Dan Brown om kritik: »Jeg skriver de bøger, som jeg gerne selv vil læse«

Dan Brown tog til Europa for at tale om sin nye roman. Det foregik naturligvis i Firenze, som spiller en hovedrolle i bogen. Berlingske tog med.

Dan Brown ved lanceringen af 'Inferno' i Firence. Foto: Maurizio Degl Innocenti/EPA Fold sammen
Læs mere
Foto: MAURIZIO DEGL INNOCENTI
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Dan Brown er ikke nogen iøjnefaldende mand. Han ligner et retskaffent produkt af pæn amerikansk forstad. En mand, der passer sin familie, sit job og sin kirke. Og han ville gå i ét med omgivelserne, hvis han befandt sig til et velgørenhedsarrangement til fordel for renoveringen af et springvand i en amerikansk provinsby.

Det gør han ikke. Han er på Europa-besøg i Firenze for at lancere sin nye thriller, »Inferno«, og her er han et modsætningsfyldt midtpunkt. Han omtaler sig selv som en »helt almindelig fyr«, men bevæger sig rundt med livvagter. Han er beundret, men også lidt foragtet. Han er en amerikaner i Europa.

»Jeg er så taknemmelig over at være her. Det er en ære at møde jer i Firenze, som har en hovedrolle i min bog, og jeg vil gerne sige tak til jer, til jeres by og til jeres kultur, som inspirerer så mange mennesker over hele verden,,« siger Dan Brown ved mere end én lejlighed under bog-eventen, som strækker sig over flere dage.

Det florentinske rådhus og museum Palazzo Vecchio er centrum for begivenhederne. Stedet er ikke tilfældigt valgt. Det spiller en væsentlig rolle i »Inferno«, hvor symbolforskeren Robert Langdon vågner op i Firenze med hukommelsestab og erfarer, at han er blevet hvirvlet ind i endnu en hæsblæsende mystisk jagt, som denne gang involverer både Dante, en forskruet transhumanist, Jordens eksplosive befolkningsvækst og en lyssky organisation, og som blandt mange andre steder fører ham ind i Palazzo Vecchios hemmelige gange og skjulte rum.

Enkelte medier har fået mulighed for at møde forfatteren på tomandshånd. Berlingske er ikke blandt de udvalgte. Vi er til gengæld blevet inviteret til fest med Dan Brown og har en plads på et pressemøde for italienske journalister, hvor også én journalist fra hvert af de øvrige udgiverlande er blevet tilladt adgang.

»Har du læst bogen?« spørger min italienske sidemand diskret, da vi efter ét sikkerheds- og to identitetstjek venter på, at pressemødet begynder i en fornem og fyldt sal øverst i palazzoet . Selv kunne han kun ulejlige sig med at skimme den første halvdel, så han får et kort rids af plottet.

»Virkelig?!« udbryder han skeptisk. Slutningen overrasker ham.

Snakken forstummer, og der bliver helt stille i salen. Det er ved at være tid, og stemningen er som i en kirke, når gæsterne fornemmer, at bruden er på vej. Så går en dør op, og Dan Brown træder ind. Han er flankeret af en tolk og direktøren fra sit italienske forlag, som i løbet af tre uger har sendt 800.000 kopier af »Inferno« ud på det italienske bogmarked. Direktøren ser glad ud. Og det gør Dan Brown også, da han svarer på, hvorfor han valgt at bygge sin roman op om første del af Dantes »Den guddommelige komedie«

»Da jeg skrev »Da Vinci Mysteriet«, fordybede jeg mig i kirkehistorie, og jeg fik en forståelse for, i hvilket omfang Dante har påvirket den moderne kristne kirkes opfattelse af helvede. Før Dantes eksisterede der kun nogle ret vage beskrivelser af helvede, og man kan på en måde sige, at Dante opfandt helvede, som mange af os forestiller os det i dag. Dantes vision er i lighed med Leonardo da Vincis »Mona Lisa« en menneskelig præstation, som går på tværs af tiden og historien, og den er blevet et kulturelt referencepunkt for os alle. Ingen bog ud over Biblen har været inspirationskilde for mere billedkunst, musik og litteratur end »Den guddommelige komedie«,« siger Dan Brown.

Flere repræsentanter for den italienske presse virker ikke helt tilfredse med, at den amerikanske forfatter har vovet sig ud i at bruge Dantes ikoniske værk som afsæt for en populistisk bestseller. Er der da ikke noget, som er helligt eller bare for stor en mundfuld for forfatteren? Dan Brown svarer med at redegøre for, at han selv har brugt lang tid på at studere Dante under sit arbejde med »Inferno«, men at han også er pinligt bevidst om, at der er lærde mennesker, som bruger et helt arbejdsliv på Dante. Han håber, at hans roman vil være med til at genoplive almindelige menneskers appetit på at give sig i kast med at læse den florentinske digter, og han understreger, at den fortolkning af Dantes værk, som læseren møder i »Inferno«, på ingen måde skal opfattes som nogen form for akademisk sandhed . Det er den forstyrrede skurks tolkning.

»Jeg forsøger at skabe en forbindelse mellem Dante og vores virkelighed i dag. Så min idé er at have en skurk, der ikke ser Dantes værk som historie, men som en profeti - en beskrivelse af fremtiden,« forklarer Dan Brown, og uden at røbe for meget af plottet af »Inferno« kan det tilføjes, at bogens skurk er en genial forsker, der frygter, at mennesket som art er ved at formere sig til sin egen undergang.

