Dårligt arbejdsmiljø på P3: Tidligere ansatte fortæller om magtmisbrug, mobning og psykisk chikane

En række tidligere og nuværende medarbejdere på P3 står nu frem med navn i Politiken og klager over arbejdsmiljøet på radiostationen i DR og håndteringen af deres tidligere klager. Berlingske har talt med den ene klager, som mener, håndteringen fra DR har været »inkompetent og manipulerende«.

En række tidligere og nuværende medarbejdere fortæller åbent om et »usundt« og »giftigt« arbejdsmiljø på DRs radiokanal P3. Erik Refner/Ritzau Scanpix

Endnu en sag om en usund kultur på DR er kommet op til overfladen. Denne gang drejer det sig om arbejdsmiljøet på DRs radiokanal P3.

Flere personer står nu frem i Politiken ved navn og klager over ledelsen på P3. Derudover er der ifølge Politikens afdækning af sagen yderligere 12 anonyme klager over ledelsen.