Damernes diva

Camilla Lindemann er nyudnævnt chefredaktør for Femina, som hun fra 1. marts bestyrer ved siden af Månedsmagasinet IN. Hun står også i spidsen for det nye magasin Psykologi. Berlingske Tidende har talt med damebladenes ukronede dronning, der har en direkte kontakttil over 700.000 danske kvinder.

Damernes diva - 1
»Jeg synes, det er en fornærmelse at sige, at fordi man interesserer sig for nye støvler og nyt tøj, så kan man ikke interessere sig for en dybdeborende artikel. Det er lige så stor en fordom, som at alle blondiner er dumme,« siger chefredaktør Camilla Lindemann. Foto: Rune Feldt-Rasmussen Fold sammen
Læs mere

Hun kender vores inderste drømme. Hvad enten de handler om vinterens hotteste støvler, en umættelig længsel efter nærvær eller manden til »alt det sjove«. Hun er også helt på det rene med, at ingen kvinder mentalt er mere end 37 år, og hvis man tror andet, kan man godt pakke sammen som damebladsredaktør.

Det sidste har Camilla Lindemann ingen planer om. Faktisk det stik modsatte. Efter sytten år som chefredaktør for Månedsmagasinet IN, landets bedst sælgende månedsmagasin for kvinder, overtager hun 1. marts også chefredaktørposten på Femina - endnu et af Aller-koncernens flagskibe.

Læg dertil det nye magasin Psykologi, som landede på kioskhylderne i februar. Der er det ikke blevet stående urørt. Magasinet, der rammer lige lukt ned i tidens selvhjælpsbølge og behov for fordybelse, er endnu et udtryk for Camilla Lindemanns udprægede sans for tidens strømninger. Og for hendes professionelle håndelag udi damebladsskrædderi.

Foreløbig udkommer Psykologi, som i sin seneste udgave har Susanne Bier som coverhistorie, i et oplag på 15.000, men udgivelsesfrekvensen er allerede sat op. I det nye nummer kan man også læse en dybdegående artikel om de psykologiske årsager til, at vi går amok ved julefrokosten, og det kan jo være nok så nyttig viden.

»Folk skriger på nærvær, nærvær og nærvær, for det får vi jo ikke i denne her hverdag, vi lever. Men det er ikke noget med åndernes afmagt. Vi behandler psykologiske og eksistentielle emner, og kodeordet er troværdighed. Det er ikke en hvilken som helst terapeut eller alternativ behandler, vi lukker ind i spalterne,« siger Camilla Lindemann.

Tæller man læserne af Månedsmagasinet IN og Femina med, har Camilla Lindemann som chefredaktør for de tre nævnte magasiner kontakt til over 700.000 danske læsere. Så ikke alene er den 55-årige chefredaktør i dag et af Allers bedste kort i kampen om de attråværdige kvindelige læsere. Hun er også en magtfuld meningsdanner, selv om hun ikke opfatter sig selv som sådan.

»Jeg ved såmænd ikke, om mine læsere overhovedet tænker over, hvem der laver bladet,« siger hun.

Til gengæld tænker Camilla Lindemann en hel del over, hvem hun laver blad for, og når det gælder IN, drejer det sig typisk om voksne, veluddannede storbykvinder - og deres døtre. Alder bryder hun sig ikke om at sætte på sine læsere.

»Ingen mennesker bryder sig om at blive sat i bås, og når folk spørger mig, hvilken alder vi skriver til, siger jeg altid: »Det handler ikke om alder, det handler om livsstil«, for du kan være 27 og gå i cowboytøj, og du kan være 70 og gå i cowboytøj. Og derfor tror jeg heller ikke på blade, hvor man henvender sig til 50 plus, for ingen kvinde er nogensinde mere end 37 rent mentalt.