»I løbet af de seneste 85 år er Jordens befolkning tredoblet, og den vokser i øjeblikket med over 200.000 mennesker om dagen. Det er en bekymrende udvikling, som vi alle burde forholde os til. Men det er så kompleks en problemstilling, at vi har en tendens til at tage skyklapperne på. Skurken i »Inferno« gør det forkerte af de rigtige grunde. Når man lukker »Inferno«, ved man ikke, om skurken har gjort noget godt eller noget skidt, men man forstår motivationen for hans handlinger. I alle mine bøger forsøger jeg at udforske gråzonen mellem godt og ondt. Jeg finder et etisk dilemma og fremfører argumenter for og imod,« forklarer Dan Brown, der også tematiserer transhumanisme og både frygten og de positive perspektiver i genteknologisk manipulation af mennesket.

»Mennesket har aldrig skabt en teknologi, som det ikke har taget til sig. Vi lærte at lave ild, så vi kunne tilberede mad og varme os, men vi fandt også ud af, at man kan bruge ild til at brænde hele landsbyer ned til grunden. Vi skabte atomkraft for at få energi, men derefter opfandt vi hurtigt atomvåben. Jeg tror, at genteknologi er den mest betydnings- og magtfulde teknologi, vi endnu har skabt. Jeg tror, at historien gentager sig selv, og jeg frygter, at genteknologi, der kan bruges til mange gode formål, vil blive brugt til skabe ekstremt målrettede våben. Og det er det ultimative helvede for mig,« siger Dan Brown.

Kritikken af Vatikanet i Dan Browns superbestseller »Da Vinci Mysteriet«, satte sind i kog. Dan Brown har adskillige gange forklaret, at hans formål i bogen er simpelt, nemlig at rejse spørgsmålet om, hvad det ville betyde for kristendommen, hvis Jesus ikke i bogstaveligste forstand er Guds søn, men en mand, der endda var gift med en kvinde.

I »Inferno« bliver Vatikanet nævnt en enkelt gang, og det er også i en kritisk sammenhæng.

»Med den aktuelle befolkningsvækst kan det være svært at få øje på den politiske fornuft i at bandlyse prævention. I vores moderne verden synes jeg, at man betræder en farlig vej, når man anser prævention for at være en synd,« lyder den amerikanske forfatters ord.

Dan Brown undgår ikke at blive bedt om at forholde sig til, at det nok kan være, at læserne køber hans bøger i hobetal, men at anmelderne ofte er hårde ved ham, og at han adskillige gange er blevet kaldt en klodset og banal forfatter.

»Som alle andre mennesker ville jeg selvfølgelig ønske, at alle elsker alt, hvad jeg gør. Men som forfatter er det kun ens egen smag, der kan guide én. Jeg skriver de bøger, som jeg gerne selv vil læse. Så simpelt er det. Og så sender jeg dem ud i verden i håb om, at de også vil falde i andres smag. En bestseller som »Inferno« gør det økonomisk muligt for forlag at udgive bøger, som ikke har et særligt stort publikum, men et vigtigt budskab , og jeg er taknemmelig for, at mine bøger har den betydning for andre forfattere« siger Dan Brown diplomatisk.

Mens nogle er skeptiske over for Dan Browns livtag med Dante, er andre begejstrede. Det gælder blandt andet turistbranchen i Firenze. Her tre uger efter, at »Inferno« udkom, bliver turister mødt med tilbud om guidede tours, der følger i Robert Langdons fodspor gennem Firenze. Den toscanske hovedstad synes at være proppet med besøgende, men antallet af turister er faldet med ti procent over de seneste år. Både formanden for byrådet og lederen af Dantes museum har i flere medier - blandt andet avisen The Observer -udtrykt håb om, at Dan Browns »Inferno« kan være med til at vende den udvikling. De er heller ikke helt utilfredse med, at en filmatisering af bogen er på tegnebrættet.

Mange sejl er også sat til, da der bliver afholdt en fest til ære for Dan Brown på Palazzo Vecchio. Det er de 14 forlag - blandt andet danske Hr. Ferdinand - der sendte den første bølge af »Inferno« på gaden 14. maj, der har inviteret. De har hver spyttet godt 50.000 kroner i festkassen mod at få lov til at invitere ti gæster. Rådhusets facade er prydet med et »Inferno«-banner, byens borgmester byder velkommen i overstrømmende vendinger, og tjenere med hvide handsker skærer kødet for og skænker vin. Palazzo Vecchios vægge er til lejligheden badet i et intimt rødt lys, og tonerne fra et flygel fylder salen, hvor også forlæggere fra en del af Dan Browns øvrige 36 udgiver-lande er mødt op.

På en endevæg hænger Dantes dødsmaske, bevogtet af en vagt. Dan Brown selv ankommer en lille time inde i festen. Han siger nogle få ord til forsamlingen og bevæger sig så rundt i menneskemængden, ledsaget af sine sikkerhedsvagter. Han trykker hænder og stiller op til fotografier, og forsvinder med jævne mellemrum ud bag en dør til et sted, som resten af festens gæster ikke har adgang til.

Den næste dag er dødsmasken og »Inferno«-banneret væk. Men Dan Brown optræder endnu en gang på Palazzo Vecchio. Denne gang som trækplaster ved åbningen af en litteraturfestival, som avisen la Repubblica står bag. Publikum er mødt talstærkt frem og klapper begejstret af Dan Brown, som gentager mange af sine svar fra pressemødet dagen forinden - nogle af dem stort set ordret, og han må endnu engang forholde sig til, at alle ikke er lige begejstrede for hans forfatterskab.

»Jeg skriver den type bøger, som jeg gerne selv vil læse. Jeg benytter en stil og et sprog, som jeg selv kan lide som læser. Som forfatter, musiker og billedkunstner har man kun sin egen smag til at guide sig,« siger Dan Brown og uddyber, før han tager en indåndning, som mikrofonen fanger:

» Jeg ved, at nogle mennesker kan lide det, og andre ikke kan.«