Dan Browns betydninger

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Man kan sige meget godt om Dan Browns nye roman, »Inferno«, der udkommer på tirsdag. Også selv om man – og det vil sige de fleste – endnu ikke har læst den.

For det første vil bogen, så meget ved vi allerede, gøre mange millioner mennesker opmærksomme på, at der et sted i verdenslitteraturen findes en digter ved navn Dante, der, hvad litterær indflydelse og almindelig anerkendelse angår, rangerer på linje med Homer, Shakespeare, Joyce og andre af de giganter, som mange har hørt om, men de færreste læst. Blandt disse millioner vil der utvivlsomt være nogle, der får lyst til at kaste et blik på »the real thing« i form af Dantes hovedværk, »Den guddommelige komedie«. Ja, nogle vil nok ligefrem begynde at læse det. Den amerikanske bestsellerforfatters nyeste, massivt markedsførte stykke underholdning vil bidrage til den almindelige litterære dannelse på globalt plan.

For det andet vil en af verdens fineste kulturbyer, Firenze, bliver endnu mere overrendt, og det kan man beklage, hvis man er sart, men bundlinjen vil være, at endnu flere mennesker vil få øjnene op for de skatte, der findes i renæssancens vugge. Dan Brown vil på den måde have gjort noget positivt for den almindelige folkeoplysning worldwide.

For det tredje vil de mange millioner eksemplarer af »Inferno«, der vil blive solgt og læst, sætte en tyk streg under det faktum, at en bog stadig kan være en verdensbegivenhed. Det kræver blot, at underholdningsniveauet er højt, forfatteren ferm og promoveringen tilstrækkeligt hysterisk.

Og jo, det er let nok at ironisere over al den hype, der – som Birgitte Rahbek fortæller om i denne udgave af BØGER – er blevet en del af fortællingen om Dan Browns kulørt-spidsfindigt-mystifystiske prosa. Personligt har jeg ikke noget imod fænomenet. Jeg vil hellere se al virakken som en global folkefest med bogen i centrum. Som et folkeligt modstykke til Nobelprisen i litteratur, som jo også, især, er markedsføring med pomp og pragt af et forfatterskab.

Begge steder handler det om meget andet end litterær kvalitet. Dan Brown er ikke verdens bedste forfatter, det vil ikke engang hans største fans påstå. De forfattere, som svenskerne tildeler verdens fineste litterære hæder, har som regel, men ikke altid, fortjent den, og prisen kunne hvert år lige så godt være gået til mindst 500 andre lige så kvalificerede. Lanceringen af en ny Dan Brown-bog er et show. Nobelprisen i litteratur er et show.

Men er al denne massive fokusering på én enkelt bog, som den aktuelle Dan Brown-udgivelse er et udtryk for, ikke til skade for »den gode« litteratur? Risikerer man ikke, at bestsellerne kannibaliserer bogmarkedet og gør det sværere for »seriøs« eller »smal« litteratur at finde et publikum? Nej, det tror jeg faktisk ikke. Jeg tror, at læsning avler læsning avler læsning, og at Dan Brown i den forstand gør en meget god forskel. Han yder, på sin egen måde, et betydeligt bidrag til verdenslitteraturen. Også selv om han med garanti aldrig får Nobelprisen.