Det betyder ikke, at man skal klæde sig skrigende ungdommeligt, for det er fuldstændigt latterligt, og man kan godt være sin alder. Men hvor mange gider blive mindet om, at nu skal du sandelig kommes i en bestemt kategori, for nu er du fyldt halvtreds. Derfor kan man jo godt kigge sig i spejlet og elske sine rynker,« siger Camilla Lindemann, der nu ikke selv ser ud til at lide af sidstnævnte fænomen.

I modsætning til IN henvender Femina sig til en bredere læserskare, som kommer fra hele landet. Camilla Lindemann er ikke meget for at komme med programerklæringer eller antydninger om, hvordan hun har tænkt sig at forny Femina, der i årevis har ligget i knivskarp konkurrence med Alt for damerne.

»Nu tiltræder jeg jo først til marts, og jeg vil da også lige understrege, at Femina går rigtig godt. Der er ikke tale om et blad i krise, og der er heller ikke nogen dramatik omkring min udnævnelse. Det handler om, at Jutta Larsen har valgt at gå af som chefredaktør efter 33 år. Men selvfølgelig har jeg ikke sagt ja til opgaven uden at have en ambition om at sætte mit fingeraftryk - og give konkurrenterne kamp til stregen,« siger hun.

Hvilket de formentlig også kan vente sig, for Camilla Lindemann er kendt for at kunne ruske op i et og andet.

»Hun er skrap,« bemærker en mandlig kollega i forbifarten, inden vi skal mødes med Camilla Lindemann i Allers Fort Knox-agtige hovedkvarter ude i Valby. Spørgsmålet er, om man ville bruge det samme udtryk om en mandlig chefredaktør af samme kaliber. Næppe. Man ville snarere sige »en hård nyser« eller hvad med »en dygtig chef«?

Camilla Lindemann er begge dele. Men specielt skrap virker hun nu ikke, da hun byder indenfor i sit »kreative værksted« af et kontor, hvor dynger af magasiner og papirbunker vidner om, at her foregår andet og mere end lakering af negle.

»Jeg ved godt, at jeg går for at være skrap, men jeg er nødt til at tage det som en kompliment, for jeg ved, at jeg kan skære igennem og tage beslutninger, og det er per definition maskulint - selv om jeg nu har mødt mange mandlige chefer, der ikke havde de evner,« siger hun med den snert af humor, som mere end så meget andet karakteriserer hendes person. Øjnene gnistrer veloplagt, og man tror hende gerne, når hun siger, at hun ikke er spor bange for at være upopulær.

»Man må kunne tåle at være upopulær en gang imellem, når man er chef. Det er ikke det sjoveste, men sådan er det. Jeg lægger stor vægt på, at folk kan stole på mig, at jeg står ved mit ord, og jeg er kendt for at sige tingene lige ud.«

Til sine læsere siger hun også tingene lige ud. I sine klummer i IN er hun ikke bleg for at pirke til det kommercielle univers, som damebladene også er rundet af. Heller ikke selv om nogle mennesker, synes det er underligt, at hun som

chefredaktør harcelerer over nogle af de ting, hendes eget magasin lever (godt) af at lægge frem for læserne.

»Jo, men selv om jeg er chefredaktør for et magasin, som inspirerer til forbrug, vil jeg have lov til at forfægte mine egne synspunkter. Fordi vi bringer en mode- eller boligreportage, er det jo ikke ensbetydende med, at man skal skifte hele sin garderobe eller sit indbo ud. Der er ikke noget i vejen med at drømme, og jeg bliver da også selv inspireret, men jeg tillader mig at mane til lidt fornuft.«

Også selv om »veninderne Ilva og Ikea ikke bryder sig om det,« som hun skriver i det seneste nummer af IN.

»Jeg har også engang skrevet, at mikroovnen aldrig ville finde vej til mit hjem. Jo, hvis folk har lyst til at købe en mikroovn eller en anden ny køkkenmaskine, skal de da endelig gøre det. Men først og fremmest bestræber jeg mig på at være lidt humoristisk. Jeg synes ikke, vi skal tage os selv så højtideligt, men mange mennesker har den opfattelse, at hvis man er chefredaktør for et glossy magasin, så bestiller man ikke andet end at trippe rundt i Chanel-sandaler til receptioner og vifte med lakerede negle. Sådan er mit liv ikke,« siger hun.

