Dagen da Bobby skulle dø

»Bobby« er en suverænt underholdende film om en lang række begivenheder den dag og det sted, hvor Robert Kennedy blev myrdet i 1968.

Man kan simpelt hen ikke huske, hvornår man senest har siddet i en biograf og så brændende som her håbet, at en af personerne i en film ikke ville blive skudt til slut. Men det bliver han.

Det tør man afsløre, for ganske absurd sidder man og håber mod bedre vidende, idet Emilio Estevez'»Bobby« foregår på Hotel Ambassador i Los Angeles den 5. juni 1968 - det sted og den dato, hvor den 42-årige senator og præsidentkandidat Robert F. Kennedy på sin kampagnetur under primærvalget omkring midnat blev skudt og såret så alvorligt, at han døde den følgende dag.

Vi ved altså alt for godt, hvad filmen slutter med, men vi håber stædigt og vedholdende, at den alligevel ikke gør det. Hvormed en del er antydet om den stærke emotionelle appel i »Bobby«, selv om den primært slet ikke handler om den populære senator eller overhovedet om politik. Derimod beretter den om et bredt og broget udsnit af de mennesker, der - som os alle - bevidst og ubevidst påvirkes af politikernes beslutninger, og dermed behøver man strengt taget ikke vide noget som helst om den brillante Kennedy-klan og dens makabre kølvand af tragedier for at få udbytte af filmen.

Med det store hotel som sin luksusflunkende skueplads og med sit energiske mylder af farverige personer minder »Bobby« om Edmund Gouldings uopslidelige klassiker »Grand Hotel« fra 1932, men først og fremmest er den tydeligt inspireret af den stil, som nyligt afdøde Robert Altman brugte så virtuost i værker som »Nashville«, »Short Cuts« og senest »Gosford Park«. Det vil sige, at vi præsenteres for et betragteligt antal mennesker, som for manges vedkommende ikke kender hinanden, men hvis skæbnetråde alligevel krydser hinanden diverse steder i den mangefarvede mosaik, der udgør filmens sindrigt sammenflettede handling.

Intelligent instruktør

Emilio Estevez skal bestemt ikke bebrejdes, at han har ladet sig kraftigt påvirke af mesteren Robert Altman, for den komplekse stil fungerer fornemt i »Bobby«, der ikke mindst henter tema fra »Gosford Park«, idet den med sin modstilling af det hårdt arbejdende personale i hotellets køkken og de velhavende gæster oppe på værelserne er baseret på en upstairs and downstairs struktur, som rummer en kritisk social kommentar, der går godt i spænd med de idealistiske politiske visioner, som man hører Robert Kennedy fremføre i gamle dokumentaroptagelser elegant anbragt på strategiske steder i filmens brogede og bugtede forløb.

Med sin første spillefilm i ti år træder Emilio Estevez med et syvmileskridt op i den lille, eksklusive gruppe af intelligente Hollywood-underholdere med noget på hjerte, og ud over sin far, Martin Sheen, har han et overflødighedshorn af gloriøse skuespillere i filmens ikke færre end 22 bærende roller - navne som William H. Macy, Sharon Stone, Anthony Hopkins, Demi Moore, Elijah Wood, Lindsay Lohan. Christian Slater, Helen Hunt og Emilio Estevez selv (som en alkoholiseret sangstjernes bekymrede ægtemand) lyser op i det kalejdoskopiske udvalg af fint sammenføjede episoder, der bl.a. skildrer farvede mænds frustrationer, gamle mænds nostalgi, modne mænds utroskab samt et par unge mænds første møde med LSD - sidstnævnte sidehandling er ret sjov, men flipper lovlig bogstaveligt ud og bryder med den klarhjernede tone, der ellers præger denne flot tænkte og præcist disponerede film.

Med Robert F. Kennedy som karismatisk omdrejningspunkt, med krigen i Vietnam som dyster baggrund og med sentressernes populærmusik (Cream, Donovan, Simon & Garfunkel etc.) på lydsporet kommer »Bobby« ganske ubesværet vidt omkring i psykologiske, sociale, politiske og seksuelle krinkelkroge, og bortset fra et par steder, hvor dialogen stivner momentant i belærende monologer, gør den det med verbal lethed, visuel vitalitet og muskuløs sans for humor. Filmen handler faktisk om store, vigtige emner, men er hverken tung i travet eller tør i mælet, og generelt er de medvirkende ekstraordinært veloplagte - Sharon Stone har f.eks. aldrig været bedre end som den slidte blondine, der paradoksalt som begavet bimbo både leder hotellets frisørsalon og er gift med dets sidespringende direktør.

Det er tankevækkende (og deprimerende) at sammenligne Robert F. Kennedys inspirerede retorik i dokumentarindslagene og især på lydsporet i filmens magtfulde, gribende slutning med den nuværende amerikanske præsidents måde at formulere sig på, mens det til gengæld er en opløftende fornøjelse at se en film så menneskeklog, morsom, rørende og alt i alt suverænt underholdende som »Bobby«.