Da »Sex and the City« ændrede verden

Hvordan blev »Sex and the City« så stort? I anledning af premieren går vi bag om seriens succes. AOK-guide: Hvis Carrie var Københavner

Foto: Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I begyndelsen var ordet. Så fulgte lyden af stiletter. »Sex and the City« begyndte som en klumme i avisen »New York Observer«, skrevet af journalisten Candace Bushnell. Men blev med TV-serien på rekordtid et af de største fænomener inden for moderne populærkultur. Hvis ikke det største.

I morgen er det ti år siden, Carrie Bradshaw debuterede som TV-heltinde, da betalingskanalen HBO den 6. juni 1998 for første gang viste »Sex and the City«. Men Carrie og veninderne Miranda, Charlotte og Samantha er hottere end nogensinde.

I USA havde »Sex and the City: The Movie« premiere sidste fredag og indbragte i åbningsweekenden mere end svimlende 55 millioner dollar. Og dermed mere end »Indiana Jones og krystalkraniets kongerige«. Et tegn på den popularitet, serien har opnået i de seks år, den blev vist. Og de fire den er blevet genudsendt.
Siden Carrie i første afsnit spurgte »Kan kvinder have sex ligesom mænd«, uden at føle noget, har millioner af kvinder, og lidt færre mænd, i over 200 lande fulgt hende.
Hun skriver klummer i avisen »The New York Star« med sine veninder som kilder. Advokaten Miranda har mistet troen på kærligheden. PR-kvinde og maneater Samantha har aldrig haft den. Og kunsteksperten Charlotte drømmer om en prins i hvid Porsche og hånddekoreret porcelæn til 12.

For »Sex and the City«s seere åbnede sig et nyt univers, hvor kvinder forkæler sig selv med sko til 4.000 kr., diskuterer deres orgasmer over søndagens brunch, og hvor mænd sættes i bås som »Mr. Big«, »Mr. Perfect« eller sågar »Mr. Pussy«. Ikke for at såre dem. For sjov.

Med referencer til alt fra Woody Allen til hardcore porno med Linda Lovelace søgte kvinderne kærlighed. Men nøjedes ofte gerne med sex.
Carrie Bradshaw og hendes pseudo-antropologiske studier af mænd og kvinder i storbyen gik lige i hjertet på en generation af singlekvinder. Plus en stor del af dem i fast forhold.

Rollemodeller eller reklamesøjler?

Seriens hovedpersoner blev rollemodeller og stilikoner. Men samtidig rasede kritikken. Er »Sex and the City« ikke nedladende over for kvinder? Som om kvinder ikke har andet i hovedet end mænd og mærkevarer, lød det.

Imens blev serien i stigende grad et showroom for moderigtige mærkevarer. Manolo Blahnik, der havde lavet sko siden 1971, blev berømt, da Carrie erklærede sig som fan. Og når hun kaldte Prada på Fifth Avenue for sit tempel, lugtede det af product placement.

Op til premieren på spillefilmen beskrev blandt andre den Oscar-vindende filminstruktør og forfatter til blandt andre »Taxi Driver«, Paul Schrader, serien som en reklamesøjle for luksustøj. Ikke andet.
Det er ikke et synspunkt, der deles af Anne Jerslev, der er film og medieforsker ved Københavns Universitet.

Nyskabende TV-serie

»Serien står for en nyskabende æstetik. Det har være umådeligt interessant at se den, fordi den er så modisk. Den iscenesætter scenerne, som var de modefotografier. De fire kvinder koreograferes altid i billedfladen. Når de sidder på en restaurant, er de klædt, så farverne er afstemt,« siger Anne Jerslev, der gennem sit arbejde har specialiseret sig i blandt andet TV-serier.
»Tænk på scenen, hvor Carrie løber hen over en plads i Paris i aftenkjole? Byen iscenesættes som en catwalk, og man glæder sig til at se billederne hver gang. Jeg opfatter det ikke som overfladisk, men som en form for tværmedialitet,« siger hun og kalder »Sex and the City« en blanding af det bedste fra Vogue og Alt for Damerne.