»Jeg sidder og knokler ved computeren, sætter i gang og redigerer, er glad og gal og bliver forstyrret ligesom alle andre. Jo, jeg har et sjovt job, men jeg tror såmænd ikke, mit liv er så forskelligt fra andre kvinders. Jeg lever et meget almindeligt kvindeliv med gæster og venner, glæder, sorger og bekymringer.«

Hun lever også et singleliv. »Det gør mange af mine læsere jo også«. Hun har to voksne børn, to børnebørn, som hun er konstant forelsket i, og tre parforhold bag sig. Camilla Lindemann har blandt andet været gift med Jyllands-Postens navnkundige chefredaktør Jørgen Ejbøl. Men hun erkender, at hun på det personlige plan ikke har opskriften på et perfekt parforhold.

»Problemet er, at vi moderne kvinder vil have en mand til alt det sjove. Han skal ikke forsørge os - ofte er det nærmest omvendt. Mænd kan godt blive forskrækkede over stærke kvinder i min alder. Han skal leve op til meget - være stærk, følsom, sexet og ikke mindst sjov! Men det ville da være skønt med en mand, der gad tage en lækker sweater på, bære lidt brænde ind i sommerhuset, tænde op i ovnen og skænke et godt glas rødvin!«

Karrieren og kærligheden
Hun afviser blankt, at karrieren har kastet grus i kærlighedsmaskinen.

»Jeg har ikke altid arbejdet så meget, som jeg gør lige nu. Men som min datter sagde, da jeg blev udnævnt til chefredaktør for Femina: »Det er da også perfekt at tage sådan en som dig. Du har jo ikke barnets første sygedag!« Men så tilføjede hun, at »du jo så heller ikke rykker ud, når mine børn er syge«, og det er rigtigt. Vi har et meget tæt forhold, mine børn og jeg, men det er klart, at jobbet let kommer til at fylde meget, og det får det måske også lov til, fordi jeg ikke skal ræse hen i en institution eller til børn, der sidder derhjemme og venter på aftensmaden.«

Som chefredaktør for så toneangivende blade og magasiner, må du have stor indflydelse som meningsdanner?

»Nu havde det nok set anderledes ud, hvis der var tale om en tilsvarende post i dagspressen. Jo, nu skriver du om det, men ellers beskæftiger dagbladene sig kun med ugebladene, hvis der er noget, man kan forarges over. »Se, nu slås de igen«. »Drømmefabrikkerne«, kalder dagbladene os. Egentlig synes jeg, det er meget uretfærdigt, for damebladene bidrager med megen viden. Det pudsige er også, at både dagbladene og TV i den grad går ugebladene i bedene i øjeblikket. Se nu bare Berlingske Tidendes tillæg MS. Rent magasin. I kan bare ikke trykke det på så lækkert papir, som vi kan. Derfor synes jeg, I skal overlade det til os at lave magasiner!«

Mens dagspressen gafler sig ind på ugebladenes domæne med alt fra skæbnefortællinger til boligprogrammer, tager damebladene til gengæld flere »tunge« emner op. De bringer store temaartikler, som præcis lige så godt kunne have stået i et dagblad. IN har eksempelvis haft stor succes med et tillæg, som går i dybden med kvinders arbejdsliv.

»Det ville vi ikke have gjort for ti år siden. Og tillægget handler ikke kun om at være topkarrierekvinde, men også om kvinder og lønforhandling og kvinder som iværksættere. Der er stadig brug for artikler om kvinder og lønforhandling, og rigtig mange kvinder drømmer om at blive selvstændige,« siger Camilla Lindemann.

