Da posten kom ud

I 1890 var der i postdistrikt Kbh. K. otte daglige ombæringer. Det har siden ændret sig. Og inden længe må man nok være tilfreds med en enkelt – om ugen.

I 1798 flyttede det statslige postvæsen ind i den fornemste adelsgård på Købmagergade, hvor generalpostdirektør Holm indrettede sig i 19 rummelige værelser, men hvor der også var rigelig plads til de ansatte. Foto fra ca. 1865. Mogens Lebech: Gamle københavnske billeder Fold sammen
Læs mere

I gamle dage måtte man selv sørge fo,r at breve kom frem til modtageren. Og hvis man ikke magtede det, kunne der gå måneder, ja undertiden adskillige år, før en forsendelse kom frem til rette vedkommende.

Om disse bedrøvelige forhold kan man læse i Holbergs epistel nr. 142, og det var en uorden, Christian IV ikke kunne leve med. For tidligt og silde skrev han egenhændigt breve med befalinger om alt mellem himmel og jord til embedsmænd rundt om i landet.

Og da der nu også var opstået en handelsstand, som havde brug for en effektiv postgang mellem de store byer, udstedte kongen juleaftensdag 1624 en forordning om etablering af et egentligt postvæsen.

Begyndelsen var imidlertid vanskelig. Økonomien ville ikke hænge sammen, og efter 30 år måtte man overlade opgaven til driftig borger ved navn Poul Klingenberg. Han satte skik på foretagendet, og det gjorde ham så velhavende, at han som privatmand kunne yde lån til den betrængte statskasse. Noget gik alligevel galt, og det var angiveligt på grund af »misligholdelse«, at han fik sin afsked i 1685.

Man må antage, at stillingen som privat generalpostmester havde været lige lovlig lukrativ, for nu blev postvæsenet igen et statsligt foretagende. Og der var rigeligt at bruge overskuddet på 30.000 rigsdaler til: Pensioner til veltjente folk i statens tjeneste kostede penge, og det samme gjorde de forældreløse børn i Vajsenhuset for slet ikke at tale om Hedningemissionen.

Kort sagt: Postvæsenet var en såre nyttig institution, også for dem der hverken kunne læse eller skrive og aldrig fik brev.

I København organiserede man sig med tre postkontorer: Det ene tog sig af post til og fra Jylland og hertugdømmerne, det andet af den sjællandske post og det tredje af posten til og fra Lolland med mere.

Hvert kontor havde sit eget personale, og det betød, at to brevbærere fra hver sit kontor kunne følges ad hen til den samme adressat med hver sit brev, hvis det ene kom fra Næstved og det andet fra Aarhus. Upraktisk?

Måske, men det kunne ikke være anderledes, selv om der ikke sjældent var klager over den sendrægtige postgang eller endnu værre: At breve på forunderlig vis blev borte, fordi brevbærerne lod andre tage sig af det betroede arbejde. Det var for at komme det problem til livs, at man i slutningen af 1700-tallet indførte røde uniformer.

Det gjaldt dog ikke pakkeposten, som var en opgave for særlige bude, der for egen regning betalte en medhjælper for at tage sliddet med de tungt læssede trækvogne.

Indenbys forsendelser i hovedstaden var imidlertid en opgave, som postvæsenet ikke ville røre ved, og derfor anmodede forhenværende toldkasserer Riegels fra Maribo myndighederne om at få lov til at udføre det arbejde.

Han havde været nødt til at tage afsked med toldvæsenet på grund af dårlige øjne, men synet var godt nok til, at han kunne organisere ombæringen af breve i København, og det endte med, at han i 1806 blev chef for den nye institution kaldet Fodposten og fik eget kontor på Postgården i Købmagergade.

Otte voksne bude blev ansat til at gå rundt i hver sit distrikt to gange daglig for at indsamle post og to gange for at omdele breve. De måtte ikke komme ind i folks huse, men gav sig til kende ved at slå på en gongong eller ringe med en klokke.

Efter et par år mistede det statslige postvæsen alligevel lysten til at ofre penge på Fodposten, som viste sig at være en dårlig forretning. Den tidligere toldkasserer og hans arvinger fik derfor lov til at fortsætte på eget ansvar, og i 40 år var virksomheden i familiens eje.

»En ædruelig, skikkelig mand, som vil gå med klokken, kan blive antaget ved Fodpostkontoret nr. 7 i Klareboderne«, står der i en annonce fra 1819, og det fremgår således, at det ikke var hvem som helst, der kunne bruges.

Ingen slendrian, posten skulle ud samme dag, den var indleveret, og hvis folk ønskede det, ventede man gerne, således at man kunne tage svar med tilbage til afsenderen. En glimrende service, kunderne var tilfredse, og i 1848 fik postvæsenet igen lyst til at tage sig af breve og pakker i København. Fodposten ophørte som privat virksomhed, men i stigende omfang fortsatte fodpostbudene med at betjene københavnerne med post.

I 1851 fandt en begavet postmester ud af, at et postbud uden problemer kunne aflevere både udenbys og indenbys post samtidig, og da hovedstaden ved samme lejlighed blev inddelt i distrikter: K, V, N, Ø osv., blev arbejdsgangen i enhver henseende effektiviseret.

Hurtigere og hurtigere kom flere og flere breve ud til et stigende antal modtagere, og da telegrafen truede med at blive en konkurrent, der måtte tages alvorligt, svarede Postvæsenet igen ved at sætte brevtaksten ned og øge antallet af ombæringer.

I 1890 var der i postdistrikt Kbh. K. otte daglige ombæringer. Det har siden ændret sig. Og inden længe må man nok være tilfreds med en enkelt – om ugen.