Da sangerindetemplerne skød op over hele København

»Olympen« på Vesterbrogade 29 var en af byens nye sangerindepavilloner i 1860erne. Da film blev det nye trækplaster, blev det rummelige lokale mange år senere omdannet til Vesterbros Bio. ?Fra Illustreret Tidende 1867-68. Fold sammen
Læs mere

Det skete i takt med, at prøjserne stormede skanserne ved Dybbøl og efterfølgende tiltvang sig hele Slesvig. Triste nyheder fra fronten, men i København gik livet videre. Og mens krigen rasede, strøede myndighederne gavmildt ud af bevillinger til etablering af sangerindepavilloner med ret til udskænkning. For trods de sorgfulde tider var folks behov for at more sig usvækket. Og så var intet bedre end en munter vise og en sangerinde, der fyldte både rollen og kostumet ud og vidste, hvad levemænd i alle aldre havde behov for, når de var kommet i byen for at gå en Peter, som man sagde i krigsåret.

Nye etablissementer åbnede overalt, hvor der var et rummeligt lokale med plads til borde og stole og en lille tribune. På et tidspunkt nåede man op på 31 forskellige sangerindetempler – de 22 var spredt ud over den gamle by og de nye brokvarterer, mens de ni var koncentreret på Frederiksberg. Blandt jævne mennesker fandt de et publikum, som ikke stillede urimelige krav til sangerindernes kunstneriske præstationer, og når blot lyrikken havde det rette anslag, kunne en spinkel stemme problemløst reddes i land af en god fysik og et par anstændige ben:

»Jeg er så kælen,/for det ligger nu en gang i sjælen, at så kælen/bestandig jeg er.«

Budskabet var til at forstå, og genren var den samme overalt. Men som kender af de gode steder vidste man nok, hvor det kunne svare sig at gå på perlefiskeri.

Helt i flugt med den senromantiske tidsånd lod en del af de nye bevillingshavere sig inspirere af navne fra den nordiske mytologi. I Pilestræde lå »Odins Hal«, i Skindergade »Frejas Hal«, på Vesterbrogade »Thors Hal« og længere ude i den spidse vinkel på hjørnet af Frederiksberg Allé lå »Valhalla«, hvortil folk strømmede for at opleve hovedattraktionen: den lidt buttede Amalie Hullstrøm, bedre kendt som Malle Knallerup – og nej. Det fængende navn hidrørte fra hendes entre på scenen iført lange, lange knapstøvler og et skørt, som til gengæld var på grænsen af det tilladelige, med strudsfjer på hovedet og en ridepisk i hånden:

»Har De hørt om Amanda Tramplino, javel,/De har ofte vist hørt hende nævne./Det er hende som ofte med mageløst held/har fået 1.000 par handsker til at revne./Som Aurora hun red på det brunstige dyr /i en tricot, der tændte som lava./Dette syn udi ynglinges hjerter gav fyr,/og de jublede og skreg »brava«./Mit liv skal gå i rask galop, rask galop. Hej hop.«

Om den litterære dybde kan man mene både det ene og det andet, og allerede i 1865 kunne man i byens aviser læse klager over sangerindeuvæsenet. De kom ikke nødvendigvis fra folk, som personligt havde set eller hørt noget uanstændigt. Men dannede mennesker vidste nok, hvad der foregik, og så var det op til politiet at træffe de nødvendige foranstaltninger: For det første måtte ingen under 18 år optræde som sangerinder, – »navnlig ikke fruentimmer, der ikke havde deres forældres eller værges samtykke«, og for det andet måtte fruentimmer, der i forvejen var kendt som uanstændige, slet ikke underholde med nogen form for kunstnerisk virksomhed i byens sangerindepavilloner.

Ordensmagten havde herefter rigeligt at se til og lægge øre til. Og selv om en del af de mest ydmyge knejper lukkede efter nogle år, fortsatte den lette tribuneunderholdning i et sådant omfang, at et præstekonvent ti år senere anmodede medlemmerne af borgerrepræsentationen om at skride ind, og det skønt hverken de folkevalgte på rådhuset eller de oprørte mænd i konventet angiveligt havde haft mulighed for at skaffe sig førstehåndskendskab til fænomenet.

Et kommunalt forbud kom aldrig, og i slutningen af 1870erne var interessen for syngepiger stort set stilnet af. Frelsens Hær afløste damerne i »Valhalla« på hjørnet af Frederiksberg Allé, men i Tivoli holdt man traditionen i hævd en rum tid endnu. Og i Allégade på Frederiksberg reklamerede restauratør Carl Kehlet med »Nordens skønneste kvinder« i »Café Chantant.« Det var en nyhed i 1877, men opskriften var den gamle, og de skønne kunne både synge og alt muligt.