Er der en grænse for, hvad I kan skrive om i et magasin som IN?

»Ja, det er der. Vi har heller ikke så direkte en sprogbrug som eksempelvis Woman. Vi skriver ikke pik og kusse på forsiden. Men i næste nummer af IN har vi en større artikel om onani, og så kan du sige: »Ih nej, skal de pæne damer læse om det. Ja, det skal de, fordi jeg er så naiv, at jeg stadig tror, at INs læsere har et sexliv. Det vil jeg da meget håbe for dem.

Vi tager også problematiske emner op. For eksempel bragte vi en historie om en kvindelig narkopusher, der var blevet sat i fængsel. Også for at fortælle, hvordan det er at sidde i fængsel - hvor meget ved du om, hvordan det er at sidde i fængsel?

Historierne behøver ikke absolut handle om nogen, vi har sympati for. Men hvis du spørger, om jeg vil bringe en artikel om en mandlig pædofil. Det ville jeg ikke. Der går grænsen, så kan man sige, at de begge to er kriminelle, men der går en moralsk grænse,« siger hun og vil ikke afvise, at Psykologi bragte en artikel om pædofili.

»Men generelt tror jeg, modstanden i befolkningen mod pædofile er stor - og jeg har ikke lyst til at jage læserne væk. Der er en grænse mellem at være nysgerrig og tage afstand.«

Fornærmende fordomme
Camilla Lindemann siger, at der stadig hersker mange fordomme om damebladene. Hun opfatter det som en fornærmelse, når folk har den holdning, at fordi man interesserer sig for et par nye støvler og nyt tøj, så kan man ikke samtidig interessere sig for en dybdeborende artikel.

»Det er lige så stor en fordom, som at alle blondiner er dumme. Jeg er ked af, at man betragter dameblade som et useriøst univers, for vi bringer megen viden. Et magasin som IN har desuden en anden vigtig funktion. Det fungerer som et frikvarter, et pusterum. Det er noget, kvinden køber som en egoistisk ting, og på redaktionen lægger vi vægt på, at det er sådan. Af samme grund skriver vi ikke meget om mandemode, selv om vi ved, mange kvinder køber tøj til deres mand. Vi skriver heller ikke meget om børn, og det gør vi ikke, fordi kvinders omsorgsgen får rigelig med næring i forvejen. Jeg plejer at sige, at bladet skal gøre det ud for en rigtig god samtale med en veninde. Derfor er vi heller ikke bange for at provokere læserne. En god veninde taler heller ikke altid en efter munden.«

Camilla Lindemann husker, at hun selv led af den samme berøringsangst overfor ugepressen, da hun i sin tid blev hentet til Familie Journalen fra en stilling som journalist på Ringsted Dagblad.

»Min første indskydelse var at sige nej, for det var vist ikke noget for mig. En kollega hos Aller sagde da også: »Enten bliver du her i tre måneder, eller også bliver du her hele livet«. Det var i 1983, året efter blev hun bedt om at være med til at lancere det nye månedsmagasin IN, og kort efter blev hun udnævnt til chefredaktør. Det har hun været lige siden. Fra 1. marts sætter hun sig også på Femina og dermed to af Allers bedst sælgende dameblade.

Spørgsmålet er, om hun overhovedet får tid til at sætte kløerne i en mand. Foreløbig trøster hun sig med, at de fleste skønne mænd ikke er ledige mere end fem minutter ad gangen.

»Mænd flyver som regel lige i armene på en ny kvinde. Enten forlader de konen, fordi de har forelsket sig i en anden, og hvis det omvendte er tilfældet, skynder de sig ud og finder en ny,« siger hun og husker, da en veninde inviterede hende til middag, fordi Camilla skulle flettes sammen med en dejlig mand.

»Min veninde ringede en fredag, og middagen skulle være den følgende tirsdag, så jeg sagde med det samme, at han da næppe ville være ledig weekenden over. Og heri fik jeg helt ret.«