Damen, der fik nok og forlod filmbranchen

75 år i dag. Hun var en af dansk films få auteurer med et skarpt blik for tidens kvinde- og kønsroller. Men i sidste ende forlod Helle Ryslinge alligevel filmbranchen for at lave noget helt andet.

Hun var en af dansk films få auteurer, men i sidste ende fik Helle Ryslinge nok. I dag arbejder den 75-årige instruktør som yogalærer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kim Agersten

Der findes film, der er så ikoniske, at de påvirker vores måde at betragte andre mennesker på. En af dem er »Flamberede Hjerter«.

Alle, der har set det farverige parforholds-drama, får et forandret forhold til retten pølser med kartoffelmos, som en sminket Kirsten Lehfeldt serverer for sin (ulidelige og aggressive) kæreste, der senere giver hende et ordentligt lag tæsk som tak for mad. Den dag i dag kan man stadig tænke, at dér går en person, der fortjener en omgang pølse med mos.

Scenen er også sigende for filmens instruktør, Helle Ryslinge, der havde et skarpt blik for kvindelig satire længe inden, der var tænkt på »Ditte & Louise«.

Damen der fik nok
»Flamberede Hjerter« havde premiere i 1986, hvor den dynamiske Ryslinge allerede havde været rundt i snart sagt alle hjørner af det alternative teater-, musik- og filmmiljø. Hun begyndte ellers som lærerstuderende og med to afskedigelser fra skolevæsenet på grund af sin hippie-livsstil, fandt hun en sjovere og mere rummelig branche i teatret.

Fra begyndelsen lå hendes fokus på de skæve og sjove tidstypiske kvindeskikkelser, som hun også dyrkede i twowomenshowet »Dameattraktioner«, hvor hun og skuespilleren Anne Marie Helger hudflettede tidens kvindeidealer og de kvinder, der villigt tog dem på sig. Showet blev senere udgangspunkt for Christian Braad Thomsens film »Koks i kulissen«, som damerne spillede hovedrollerne i. Oplevelsen gav Ryslinge mod på at instruere – og bestemme – selv.

I »Sirup« spiddede hun kunstmiljøets hulhed og i »Carlo & Ester« fortalte hun om kærlighed i alderdommen.  Den sidste store film, Helle Ryslinge skrev og instruerede, var »Halalabad Blues« fra 2002. Herefter forlod Ryslinge branchen – simpelthen fordi hun ikke kunne holde den ud.

Helle Ryslinge har nemlig altid været sin egen. Hun er en af dansk films få auteurer, dvs. instruktører, der skriver manuskripter til deres egne film og har et personligt budskab, og da man pludselig krævede, at hendes film skulle afprøves på et testpublikum og gennemgå alverdens kompromiser, fik hun nok.

»Bogstaveligt talt havde jeg det sådan efter »Halalabad Blues«: Vil du leve eller dø? Hvis du vil leve, så er det ud af den branche«, som hun sagde i et interview med Alt for Damerne sidste år.

I dag arbejder Ryslinge som yogalærer. En disciplin, hun er blevet god til. Hun laver også små private film, men drømmer ikke om at vende tilbage til den professionelle del af branchen, som hun flere steder har kaldt direkte »forfærdelig«.

Måske skulle man servere dem en ordentlig omgang pølser med mos.