Da sensationsfilmen kom til Dollerup Bakker

For godt 100 år siden tog et filmselskab fra København til Dollerup Bakker 10 kilometer sydvest for Viborg for at lave kulørte ramasjangfilm. De byggede blandt andet en vulkan og fik sprudlende succes.

Det bakkede og uberørte landskab ved Hald Sø var i sin tid perfekte omgivelser for filmproduktion. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jacob Wendt Jensen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når historien om dansk stumfilm skrives, er det typisk Nordisk Film, der bliver fremhævet. Men der var andre filmselskaber i Danmark.

Et af dem hed A/S Filmfabrikken Danmark, og fra 1913 forsøgte sig med en stribe såkaldte »sensationsfilm«. Det var datidens popcorn-film, hvor vægten lå på action og underholdning som for eksempel slagsmål og forfølgelsesscener.

På anbefaling af journalist og manuskriptforfatter Richard Lund, der stammede fra Jylland, fik ledelsen i Filmfabriken øjnene op for mulighederne i Dollerup Bakker ved Hald Sø syv kilometer sydvest for Viborg.

Landskabet var dels uspoleret uden telefonpæle og den slags nymodens forstyrrelser i 1914, og så var det sammenlignet med resten af det flade Danmark temmelig eksotisk, fordi det var lige præcis her, at gletsjerstrømme fra Norge og østersølandene var mødtes under den sidste istid.

Det havde formet bakkerne i Dollerup, hvoraf de højeste lå 80 meter over vandoverfladen og Hald Sø, der er op til 31 meter dyb. Et landskab der var værd at rejse helt fra København til for at lave stumfilm med en eksotisk udstråling.

Emanuel og Mille

»Zigøjneren Raphael« (1914) var den første film, der blev indspillet i Dollerup Bakker og Emanuel Gregers og Emilie Sannom spillede hovedrollerne. Gregers begyndte sin karriere i filmverdenen som skuespiller, og midt i 1910’erne var han en værdig konkurrent til Nordisk Films verdensstjerne Valdemar Psilander. I 1930’erne blev han instruktør af film som »Mille, Marie og mig« med Marguerite Viby og »Bolettes brudefærd« med Bodil Ipsen.

Emilie Sannom - eller Mille som hun blev kaldt - var en af datidens helt store kvindelige skuespillerstjerner. Hun sloges med Asta Nielsen i Nielsens gennembrudsfilm »Afgrunden« fra 1910 og blev derefter stjerne i egen ret og senere optrådte hun også med farlige stunts i flyvemaskiner. På trods af tilbud fra udlandet blev Mille - i modsætning til Asta Nielsen - i Danmark. Blandt andet med en syv års kontrakt hos Filmfabriken.

Filmfabrikens første film i bakkerne blev markedsført med teksten: »En film rig på sensationelle optrin. Slangegiften brændes ud af det lille barns arm. Zigøjnerpigens knivkastning. Rensdyrets flugt over heden med den fangne grevedatter og den mægtige hedebrand, hvor 30 tønder land omspændes af flammer«.

Filmen er den eneste af filmene fra Dollerup, der er bevaret i dag og man var god til at udnytte mulighederne i lokalområdet.

I Viborg Stiftstidende skrev man da også:

»Filmfabriken Danmark er i færd med at optage et større stykke, hvori man har brug for landskaber, dybe slugter, skovpartier, vand, hede osv… hvortil egnen omkring Hald afgiver udmærket materiale. Man kan i det hele taget risikere at møde nogle sære skikkelser i disse dage«.

Hedebrand og stunts i Hald ruin

For eksempel var det oplagt at låne en flok af de rener, som en farverig landmand havde indført på heden vest for Hald Sø nogle år tidligere. Han havde efterhånden mere end 1000 dyr, og de så spektakulære ud på film. Emilie Sannoms kvindelige rival slæbes for eksempel efter en ren i en ret lang jagt, som ikke ser helt ufarlig ud.

Til gengæld blev den store hedebrand som filmselskabet annoncerede med lidt af et flop, da man i filmen fortrinsvis ser røg, selv man forsøgte at holde branden i gang med petroleumstønder.

Alt i alt var man dog så imponeret over området, at man kom tilbage og indspillede flere film. Erling Greve Christensen, 72 år, tidligere leder på Hald Hovedgård har forsket meget i stumfilmhistorien i Viborg, og han forstår godt filmholdets glæde.

»Man vendte tilbage, fordi områderne er helt fantastiske rent naturmæssigt. Filmholdet kunne blive ved med at finde nye sider af landskabet, som de kunne bruge. Af og til fik de også noget forærende, da en træpavillon tilhørende Niels Bugges Kro brændte i 1914. Filmholdet skyndte sig at sætte kameraer op og så skrev de den ildebrand ind i den næste film«.

Efter »Zigøjneren Raphael« kom der ret hurtigt yderligere tre film, der alle havde undertitlerne »Bækkelund Film nummer 1, 2, 3 og 4«.

Underforstået at de var optaget ved Bækkelund, som området også kaldtes dengang. Niels Bugges Kro hed for eksempel oprindeligt Bækkelund Hotel.

Mange lokale locations blev brugt i filmene. Det gjaldt Niels Bugges Kro, Non Mølle, Halv Hovedgård og slotsruinen ved Hald, hvor man på et sjældent gammelt promotion foto fra den tredje Bækkelund-film »Hans faders ære« kan se Emanuel Gregers – ellers hans stand-in – dingle i et farligt flugtforsøg.