»Det er for flot bare at afvise serien som reklame for luksusmærker. Den portrætterer nogle meget menneskelige drømme, vi alle har, som handler om kærlighed. Og den gør det med humor,« siger Anne Jerslev. Hun minder om, at kvinderne bliver udsat for en del mindre ydmygelser.

Som Carrie, der går modeshow, men falder på podiet. Eller da hun til sin forskrækkelse højlydt slipper en vind under Mr. Bigs silkelagner.

»Serien kan godt lide parforhold og romantisk kærlighed. Men den har også en forfriskende mangel på borgerlighed. Trods luksustøjet. Der er en modvilje mod heteroseksuel normalitet og det pæne borgerlige familieliv med børn og sommerhus, hvor man er optaget af, hvilken type træ man skal lægge på sit gulv. For de her kvinder er det vigtigste at bevare selvironien og selvrespekten,« siger Anne Jerslev og påpeger, at det er den historie, man som fan af serien køber sig ind i. Som da Carrie efter at være blevet hængt ud med tømmermænd på forsiden af et magasin med overskriften »Single and fabulous?« siger: »Jeg besluttede mig for, at jeg i stedet for at flygte fra min frygt for at være alene ville invitere min frygt ud på frokost. Så sad jeg der og fik et glas vin – alene. Uden bog, uden mand, uden venner, uden rustning, uden at fake.« På lydsiden høres Aretha Franklins »Respect«.

Fra Tupperware til dildoparty

Sociolog og trendrådgiver Emilia van Hauen mener heller ikke, man skal undervurdere »Sex and the Citys« kulturelle betydning.
»Før i tiden var det nærmest en katastrofe, hvis man var over 30 og ikke havde en kæreste. Sådan er det ikke længere. Og så satte serien kvinders sexlyst på dagsordenen,« siger Emilia van Hauen, der bemærker, at hvor kvinder før i tiden mødtes for at købe Tupperware, går de nu til dildoparties.

»Sex and the City« er et feltstudie om kvinder fra den kreative klasse, deres livsformer og relationer. Her er gamle dyder som fysisk omsorg og familieværdier ikke centrale for deres selvforståelse. Kvinderne skal stadig være fysisk attraktive for at overleve, men det er deres hjerner, der sikrer dem selvstændighed,« siger Emilia van Hauen.

Men hvordan har folkene bag serien oplevet den overvældende succes?
Vi giver det sidste ord til Cindy Chupack, der er en af forfatterne bag »Sex and the City«. Hun har blandt andre skrevet afsnittet »Just Say Yes«, hvor Carrie finder en forlovelsesring i kæresten Aidans jakke og reagerer ved at løbe ud og kaste op. Fra Los Angeles siger hun til Berlingske Tidende: »Jeg føler, at serien har gjort verden til et mere sikkert – og sjovere – sted for singlekvinder. Før var det at være single en byrde, man skulle bære, mens man ledte efter en mand. »Sex and the City« glamouriserede singleliv, men gjorde reelt også livet lettere for singler. Jeg hører hele tiden fra kvinder, for hvem serien ændrede deres liv. Om hvordan de nu kan set, at de har mødt en »Harry« (en god mand, red.) eller at deres livs kærlighed er en Mr. Big (det modsatte, red.). Jeg har mødt kvinder, der har fortalt, at Samanthas brystkræft og Mirandas mors begravelse har hjulpet dem gennem lignende oplevelser. Jeg føler, at serien gav kvinder lov til at grine af deres dårlige dates og ulykkelige kærlighedshistorier. Til at turde tale om sex. Til at sætte bedre pris på deres venskaber – og sidst, men ikke mindst – på deres sko.«