Danish Music Awards var ren pølsefest i primetime

De mandlige stjerner løb med alle priser, hæder og ære, da Danish Music Awards løb over skærmen søndag aften. Ikke én kvinde fik lov til at skinne på egen hånd. Det må og skal kunne gøres bedre, skriver Berlingskes musikredaktør.

KESI fyldte sin strandbar med »Mamacita«s, mens det unge publikum havde travlt med mobilerne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Per Arnesen

Måske Danish Music Awards burde skifte navn til Danish Male Awards? Det havde alt andet lige været mere passende.

Men hey, vi var jo blevet advaret på forhånd.

Da de nominerede til Danish Music Awards 2017 blev offentliggjort for en måneds tid siden, var der forsvindende få kvinder blandt de nominerede. Det er der for så vidt ikke noget odiøst i al den stund, at DMA er musikbranchens hyldest til tidens mest populære kunstnere. Og i det forgangne år har de million-streamende mandlige kunstnere bare siddet usædvanlig tungt på toppen af poppen.

Men at det endelige show, der blev sendt forskudt på TV2 søndag aften, skulle udvikle sig til en nærmest absurd opvisning i mandlig dominans stod ikke nødvendigvis skrevet i kortene.

Èn ting er, at der ikke var en eneste kvinde blandt vinderne i de 12 priskategorier. De store kvindelige pop-succeser har været svære at få øje på i det forgangne år, og som sådan var der ikke nogen kvinder, der åbenlyst blev berøvet på den konto.

Problemet var snarere, at ikke én kvindelig musiker fik lov til at skinne i egen ret i løbet af showet. Lige præcis her havde TV2 og IFPI (musikselskabernes brancheorganisation) ellers en gylden mulighed for at bløde op for den skæve kønsfordeling. Dermed kunne man aktivt have vist seerne hjemme i stuerne, at dansk populærmusik selvfølgelig sagtens kan have en kvinde i en bærende hovedrolle.

I stedet fik vi et show, hvor samtlige kvinder var der udelukkende for enten at tale om mænd, hylde mænd, spille for mænd, synge for mænd eller gøre sig lækre for mænd.

IFPI har sikkert tænkt, at det var gevaldig originalt og progressivt at lade tre kvinder - Katinka, Mette Lindberg og Medina - fortolke hver deres Sort Sol-nummer, da det gamle danske rockband modtog DMAs Ærespris. Isoleret set var det en fin nok gestus. Problemet var bare, at de tre korte fortolkninger var de eneste indslag med kvinder i front under hele showet. Lade kvinder spille sin egen musik? Glem det.

Mette Lindberg i hyldest til Sort Sol til DMA 2017. Fold sammen
Læs mere
Foto: Per Arnesen Per Arnesen.

Og nå ja: Øjeblikket før de damer gik på scenen skulle vi i et videoklip gudhjælpemig høre fæhovedet Ole Bornedal hylde Sort Sol med følgende bizarre lovprisning: »Hvis Sort Sol var Harvey Weinstein, ville vi invitere ham med i vores sommerhus sammen med vores kæreste«. Hvordan den slap gennem klipperummet, må guderne vide.

Derudover fik vi kvinder at se i to yderligere afskygninger: Som letpåklædte sexobjekter og som musikalske statister.

Først var der den mandlige sanger Skinz, der omgivet af to afklædte kvindelige dansere sang sit store hit, »Jeg har en pige«, der dybest set er én lang opremsning af alle de damer, han har lavet. Her dukkede sangerinden Ida Corr pludselig op med et kælent gæstevers og bakkede derved lydigt op om Skinz’ tvivlsomme player-image.

Kort efter var det Mads Langers tur til at brillere. Og igen så vi en mandlig hovedperson omgivet af kvindelige statister. Med på scenen havde han tre kurvede, sorte korsangerinder. De var skønne og kunne sikkert synge en vis legemsdel ud af bukserne. Men man kunne ikke høre dem! Hvorfor de ultimativt endte som en tom rekvisit i Mads Langers pinefulde selvbedrag: »Se mig, jeg er herre rummelig og mega meget nede med sort autentisk musikkultur.« Det indslag handlede kun om at vise, hvor fed Mads Langer er.

Mads Langer viser hvor fed, Mads Langer er, mens tre sangerinder ser til. Fold sammen
Læs mere
Foto: Per Arnesen Per Arnesen.

Kort efter holdt rapperen KESI strandfest på scenen med sine drink-sippende hjemmedrenge omgivet af bikiniklædte unge babes. Lige foran scenen stod en kødrand af endnu yngre piger, der åd det hele råt gennem deres flikkende mobilkameraer. Det, de så, var succesfulde mænd, der blev hyldet for deres musikalske evner, mens pigernes ældre kønsfæller kunne få lov til at vrikke røv.

Som prikken over i’et var der til sidst en optræden af den danske producer og dj Martin Jensen, der har hittet verden rundt med »Solo Dance«. Tracket er sunget af en dansk sangerinde, der både på plade og live af uransagelige årsager foretrækker at være anonym. Ikke desto mindre sang hun hele sangen stående i skyggerne bagerst på scenen, mens Martin Jensen stod oppe foran og hoppede i en regn af konfetti ved sin fake DJ-pult.

Det kunne have været anderledes. Hvor var MØ? Eller Marie Key? Begge store stjerner og tidligere DMA-vindere, der lige har udgivet ny musik. Og hvorfor ikke give Katinka chancen for at synge en af sine egne sange, når nu hun var nomineret til Årets Sangskriver? Alle tre kunne have givet en modvægt inden for showets snævert kommercielle rammer. For nu at starte et sted.

Én ting er, at mændene har domineret hitlisterne så voldsomt i det forgangne år og derfor render med alle statuetterne. Men når resten af det tonedøve show så samtidig sender det utvetydige signal, at kvinder kun er noget i relation til mænd og ikke selv har noget at byde på, ja, så er det måske ikke så underligt med den kønslige ubalance. Musikbranchen ligger som den har redt.

Jeg troede ærlig talt, at vi var kommet videre.

Aftenens store vinder Gilli. Fold sammen
Læs mere
Foto: Per Arnesen.