansen.

Ifølge hende er der i dagens samfund ikke mange spor tilbage af nederlaget i 1864. Forholdet til Tyskland er normaliseret:

»Det er sket i tre omgange. Først afstemningen i 1920, der førte til Genforeningen, derefter Bonn-København-erklæringerne i 1955, som sikrede mindretallenes rettigheder, og så i 1997 EU-region Sønderjylland-Schleswig, som dog gav ret meget ballade, da den blev oprettet. Bl.a. blev amtsborgmesterens bildæk skåret op. Men takket være det samarbejde, som blev etableret der, er der kommet så mange grænseoverskridende aktiviteter, og de strømninger, vi så i 1996-97, er væk.«

Har Danmark fundet sin nye rolle i verden?

Tøjhusmuseet i København viser i øjeblikket udstillingen »1864 – afslutning eller begyndelse?«, og her spørger man, om danskerne har opgivet den selvforståelse som afmægtig småstat, der opstod efter 1864.

»Hvis det er tilfældet, må vi spørge os selv, hvem er vi så, hvis vi ikke længere skal forstå os selv som nationen i skyggen af 1864, Tyskland og Europa,« siger museumsinspektør Jens Ole Christensen.

I netop det perspektiv mener han, at det giver mening at kigge på Danmark før 1864 som et mellemstort, flernationalt monarki integreret i Europa, fordi vi igen oplever en større integration i Europa og en globaliseret verden.

»Vi er udfordret af den stigende globalisering og integration i Europa. Dér skal vi finde en ny rolle, og kunne vi eventuelt gøre det ved at kigge på, hvordan Danmark fungerede før 1864, og hvad nederlaget i 1864 betyder for os? Kan vi måske se nogle lange linjer? Har skyggen fra 1864 blokeret for vores udsyn i verden?« spørger Jens Ole Christensen.

Radikale har præget historieskrivningen

Han kalder det et paradoks, at nederlaget blev større, desto længere man kom væk fra det. I årene efter 1864 havde man endnu ikke den opgivende selvopfattelse, man havde senere. I årene efter 1864 opstod der en forsvars- og en skyttebevægelse, og i 1880erne fik man Københavns Befæstning.

»Den defaitistiske og neutralistiske opfattelse vinder først fodfæste i slutningen af 1800-tallet. Meget af nederlagstanken er også noget retrospektivt, der opstår i takt med, at de radikale historikere vinder frem i historieskrivningen, og den radikale udenrigspolitik får greb om tingene. Når vi taler om historieskrivning i Danmark, så er vi meget bundet op på det radikale parti og dets holdninger. Partiet opstår først i begyndelsen af 1900-tallet og vinder frem i 1930erne. Dets fortælling er, at krig altid er lig med nederlag, og at Danmark i sin udenrigspolitik skal føre en neutralistisk småstatskurs. 1864 bliver det helt store eksempel på, at de Radikale har ret, og at alle andre tager fejl. 1930ernes forsigtige udenrigs- og sikkerhedspolitik og også meget af vores historieskrivning efter Anden Verdenskrig har været præget af den radikale historieopfattelse,« siger Jens Ole Christensen.

Han mener ligesom Inge Adriansen, at forholdet mellem Tyskland og Danmark ikke længere er belastet af fortiden. I dag deltager tyske soldater – oven i købet bevæbnede – når årsdagen for nederlaget markeres på Dybbøl. Det ville have været utænkeligt, da man i 1964 markerede 100-året for 1864.

Ifølge Jens Ole Christensen var 1990erne en brudperiode for dansk udenrigspolitik og dansk selvopfattelse. I slipstrømmen af Den Kolde Krigs ophør begyndte Danmark – ligesom Tyskland også har gjort det – at deltage i internationale militære operationer og sendte soldater til Golfen, Irak og Afghanistan.

»Vi har kastet mange af skyggerne fra 1864 af os, og hvordan forstår vi så os selv? Muligvis er svaret, at vi i bund og grund ikke er så forskellige fra andre. Vi taler ikke længere om en særlig vej for Danmark,« siger Jens Ole Christensen.