Dagens hotte navne

Jamie Lynn Spears. Først er der gode nyheder for Britney Spears’ 16-årige og gravide lillesøster. Hendes kæreste, der har gjort hende gravid, bliver ikke tiltalt for voldtægt.

Det er nemlig blevet bekræftet, at sperminatoren kun er 18 år gammel og ikke 19 som hidtil antaget. Det betyder, at der er lidt under to års aldersforskel på de to, og således er de lykkelige omstændigheder ikke i strid med loven. Men der er desværre også slanger i white trash-paradis. I hvert fald er der vedvarende rygter om, at de unge mennesker ikke længere er kærester, men igennem et stykke tid har været on-off. Således har Jamie Lynn ønsket, at hendes mor skal være ved hendes side ved fødslen, mens Casey, som charmøren hedder, er blevet bedt om at holde sig væk.

Jordan. Den britiske brystbombe er kommet galt at sted. Det skete, da hun var i Los Angeles for at få foretaget en brystreduktion (!). Her faldt hun ned ad trapperne, og slagene var så voldsomme, at Peter Andres hustru først troede, hun havde brækket begge ben. Så slemt stod det gudskelov ikke til, men Jordan er stadig indlagt på hospitalet. Det er ikke første gang, den lille familie oplever slemme ting i december. Således blev Jordans fire-årige søn Harvey, der tidligere har været meget syg, sidste år voldsomt forbrændt nytårsaften og måtte bruge lang tid på hospitalet. Om Jordans uheld får konsekvenser for brystreduktion er stadig uklart.

Heather Mills. Paul McCartneys tidligere kone, den etbenede Vild med dans-deltager Heather Mills (foto), er kommet i problemer i forbindelse med deb langvarige og overordentligt bitre skilsmisse med eksbeatlen. Hendes advokater truer nemlig med at lægge sag an mod hende, fordi hun ikke har betalt deres advokatsalær. Heather Mills, der er tidligere model og muligvis også tidligere luksusluder, skylder angiveligt 20 millioner kroner, så hun må nok hellere skynde sig at indgå et forlig med Sir Paul. Det vil indbringe hende penge nok til at betale advokatregninger til evig tid.