Den var blevet nybygget i 1906 og fungerede fantastisk som filmkulisse. Non Mølle blev også brugt i nu forsvundne scener, hvor Emilie Sannom blev spændt fast til de roterende møllevinger og kun på mirakuløs vis overlevede.

Film nummer to og fire hed henholdsvis: »Diligencekusten fra San Hilo« og »Kærlighed gør stærk«. Emanuel Gregers og Emilie Sannom spillede med i dem alle fire, og Gregers har muligvis også instrueret et par af filmene.

Gode historier

Filmfolkenes arbejde i Dollerup Bakker og omegn var en usædvanlig begivenhed, og det betød noget i lokalmiljøet. Birgit Aarestrup, 82 år, er lokalhistoriker og hun siger:

»Filmoptagelserne har først og fremmest givet folk på egnen noget at tale om. Man har simpelthen fået foræret nogle gode historier. For eksempel var der den om slagteren fra Skelhøje, der var hyret til at køre med en hestevogn med to sorte russerheste ned ad en bakke på Møldalvejen. Han fortalte ofte siden, at hver gang hestene kom til samme sted på vejen, begyndte de at løbe på samme måde som i filmen, så han måtte holde hårdt igen med tømmerne«.

Birgit Aarestrup har også i sin barndom hørt overleveringer fra både sin bedstefar og sin far om filmindspilningerne. For eksempel gjorde det indtryk på børnene, når man mødte en skuespiller, der var klædt ud som sigøjner, for var det nu en rigtig sigøjner eller hvordan hang det hele sammen?

»Min farfar fortalte mig mange af historierne igen og igen, og da jeg var barn og ung troede jeg nok, at de var opspind, men i bakspejlet forstår jeg, at det var tydeligt for dem, at det havde betydet noget«, siger Aarestrup.

Det ildsprudlende bjerg

For eksempel talte hendes farfar ofte om »det ildsprudlende bjerg«, og det virkede som den mest usandsynlige historie af dem alle, men den er ikke desto mindre sand. I filmserier skal der jo stadigt mere spektakulære optrin til for at holde interessen fanget hos publikum, og derfor fik man hos Filmfabriken den idé at peppe Dollerup Bakker op med et vulkanudbrud - formentlig i filmen »Diligencekusken fra San Hilo« - der indeholder en sekvens med titlen »Vesuv i udbrud«.

Vulkanen blev efter mundtlige overleveringer i området at dømme lavet på den bakke, der går under navnet »Sukkertoppen«, som man kan se på den modsatte side af Hald sø fra udsigtspunktet ved iskiosken på bakken uden for Dollerup by. Filmens fotograf måtte placeres på en platform med godt overblik et stykke fra sprængningen.

For at gøre illusionen perfekt, havde man indforskrevet et hold af minører fra ingeniørkasernen i nærheden til at grave et krater, som man lagde krudt og brandbare stoffer ned i. I alt blev der brugt 150 pund krudt, ti tønder benzin, seks tønder petroleum og fire tønder tjære. Krudtet var blandet op med kartoffelmel for at forhale antændingen. En stribe af små eksplosioner blev fulgt af et kæmpemæssigt brag.

»En mægtig søjle af røg og ild skød op mod himlen fra bakketoppen, og udviklede sig med rivende hast til en kulsort paddehattesky. Dertil kom ekkoet der buldrede frem og tilbage mellem lyngbakkerne og hen over Haldsøens blikstille overflade. Så voldsomme var disse ekkolyde, at de kunne måle sig med et kraftigt tordenvejr«, som et øjenvidne senere beskrev det vilde optrin.

Fra Dollerup til Japan

Filmfabriken Danmark havde et godt rekrutteringsrundlag for statister i medarbejderne på den lokale mølle, hvor der arbejdede ikke mindre end 200 mennesker. Flere end der boede i hele Dollerup sogn.

Dollerup Mølle gik på det tidspunkt for at være Nordeuropas største spinderi. Derfor var mange børn og voksne med som statister, og tjente gode lommepenge på den måde. Områdets erhvervsdrivende tjente også gode penge, fordi de havde filmholdet boende. Det gjaldt for eksempel Niels Bugges kro.

Statisterne blev altid indbudt til premieren i biografen Kosmorama i Viborg, der lå tæt på domkirken i den bygning, hvor caféen og restauranten Latinerly ligger i dag. Ud over at det var en stor oplevelse at gå i biografen overhovedet, så var det spektakulært at se sig selv deroppe på lærredet.

I 1917 brugte Filmfabriken Dollerup Bakker sidste gang, men senere brugte Nordisk Film også området i 1920’erne, så der er indspillet op mod 25 film i området med de fantastiske naturlige kulisser.

Måske var det den første film »Zigøjneren Raphael«, der kom længst omkring. Med den lokale opbakning var det ikke så mærkeligt, at der blev hujet, råbt og piftet, så lokalsuccessen var hjemme. Sensationsfilmene fra Filmfabriken var dog ikke alene succeser i Viborg men også i København og over hele verden. I Jan Nielsens forbilledligt grundige bog om Filmselskabet Danmark fra 2003 dokumenteres det, at »Zigøjneren Raphael« blev solgt i både Rusland og Japan.